For 10 år siden blev bureauet Socialsquare stiftet med fokus på social strategisk rådgivning. For fem år siden blev bureauet med en ny ledelse relanceret og gik fra at være et rådgivningsbureau til også at inddrage selve eksekveringen.
Nu fejrer man så 10 års jubilæet med at fusionere med et andet bureau.
Det er Reload, der har stået bag webløsninger for bl.a. DR, TV2 og IDA og som har specialiseret sig i teknisk rådgivning og implementering.
Hos Reload siger Rasmus Luckow-Nielsen, adm.dir. om fusionen:
“De løsninger, vi leverer, kan ikke laves uden strategisk rådgivning, som allerede er en vigtig grund til, at mange kunder vælger os. Med Socialsquares kompetencer kan vi sætte fokus på vores kunders behov for digital forretningsudvikling og produktinnovation med flere, rådgivende kompetencer tidligere i processen.”
Socialsquare har udviklet projekter for kunder som DBU, Danske Bank og Saxo.com og partner Martin Sønderlev Christensen oplever, at der er behov for større viden om teknologi i de tidlige faser af et projekt, hvor problem og løsning endnu er ukendt:
“Ofte bliver strategi og innovation leveret af konsulenthuse og designbureauer, der nok laver agile design sprint, men ikke har de fornødne teknologiske kompetencer i teamet og sjældent tager ansvar for den efterfølgende udvikling af teknologi og forretning. Vi skal være endnu mere forretningskritiske og dybere ind i de underliggende infrastrukturer, data og api’er som driver kundens produkter og forretning.”
Med fusionen får bureauet otte partnere: Magnus Christensson og Martin Sønderlev Christensen fra Socialsquare samt adm.dir. Rasmus Luckow-Nielsen teknisk direktør Kasper Garnæs, bestyrelsesformand Jens-Otto Paludan, Alice Jensen, Mads Høgstedt Danquah og Arne Jørgensen.
Bureauet kommer til at tælle i alt 22 medarbejdere.