The Garden gør status efter tre år: “Storhedsvanviddet lever stadig”

Peter Engholm,
journalist

The Garden er nomineret til Bureaubiz’ nye pris: Årets Bureau. Bureauet blev stiftet i 2023 med ambitionen om at blive et af de absolut førende digitale bureauer inden for få år. Vi tager dem på ordet og gør status.

The Garden er blandt de 15 nominerede til Årets Bureau, en ny pris stiftet af Bureaubiz. Prisen hylder bureauer, der har skabt dokumenteret vækst, haft en robust økonomi og udviklet deres forretning og faglighed.

Digitalbureauet blev stiftet i efteråret 2023 – umiddelbart et ungt bureau, men med mange års erfaring i ryggen. De to stiftere er Jimmi Eriksen og Nicholai Reinseth, der begge har en lang baggrund i den digitale bureaubranche, bl.a. som partnere i Magnetix og det senere Merkle.

Senior-tilgangen har været dyrket hos The Garden lige fra begyndelsen – ikke kun hos stifterne, men også i partnergruppen og på tværs af bureauet.

”Det er et kerneelement hos os, at vi har vendt bureau-trekanten om. Vi er grundlæggende flest directors og seniorer, færre mid-levels og næsten ingen juniorer,” siger managing partner Nicholai Reinseth.

Jimmi Eriksen, ligeledes managing partner, supplerer:

”Erfaringen gør, at vi kan komme tættere på kundens forretning og rådgive både bredere og dybere end den enkelte konkrete leverance. Målet er, at kunden ikke oplever os som hyret arbejdskraft, men som en reel samarbejdspartner.”

”Storhedsvanviddet lever sådan set stadig”

Ved stiftelsen var jeres ambition klar: I ville være et af de absolut førende digitale bureauer inden for få år. Tre år senere – hvordan synes I selv, det er gået?

”Det kan virke lidt vildt at sige fra begyndelsen, og storhedsvanviddet lever sådan set stadig. Vi vil fortsat være blandt de absolut førende, men det handler om andet og mere end omsætning eller antal ansatte. Det er kombinationen af kvaliteten af det, vi laver, hvad markedet synes om os, og – allermest – hvad kunderne synes,” siger Jimmi Eriksen og tilføjer:

”Blandt de godt 900 marketingansvarlige i MyImage er vi to år i træk blevet kåret som det digitalbureau, der har de mest tilfredse kunder. Og det vi laver – løsningerne til kunderne – har fået branchens anerkendelse med flest shortlists ved Danish Digital Awards i perioden 2025-2026.”

Nicholai Reinseth understreger, at awards er et vigtigt pejlemærke, men ikke et mål i sig selv, og at de hurtigt bliver ligegyldige, hvis bureauet samtidig “brænder medarbejdere af”.

En ”lidt hippie-agtig” holdning

Hos The Garden har medarbejdergruppen indtil videre været usædvanligt stabil. I næsten tre år kom der kun nye kolleger til, før bureauet for nylig oplevede sin første opsigelse.

”Vi er begunstiget af at have nysgerrige og dygtige mennesker omkring os, som gerne vil være på forkant med udviklingen. Og vi har kunder, der er tilsvarende dygtige og ambitiøse. Det giver spændende og dybdegående projekter,” siger Jimmi Eriksen og tilføjer:

”Samtidig er vores holdning måske lidt hippie-agtig: Det skal være rart at gå på arbejde, og det skal være rart for kunderne at komme her. Med The Garden ville vi tilbage til det, der er vigtigt: at være tæt på kunderne, tæt på projekterne og tæt på kollegerne.”

Den tilgang kan også ses i arbejdsformen. Antallet af møder er holdt på et bevidst minimum:

”Vi har fra begyndelsen prøvet at skære alt det fra, som kunne dræne os. Næsten ingen klassiske formelle præsentationsmøder, endeløse interne møder og polerede PowerPoints. Vi har fokus på transparens, work-in-progress, og kunden er hele tiden med undervejs i arbejdet. Det behøver ikke være kønt undervejs, men resultatet skal blive godt. Ligesom i en have,” siger Nicholai Reinseth.

I er nomineret til Årets Bureau i kategorien 10-24 ansatte – og er siden vokset ud af den. Dét at være tæt på kollegerne bliver vel sværere?

”Vi er omkring 30 personer i dag, og selvfølgelig ændrer det noget. Men det er stadig selve arbejdet, der interesserer os – ikke størrelsen på bureauet. Vi kommer sikkert også til at vokse videre, men ambitionen er ikke at blive store bare for at blive store. Vi skal kunne bevare den omvendte bureau-trekant, den stærke partnergruppe og den tæthed, der var pointen fra begyndelsen,” siger Jimmi Eriksen.

The Garden har vækstet med 54063,27 pct. de seneste tre år. I 2025 vækstede bureauet 68,1 pct. til en bruttoavance på 26,5 mio. kr.

Årets Bureau 2026

15 bureauer er nomineret i tre kategorier.

I kategorien 1-9 ansatte er Kühl & Han, Studio 28K, Blond Event, Crone & Co og Zeit Agency nomineret.

I kategoerien 10-24 ansatte er de nominerede: &Partner, Brand by Hand, Poetype, The Garden og Spudo.

Og i kategorien over 24 ansatte er de nominerede: Adwise Media, SparkForce, S360, Forte Advice og Conmedia.

Prisen bygger på Bureaubiz’ nøgletalsanalyse, som siden 2008 år har fulgt udviklingen i den danske bureaubranche. I analysen bliver bureauerne målt på en række økonomiske nøgletal, og hvert år viser tallene, hvilke bureauer der klarer sig godt, og hvilke der klarer sig mindre godt.

Med den nye pris vil Bureaubiz anerkende bureauer, der kombinerer dokumenteret vækst med en sund økonomi og udvikling af bureauets forretning og faglighed.