I sidste uge bragte vi nyheden om, at HaveKommunikation lancerer nyhedsmediet teaternyheder.dk.
Det nye medie får nu stærk kritik af kulturjournalist Adrian Hughes i journalisten.dk.
”Teaternyheder.dk er dybest set et site, hvor man kan scrolle igennem en masse – og ja, nu siger jeg altså ordet – pressemeddelelser. For det er simpelthen pressemeddelelser, de bringer,” siger Adrian Hughes til journalisten.dk.
Og han fortsætter:
”Alle teksterne er holdt i det samme positive sprog og bærer præg af, at skribenterne ikke har set forestillingerne, men blot fortæller, hvad afsenderen selv siger om dem. og det er præcis, det, der kendetegner en pressemeddelelse.”
Han tilføjer, at man kan få den mistanke, at Have Kommunikation bruger sitet til at offentliggøre deres egne pressemeddelelser. Og dermed være skjult PR for Have Kommunikation.
Hos Have kommunikation har adm. direktør Michael Feder svaret på kritikken:
”Igen får vi bekræftet, hvordan nogle journalister betragter PR-bureauer som nogle værre nogen. Han tager morderligt fejl. Vi bruger ikke det her medie til at gøre os interessant overfor hverken eksisterende eller nye kunder”.
Desuden siger Michael Feder, at man ikke skelner mellem at bringe pressemeddelelser fra egne eller andre bureauers kunder.
Samtidig tilbagevises kritikken om, at skribenterne ikke har set forestillingerne, da teaternyheder.dk ikke er et anmeldelsessite, men et nyhedssite.
Og Adrian Hughes må da også erkende, at sitet giver et overblik.