Det er tredje gang, at bureauet, som startede for 12 år siden, ændrer navn.
Oprindeligt hed det Co+Høgh, så blev det til Co+ og nu kommer det til at hedde Co/Plus skrevet med versaler.
Det første navn var tidstypisk grundlæggerens navn. Men i takt med, at bureauet blev internationalt og fik kunder fra nær og fjern, begyndte ø’et at volde problemer. Ja, faktisk hele Gaute Høghs efternavn var svært, for det er jo sådan på f.eks. fransk, at h er stumt, så de franske kunder var lidt lost udi udtalen.
Og der skal sådan set ikke grines, men da bureauet fik kunder fra Mellemøsten, blev Høgh til Hog, som er svin på engelsk.
Stigningen i internationale kunder betød, at man endte med at droppe Høgh og blot kaldte sig Co+.
Hvorfor ændrer I igen navn?
”I den mellemliggende periode er der sket nogle grundlæggende ændringer ved at vi er gået fra full-service til at være et lead-agency, som udvikler vores kunders topline ved lige dele forretningsstrategi og kreativitet. Dette har gjort, at vi er blevet det ekstra ’plus’ til kundernes eksisterende bureau-setup. Fra at ’+’ var et bindeled i navnet, er det blevet den drivende kraft i forretningen. Af denne årsag har vi valgt at accentuere +’et fra bindeled til ’grundled’”, siger CEO Peter Kastrup-Misir.
Co/Plus definerer sig ikke længere som et reklamebureau, men som et international growth agency og det skal det nye logo fremhæve:
”Logoet skal fremhæve det unikke møde mellem forretningsstrategi og kreativitet, som netop kendetegner bureauets ydelser, nu hvor vi ser os selv som et international growth agency, ” siger Peter Kastrup-Misir og fortsætter:
”Det nye logo og univers er baseret på et tværsnit, der skal illustrere virksomhedens ligelige fokus på strategi og kreativitet. Det er i linket mellem bureauets evne til at udtænkte resultatskabende strategier og i udviklingen af kreative løsninger der kan realisere strategien, at Co/Plus’ styrke ligger, og som derfor er kernen af vores nye identitet,” siger Peter Kastrup-Misir.