Bureaubiz vil gøre dig bedre til dit arbejde

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Nøgletal, analyser, udbudsoversigt og eventkalender udgør, sammen med bl.a. muligheden for at sammenligne bureauers data på kryds og tværs, den værktøjskasse, som Bureaubiz nu tilbyder.

Ud over at lave journalistik, der informerer og underholder, vil vi på Bureaubiz rigtigt gerne hjælpe vores læsere med at blive bedre til deres arbejde.

Derfor lancerede vi i sidste måned Bureaubiz Pro – et onlineunivers, der går i dybden med bureaubranchen og fremlægger unikke data om dens aktører.

Data om 252 danske bureauer findes foruden i den årlige trykte bureaurapport nu også i digital form bag betalingsmuren til Pro-universet.

Her har vi sågar lagt hele datamaterialet frem i et Excel-ark, som altså giver mulighed for at dykke ned i tallene på egen hånd.

Gør hverdagen nemmere
Bureaubiz udsender fortsat sit daglige nyhedsbrev gratis til omkring 8.500 abonnenter, ligesom hovedparten af det journalistiske indhold på bureaubiz.dk er frit tilgængeligt. Vi vil dog løbende lægge artikler, som vi finder særligt interessante, bag betalingsmuren.

Herudover indeholder Bureaubiz Pro en række praktiske værktøjer, der skal gøre dagligdagen lidt nemmere for travle bureau- og marketingfolk.

Blandt andet samler vi relevante awardshows i en kalender og indhenter relevante analyser fra eksternt hold. Vi stiller en funktion til rådighed, der gør det muligt at sammenligne nøgletal fra udvalgte bureauer, og fremlægger en opdateret oversigt over alle udbud inden for reklame, marketing og kommunikation.

Robotjournalistik
Som et af de første danske medier tilbyder Bureaubiz Pro desuden sine abonnenter såkaldt robotjournalistik. Robotdelen henter data fra CVR-registret og gør det muligt at holde sig opdateret om bureauernes regnskaber, ændring i ledelse, bestyrelser etc.

Desuden vil der løbende blive tilknyttet flere digitale services i Pro-universet.

Har man først købt adgang til Bureaubiz Pro, kan login deles på tværs i virksomheden.

Savner man et bureau blandt de 252 udvalgte, kan man skrive til os på info@bureaubiz.dk – så får vi det med næste år. Vi besvarer også meget gerne spørgsmål om Pro-universet eller om Bureaubiz generelt.