To Accenture Song-profiler går solo

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Efter henh. 17 og 15 år på bureauet, starter de nu deres eget bureau.

For fem år siden blev Hjaltelin Stahl solgt til Accenture og skiftede dermed navn til Accenture Song. Siden har flere profiler forladt bureauet, bl.a. stifter Steffen Hjaltelin og partner Maja Hartmann, der var en af de første ansatte.

Nu stopper to andre profiler, der har været på bureauet i henholdsvis 17 og 15 år. I stedet for starter de deres eget bureau under navnet Schou & Strøm.

Det er senior art director Marlene Schou Knuthsen og creative director Pernille Strøm Lundsfryd. Sidstnævnte var medejer af bureauet, indtil det blev solgt.

Pernille Strøm Lundsfryd siger i en pressemeddelelse:

“Jeg har haft 17 berigende og berusende år på Hjaltelin Stahl, nu Accenture Song, hvor jeg har været med til at opbygge og drive bureauet både kreativt og kulturelt til det, det er i dag – og ikke mindst sætte ligestilling og diversitet højt på agendaen. Jeg er mega-stolt og føler, jeg forlader et Song, der er på toppen. Nu er det tid til at springe ud i min drøm med Marlene, med kreativ kvalitet som omdrejningspunkt.”

Og fra Marlene Schou Knuthsen lyder det:

” Når man har været i gamet så mange år, som vi har, kan man lidt og hvert. Og selvom det er farligt at sige, at vi kan det hele, favner vi vitterlig en bred vifte af discipliner – fra ide og koncept til færdig kampagneeksekvering på tværs af medier. Vi kan vores craft ud til fingerspidserne og dét kombineret med en dyb forretningsforståelse, gør, at vi med stærk kreativitet kan løse rigtig mange af virksomhedens problemer. Og har vi ikke selv båndbredde nok til at løse opgaven, trækker vi på det store netværk af specialister, som vi har opbygget gennem tiden.”

På det nye bureau er der især fokus på nærværet med kunderne, og så vil Marlene Schou Knuthsen og Pernille Strøm Lundsfryd også inspirere andre kvinder til at turde tage springet med at stifte eget bureau.

“Reklamebranchen har masser af stærke kvinder. Men der har længe været fokus på, at alt for få kreative kvinder sidder på fremtrædende, ledende poster – og endnu færre stifter deres eget bureau. Schou & Strøm ønsker ikke bare at skabe klar og meningsfuld kommunikation på tværs af platforme, men også at inspirere andre kvinder til at tage lederskab og forme fremtiden for reklamebranchen,” lyder det i pressemeddelelsen.

Sidste år viste en Bureaubiz-undersøgelse blandt bureauansatte, at hver anden bureau-ansatte mand vil gerne stifte eget bureau, mens det kun er hver fjerde bureau-ansatte kvinde, der har tilsvarende startup-tanker.