Søgeportal-kunde til Yellow

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bureauet vandt kunden, selvom den ikke sad lige i skabet første gang. Tidligere bureau var Umwelt.

Ikke mange kender Ejendomstorvet og det skal Yellow nu forsøge at ændre.

Efter en lynpitch mellem fire bureauer blev Yellow nemlig valgt som nyt bureau også selvom den ikke lige sad i skabet første gang:

”Man kan ikke regne med, at et bureau der skyder helt udefra rammer den 100% – til gengæld er sådan en skønhedskonkurrence god til at fornemme kemi og niveau. Men man skal spørge sig selv, om det er nogle man kan se sig selv arbejde med. Og det kan vi med Yellow,” siger direktør for Ejendomdomstorvet.dk Simon Birch Skou.

Ejendomstorvet er angiveligt den største søgeportal, når virksomheder skal finde nye lokaler, domicil, lager, værksted, klinik, butik etc.

De har desuden investeringsejendomme med i porteføljen.

Teamet på den nye kunde er de to relativt nyansatte executive creative director, Peter Dalgas, og client director Brian Schøler.

”Det er da både tilfredsstillende og en lettelse, når man er nyansat, at man har held i sprøjten med at vinde nye kunder. Nu skal vi bare have ejendomstorvet.dk til at elske os – og det kommer jo gennem resultater. Det bliver sjovt,” siger Peter Dalgas.

Og Brian Schøler tilføjer: ”Ejendomstorvets portal er den absolut førende på området, og de håndterer hvert år ejendomme for et svimlende beløb på 14 milliarder. De ligger inde med massiv viden, som der selvfølgelig skal sættes strøm til. Ja, det bliver sjovt.”

Tidligere havde Ejendomstorvet Umwelt som bureau.

 

 

Relaterede artikler