For fjerde gang – i forbindelse med FN’s Internationale dag for Kreativitet og Innovation – afholder Our Sustainable Future sammen med Creative Circle en filmkonkurrence med en usædvanlig brief:
- Skab en film på 60 sekunder, der kan ændre verden.
Konkurrencen er fortsat for personer under 30 år og/eller studerende på kreative uddannelser, og den tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål.
Our Sustainable Future bliver i år dobbelt så stor, idet arrangørerne har føjet en konkurrence mere til. Den sker med denne brief:
- Skab en A1 fredsplakat for International Day of Peace (den 21. september)
”Baggrunden er trist – med et sjældent større behov for fred. Deltagerne, som er højst 30 år eller fuldtidsstuderende på en videregående uddannelse, vælger selv, hvordan de tolker fred. Det kan være indre fred, lokal eller global fred,” siger Dorte Nielsen, der er initiativtager til Our Sustainable Future – samt formand for Creative Circle og european creative ambassador for de globale aktiviteter, der leder frem til FN-dagen.
Den første vinder af Our Sustainable Future, Christian Skjøtt (nu senior art director hos Pong) fik sin film vist på Times Square i New York. Den seneste vinder, Nathja Mikkelsen (nu grafisk designer hos Syntese Digital), fik i april i år sin film vist foran en fyldt sal i Grand Teatret i København, da Creative Circle viste alle årets shortlistede film ved CCA.
”2024-vinderen af filmkonkurrencen bliver hyldet i Grand, og de bedste posters bliver udstillet i ugen op til FN’s Internationale dag for Kreativitet og Innovation,” siger Dorte Nielsen og tilføjer:
”Både filmvinderen og postervinderen bliver hyldet ved Creative Circle Award 2024 og modtager begge en særudgave af CCA-cirkel.”
Se begge brief ved Our Sustainable Future på Creative Circles site – under Talent.