Effie Awards kommer til Danmark næste år som afløser for Advertising Effectiveness Awards, og Uncle Grey forstår at varme op til prisen, der hylder den dokumentérbare effekt af markedsføringsstrategi, innovativ medieaktivering og kreativitet.
Bureauet har nemlig vundet 2 sølv og 1 bronze ved den europæiske udgave af prisen, The Effie Awards Europe. Alle tre priser for Canon Truthmark – et initiativ lanceret i sommeren 2020 mod fake news i form af misbrug af pressefotos.
Ofte må store internationale awardshows bruge tid på at understrege det eksklusive i at vinde en af de mange uddelte priser. Effie uddelte blot 35 priser – fordelt på 5 guld, 12 sølv og 18 bronze – til 26 bureauer fra i alt 17 europæiske lande.
At priserne er svære at komme i nærheden af, blev tydeligt markeret, da ingen i år vandt ’the ultimate recognition of creativity & effectiveness’; Grand Effie prize.
Dermed kan Lego prale af at være blandt årets højest honorerede annoncører, idet den danske koncern var en af håndfulden af Effie-guldvindere. Det skete med casen ‘Build & Talk: Fun Free Ways to Tackle Online Safety with Kids’, som Lego har håndteret uden brug af eksternt bureau.