I december meldte Advice ud, at de etablerede en ny kreativ ledelse.
Nu melder bureauet ud, at man har ansat en tidligere bureaupartner i den kommercielle ledelse, som fremover vil bestå af fire personer.
Det er Claus Leinøe som var partner og kommerciel direktør hos Konstellation. Da Konstellation blev fusioneret med Republica fungerede han som kontaktdirektør indtil oktober sidste år, hvor han meldte ud, at han stoppede.
Dengang sagde han til Bureaubiz: “Jeg elsker kommunikation, det digitale og så kan jeg godt lide at bygge op. Hvis de tre ingredienser er tilstede, så er det interessant for mig.”
Nu siger han om sit nye job, hvor han får titel af client director:
”Som mange andre har jeg bemærket den spændende udvikling Advice har været inde i de seneste år. Det er et stærkt team med tunge kompetencer hele vejen rundt, så jeg glæder mig meget til at blive en del af et af de få bureau herhjemme, som virkeligt kan tilbyde integrerede løsninger til kunderne. De er stærke på kundeoplevelsen, digital transformation og udkommer med virkelig interessant indhold, så jeg ser utroligt meget frem til at kunne bidrage til de næste skridt på rejsen.”
Hos Advice siger CCO og partner Ralf Lodberg:
”Det er ret unikt at finde en person med så bred indsigt og erfaring som samtidig har en lang dokumenteret erfaring med at udnytte de digitale muligheder. Claus skal bla. hjælpe os med at identificere og udvikle magic connections hos vores kunder – de punkter, hvor brand, business og customer experience går op i en højere enhed.”
Claus Leinøe starter på Advice i dag den 2. januar.