Bro Kommunikation blev stiftet for 23 år siden og har i dag 24 medarbejdere. Dette er ikke et jubilæumsportræt leveret alt for tidligt, men et sæt iværksætter-erfaringer, der har sit udspring længe før, at iværksætteri og startups blev italesat og understøttet.
Bureaubiz’ store startup-undersøgelse viser, at mandlige bureauansattes iværksætter-trang er dobbelt så stor som kvindernes. Men de kvindelige bureaustiftere findes, og en af dem er Helle Bro. At hun blev stifter, var ikke åbenlyst – i al fald ikke for hende selv til at begynde med.
”Jeg har aldrig haft en drøm om, at jeg skulle drive virksomhed. Selv da jeg var bachelor, selv et halvt år før, jeg etablerede Bro, var der ikke en plan om en virksomhed. Der opstod en mulighed, og den greb jeg. Opgaven var spændende, og så tog det ene skridt det andet – og bureauet voksede ud af det,” siger Helle Bro.
Det kunne lyde ligetil, men var det ikke.
“Det var hårdt og slidsomt, men jeg gled med flowet og stoppede ikke. Jeg er tidligere konkurrencedanser, så der er ofte et mål med det, jeg laver, men der var intet komplet og forkromet. Jeg lagde egentlig først en rigtig plan, da jeg fik barn i 2007. Jeg havde i øvrigt heller ikke en plan om at få tre børn. I 2007 var vi otte ansatte i Bro, finanskrisen var i sin spæde begyndelse, og jeg gik med barnevognen i skoven og lagde en plan for bureauet,” siger Helle Bro og tilføjer:
”Det er et godt eksempel på, at barsler er skelsættende.”
Har taget mange chancer undervejs
Planen handlede – og handler stadig om – ikke om at være et stort bureau, men om at lave meningsfulde opgaver for spændende kunder. Og være et bureau, folk kan lide at arbejde i – og med – samtidig med, at de bliver dygtigere. Et bureau hvor man samarbejder internt frem for at konkurrere med hinanden.
”Jeg er mindre ambitiøs på scale, men absolut mere ambitiøs på leverance,” konstaterer Helle Bro og tilføjer:
”Jeg har forsøgt tænke mig om hele vejen igennem, men jeg har også taget mange chancer undervejs.”
Chancer – på hvilken måde?
”Jeg har sagt ja til opgaver, jeg ikke anede, hvordan jeg eller vi skulle løse, og jeg har arbejdet med brancher, som jeg ikke havde et indgående kendskab til på forhånd. Men der har været transparens; jeg har altid været åben om kompetencer, eksisterende viden og dermed fortalt kunden, hvad jeg ikke har prøvet før,” siger Helle Bro og uddyber:
”Og kunderne har anerkendt transparensen og troet på mine kompetencer og ideer. Sådan tror jeg man kommer langt; med tilliden og de gode relationer. Især når man bevæger sig ud i nye farvande.
Nervøs – men ikke bange for at fejle
Velforberedt er altid godt, men ideen om at være – eller blive – alvidende fungerer ikke:
”Hvis man tror, man ved det hele på forhånd eller skal vide det hele på forhånd, så kommer man til at bruge hele tiden på at regne den ud. Jeg ved, hvor jeg vil hen – men jeg har ikke regnet den ud.”
Det er ikke dyrt at komme i gang i bureaubranchen, men ‘afhængig af fast indkomst’ og ‘økonomisk risiko’ er de største barrierer for at stifte eget bureau.
”Jeg havde ikke en krone med mig. Og jeg havde ikke en mand, der kunne forsørge mig. Jeg kom direkte fra universitet, og jeg havde et job ved siden af. Mit mål var ikke – og er stadig ikke – at eje et hus i Toscana eller lignende. Jeg tænkte blot, at det ikke kunne være værre end at leve på SU,” siger Helle Bro.
Var du ikke nervøs?
”Jo, bestemt. Men jeg var ikke bange for usikkerheden. Og jeg var ikke bange for ikke at være perfekt eller for at fejle – man kan jo også fejle i et almindeligt job,” siger Helle Bro.
Du fortæller om det, du ikke var. Hvad var du så?
”Jeg var modig. Jeg turde heldigvis godt. Og jeg har en udtalt selvopholdelsesdrift, og det var nødvendigt særligt i begyndelsen, for du har kun dig selv at holde MU-samtaler med,” siger Helle Bro.
Var det ensomt?
”Det var eksistentielt. Det er det stadig. Det er en del at forholde sig til: Laver jeg det, jeg er god til – og virker det? Hvordan driver vi Bro, og hvad differentierer os? Er vi særegne, eller laver vi det samme som andre – bare bedre? Jeg har mange kasketter på, stifter og CEO, og skal kunne stå inde for enhver en stor beslutning. Sådan er det jo ved roret,” siger Helle Bro.
Vi kom fra ensomheden …
”… som kan være årsagen til, at nogle finder andre at stifte bureauet med. Bureauet er 23 år gammelt, og både Anne Gerhard, min første medarbejder, og Eva Rieks, min partner, har begge været her i 20 år. Vi var bare tre personer, der løste spændende opgaver, som kunderne talte om, og det førte mere og mere med sig,” siger Helle Bro.
Og det centrale spørgsmål: Hvilket råd vil du give til personer, der går med at tanker om at stifte eget bureau?
”I forlængelse af det forrige: Du skal have modet til at turde. Hvis man ikke tør ringe rundt og fortælle om sine kompetence eller ideer, hvis man er ukomfortabel ved at gå ud og sælge sig selv, så er det svært at få en virksomhed til at fungere. Du skal turde bruge dig selv, og så i øvrigt sætte den ene fod foran den anden, hvis man gerne vil fremad” siger Helle Bro og supplerer:
”Du bør følge din spire; hvis der bor en iværksætterdrøm i dig. Det vil være drønærgerligt, hvis du ikke udlever din drøm.”

Forstår du dem, som holder sig tilbage for iværksætteri?
”Jeg har stor respekt for ikke at gøre det. Det kan være for stor en risiko i forhold til det liv, man lever. Usikkerheden kan være og blive enorm i de første faser af iværksætterlivet. Men hvis man har lysten, så kan jeg kun appellere til at gøre noget ved det. Det er ikke så farligt – og heller ikke uoverstigeligt udfordrende,” siger Helle Bro.
Hvad er det mest trættende spørgsmål, du har fået som bureaustifter?
”Standardspørgsmålet om, hvordan tre børn og et bureau fungerer sammen. Det korte svar er, at børn er ikke snublesten – dem, altså snublesten, er der mange andre af, men det er ikke børnene. Du kan ikke forudse snublestenene. Der opstår ting, du ikke regnede med. Og det er fair nok – du kan ikke regne det hele ud,” siger Helle Bro.
Stadig bøvlet, men bedre rammebetingelser
Hun peger på, at mulighederne for iværksætteri er blevet bedre på de seneste 23 år:
”Iværksætteri og entreprenørskab var ikke moderne, da jeg stiftede Bro. Myndighedernes kampagne for iværksættere i 1990’erne hed meget passende ‘Palle alene i verden’, og der var ingen på CBS eller i Børsen, jeg kunne identificere mig med,” siger Helle Bro og tilføjer:
”Jeg var både ung og humanist fra Københavns universitet – nordisk filologi, med psykologi som bifag. Hvad vidste jeg? Pointen er jo, at der er flere opskrifter på at skabe noget på egen hånd, og mange definitioner på at skabe en succesfuld virksomhed.”
Tiderne er i iværksætternes favør, og det kan passende udnyttes:
”I dag er der priser for Årets Entreprenør og Årets Ejerleder, og du kan søge allierede og møde andre, der drømmer om det samme som dig. Der er mentorer og advisory boards. Og ja, det er stadig bøvlet, men der er bedre rammebetingelser, og det håber jeg kan sætte mere ild under iværksætteriet – særligt hos kvinderne,” siger Helle Bro.