En og anden kunne måske få den tanke, at det er lettere for et lille bureau at have tilfredse kunder, fordi det er en lille organisation, hvor man har godt styr på, hvem der gør og siger hvad og har større nærvær med kunderne.
Det er bare ikke et synspunkt, der finder dækning, når man kigger på de tre bureauer, som i den årlige MyImage Bureau fra MyResearch er kommet ud med de mest tilfredse kunder.
Godt nok er to af dem mindre bureauer: Twenty hos reklamebureauerne og Calibrate hos mediabureauerne. Men hos de digitale bureauer er det Vertica, der kan smykke sig med at have de mest tilfredse kunder.
Vertica er et af de større digitale bureauer med over 100 mio. kr. i bruttoavance og over 100 medarbejdere.
Desuden kan Vertica bryste sig med nu at have haft de mest tilfredse kunder to år i træk. Det gælder ikke for de andre to.
Den præstation kan ses i sammenhæng med, at Vertica i år har noteret for en flot fremgang i den samlede stilling i årets image-analyse. Bureauet er gået fra en 6. til en 3. plads.
Endelig har Vertica fornylig også afleveret et godt regnskab for det seneste regnskabsår. Bruttoavancen steg med ca. 11 pct. til ca. 117 mio. kr. og overskuddet steg med knap 30 pct. til ca. 13,9 mio. kr.
Bureauer med størst kundetilfredshed
Reklamebureauer
- Twenty
Digitale bureauer
- Vertica
Mediabureauer
- Calibrate
Verticas gode performance kan ses i en af analysens modeller, der viser, hvem der overperformer i forhold til deres bruttoavance.
“Realiteten er, at der er en sammenhæng mellem størrelse og placering. Det er ret usandsynligt at se et lille bureau komme helt til tops i imageanalysen. Derfor har vi lavet en model, hvor man kan bedømme et bureaus performance i forhold til størrelsen,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch og fortsætter:
“Vi plotter bruttoavance og BrandPower ind i et koordinatsystem, og på det grundlag kan vi så skabe en lineær regressionsmodel, hvor vi for hvert enkelt bureau kan se, om de over- eller underperformer.”
Her viser det sig så, at Vertica er blandt de 5 digitale bureauer, der overperformer mest.
Dog ikke allermest. Blandt de digitale bureauer er det imagevinderen Impact, der overperformer mest, og det understreger bureauets stærke score.
Det samme gør sig faktisk gældende hos reklamebureauerne, hvor det også er imagevinderen, &Co., der overperformer mest.
Men hos mediabureauerne tegner der sig et andet billede. Her er det det lille OMG-bureau, Hearts & Science, der overperformer mest, mens OMD kommer ind på en 2. plads.
OMD toppede sidste år, men i år har Carat overtaget førstepladsen og henvist OMD til 2. pladsen. Men når man sætter det i forhold til bruttoavancen, så er Carat ikke blandt de fem bureauer, der overperformer mest. Her klarer OMD sig altså bedre.
Bureauer, der overperformer mest
Reklamebureauer
- &Co.
- Robert/Boisen & Likeminded
- Pong
Digitale bureauer
- Impact
- IIH Nordic
- NoA Ignite
Mediabureauer
- Hearts & Science
- OMD
- Dentsu X
MyImage Bureau produceres af MyResearch og der spørges til 24 reklamebureauer, 23 digitale bureauer og 13 mediabureauer. Data er indsamlet i uge 40-46 og 966 marketingansvarlige har gennemført analysen. Det er en responsprocent på 32.
Analysen måler BrandStrength, der er en række kvantitative parametre som Kendskab, om man vil invitere til pitch og Momentum, der sammenholder lysten til at invitere til pitch med hvor mange af et bureaus kunder, der er blandt respondenterne.
BrandPosition bygger på 9 kvalitative udsagn, hvor dem, der har et vist kendskab til bureauet, svarer på, om de mener, udsagnet passer på bureauet.
BrandPower er en sammenregning af BrandStrength og BrandPosition.