Thomas Torp: Humor kan bygge bro mellem purpose og forbruger

Peter Engholm,
journalist

Det nye produktionsselskab, Klub Moderne, har fået “overraskende positive” reaktioner for at ville bringe humøret tilbage i reklame. At gøre humor til en modsætning til purpose var ikke meningen.

Produktionsselskabet Klub Moderne har i overført forstand fået klapsalver og en løftet pegefinger. Applaus og bred opbakning til selskabets afsæt: At vi danskere trænger til noget at grine af – også i reklame.

Den løftede pegefinger er fra tre kreative direktører, der går i rette med en af Klub Modernes tre stiftere, Thomas Torp, der konstaterede, at markedet er mættet af purposedrevet marketing, og at det er grunden til, at Klub Moderne vil lave sjove reklamer. Men purpose er en strategi, og humor er en måde at eksekvere på – så de to størrelser kan ikke sammenlignes. 

Thomas Torp

Det har imidlertid ikke lagt en dæmper på den positive modtagelse:

”Vi har fået overraskende positive reaktioner på Klub Moderne. Tilkendegivelser, der går på, at et tiltag som vores har været stærkt savnet, og at det er rigtigt set,” siger Thomas Torp, der har stiftet Klub Moderne sammen med produceren Nicolai Berthelsen og med instruktøren Peter Harton.

Hvorfor har de positive reaktioner overrasket?

”Fordi et produktionsselskab ikke plejer at få så meget medvind. Men dette selskab skal også ses som en håndsrækning til bureauerne. Og det er da også bureauerne, der især har reageret. Humøret trænger til at komme tilbage – også i branchens dagligdag,” siger Thomas Torp.

Men I gør purpose og humor til modsætninger …

”Jeg er med på forskellen, og det har altså ikke været vores mening at skabe en kløft mellem de to. Heldigvis er det heller ikke blevet opfattet sådan. En af de henvendelser, vi har fået, er fra et bureau, der har en kunde med en purpose-strategi. Det er bureauets vurdering, at den strategi bedst eksekveres med humor. Og derfor kontakter de os,” siger Thomas Torp og tilføjer:

”At brands orienterer sig mod samfundet og løser problemer via purpose, er en rigtig og fornuftig strategi. Men derfor behøver man jo ikke nødvendigvis iklæde strategien sørgedragt og klaver i mol. Vi er overbeviste om, at humor også kan bygge bro mellem ­­­­­­­­purpose og forbruger.