For to år siden oprettede tidligere statsminister og dengang netop afgående NATO generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen en konsulentvirksomhed med navnet Rasmussen Global.
Nu udvider han så med et kontor i Bruxelles.
Udover tidligere ambassadør Poul Skytte Christoffersen, der er bosiddende i Bruxelles, og er tilknyttet firmaet som senior rådgiver, vil det nye kontor bestå af fire fuldtidsansatte.
”Verden er blevet mere uforudselig og kompliceret, og vi oplever derfor et stigende behov for rådgivning og konkret interessevaretagelse. Det er vigtigt for vores kunder, at vi er helt tæt på de centrale beslutningstagere ude i verden,” siger Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse.
Tidligere præsident er senior-rådgiver
Oprettelsen af det nye kontor i Bruxelles er del af en overordnet strategi, der har til formål at gøre firmaet til et af de førende internationale konsulentfirmaer i Norden.
I oktober måned tiltrådte Estlands tidligere præsident, Toomas Hendrik Ilves, og Storbritanniens tidligere ambassadør i USA, Sir Nigel Sheinweld, som senior-rådgivere i virksomheden. Rasmussen Global er allerede repræsenteret i Berlin, og vil inden for nær fremtid øge sin tilstedeværelse i Washington DC.
Rasmussen Global arbejder bl.a. for Ukraines præsident, Boston Consulting Group og Goldman Sachs.