I maj 2016 etablerede Jakob Kahlen, Ronnie Job, Marcus Fuchs og Anders Emil Møller bureauet Trouble, som skulle være et ”kreativt laboratorium for nye ideer.”
For halvandet år siden blev Ronnie Job købt ud. Han var arbejdende bestyrelsesformand og er kendt som en af hovedarkitekterne bag PeopleGroup.
Og i sidste uge opslog bureauet på sin Facebookside, at man lukker driften ned i løbet af efteråret, efterhånden som forskellige projekter bliver færdige. Allerede nu har to af de tilbageværende tre stiftere dog fået nye job.
Anders Emil Møller kom fra medieverden og er pr. 1. oktober vendt tilbage dertil som journalist på Weekendavisen.
Og hos Kontrapunkt melder man i dag ud, at Marcus Fuchs starter som digital design director som led i en oprustning af den digitale udvikling.
Til gengæld er Jakob Kahlen endnu ikke klar til at melde ud, hvad han skal lave.
Trouble startede som et eksperiment med forskellige forretningsmodeller, siger Marcus Fuchs og tilføjer:
”Vi startede bl.a. Trouble fordi, der foregår meget silotænkning og vi ville kigge udad i nye sammenhænge. Det udmøntede sig bl.a. i magasinet Mayday, der var rettet mod et yngre globalt marked af samfundsinteresserede verdensborgere.”
Marcus Fuchs
Blandt kunderne hos Trouble var dr.dk, weekendavisen.dk, borsen.dk, B&O og Ørsted.