Som så mange andre bureauer – og virksomheder – har et 12 år gammelt webbureau på Frederiksberg svært ved at tiltrække nye medarbejdere.
Det har fået bureauet, der hedder Reload, til at tænke ud af boksen og udlove 100.000 kroner, som den der finder bureauets næste medarbejder, kan få lov til at donere til en hjælpeorganisation efter eget valg.
Man er altså ikke de rene filantroper hos Reload, og det er da også penge, som man ellers skulle have brugt til et rekrutteringsbureau, siger bureauets adm. direktør Rasmus Luckow-Nielsen, og tilføjer:
”Mange af vores nuværende medarbejdere er her, fordi en ven har anbefalet dem vores arbejdsplads. Når vi så har skullet bruge en ny kollega til holdet, så har vi ofte ’bare’ slået det op på vores sociale medier, og selvfølgelig også via traditionelle jobsopslag i diverse jobdatabaser, og så er det blevet delt derfra.”
Han fortsætter:
”For nylig er vi dog blevet nødsaget til at bruge recruitere, simpelthen fordi der er så mange projekter på bedding, men vi kan ikke følge med i forhold til arbejdskraften.”
Rasmus Luckow-Nielsen foretrækker dog stadig word-of-mouth-metoden, og det satte gang i ideen om at donere pengene til dem, der kan skaffe en medarbejder. Bureauet har 20 medarbejdere og står lige nu og mangler fire seniorudviklere.
Det er så udmøntet i nedenstående video, som bureauet deler på de sociale medier.
Guerilla marketing ved Copenhell
Det er ikke det eneste utraditionelle tiltag bureauet har taget for at få kontakt til potentielle medarbejdere. Under det netop afholdt Copenhell forsøgte man også at komme igennem larmen, som bureauets videograf Christian Klintholm siger:
”Under Copenhell forsøgte vi os med et par plakater, der havde vores job stående med metalband-lignende fonte, som vi så hang op ren guerrilla-style rundt omkring på Refshaleøen. Det var nyt for os at arbejde offline og på den måde. Men vi fik god respons på det, især fordi vi lavede noget, der tænkte lidt ud af boksen, havde humor og lidt selvironi, og som var med henblik på festivalens deltagere.”