Annoncører trækker bureauydelser ind i huset

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

I USA har flere end 75 pct. af annoncørerne i dag en bureaufunktion i selve virksomheden. Insourcing er på fremmarch – og det kræver nytænkning fra de traditionelle bureauers side.

Nok er der mange fordele ved at lægge sine marketingopgaver ud til et bureau, men der er også fordele ved at løse opgaverne selv.

Det mener i al fald stadig flere amerikanske annoncører ifølge en undersøgelse, som den amerikanske annoncørforening ANA (Association of National Advertisers) for nylig har foretaget.

Af i alt 412 adspurgte virksomheder har 78 pct. – altså godt tre ud af fire – i 2018 en bureaufunktion in-house. Fem år tidligere var der tale om 58 pct. og i 2008 42 pct. Og in-house-bureauerne får over en bred kam stadig mere at lave, lyder det.

Lavere omkostninger
Syv ud af ti angiver inden for de seneste tre år at have flyttet eksisterende forretning, som tidligere blev varetaget af eksterne bureauer, ind i virksomhedens eget bureauregi. Det gælder navnlig content marketing, sociale medier og influencer marketing.

Hovedårsagen til at trække bureau- og marketingydelser ind i virksomheden er foruden et åbenlyst bedre kendskab til virksomheden økonomi. Lavere omkostninger vægter ifølge ANA’s undersøgelse således tungere end eksempelvis tempo.

Et helt almindeligt bureau
I Danmark gik en virksomhed som Lego allerede i 2001 hele vejen og oprettede et full-service bureau.

Vivi Schlägelberger, der er chef for Lego Agencys globale kampagneudvikling, kaldte i et længere interview i september det interne bureau for ”et helt almindeligt reklamebureau, der er viklet ind i noget for et bureau så ualmindeligt som et corporate set-up”.

Lego hylder det kreative mod

Og selv om dette måske kan være en udfordring for kreative hjerner, er fordelen ved at have bureauet in-house ifølge Vivi Schlägelberger (foto), at man kan gøre tingene både hurtigere og bedre.

”Det er en fordel at være et internt bureau, fordi vi kender forretnings-og produktionsgangen. Vi kan reagere hurtigt på mange ting, fordi vi gør det hele in-house. Når det er sagt, kommer man ganske som et eksternt bureau til at skulle udfordre organisationen,” fortalte hun Bureaubiz.

Kreativiteten er løftet
Lego Agency tæller i dag omkring 400 ansatte med størstedelen på hovedkontoret i Billund, og det gør umiddelbart bureauet til Danmarks næststørste målt på antal medarbejdere.

Ligesom langt størstedelen af virksomhederne i den amerikanske undersøgelse benytter Lego lejlighedsvis eksterne bureauer, men Lego Agency står selv for størstedelen af koncernens kampagner, for al emballage og samtlige digitale platforme.

I den amerikanske undersøgelse understreges således også, at in-house-bureauer i dag tager sig af langt mere end blot ”lavthængende frugter som PR-materiale og interne videoer”.

For nogle annoncører tilbyder traditionelle bureauer simpelthen ikke længere tilstrækkeligt mange fordele

Mens eksterne reklamebureauer historisk er blevet betragtet som arnestedet for kreativitet, er den kreative ekspertise i de interne bureauer seneste år blevet løftet betragteligt, og ANA går så vidt som at kalde udviklingen banebrydende.

Samarbejde og sameksistens
Skønt eksterne bureauer fortsat er en vigtig sparringspartner for virksomhederne, er der ifølge den amerikanske annoncørforening grund til at råbe vagt i gevær ude på bureauerne.

For nogle annoncører, hævder foreningen, tilbyder traditionelle bureauer simpelthen ikke længere tilstrækkeligt mange fordele, hvilket også er årsagen til, at bureauer i stigende grad rykker in-house.

ANA opfordrer på den baggrund de eksterne bureauer til at blive mere transparente og til ikke mindst at finde nye måder at samarbejde og -eksistere med deres interne pendanter på.

Netop disse tanker gør Jacob Rosendal, der er marketingchef i Det Kongelige Teater, sig i sin klumme om ‘inhousification’.

CMO om inhousification: Vi bevæger os ind i næste fase

Hele ANA’s rapport The Continued Rise of the In-House Agency kan ses her.