Bureauleder: Digitale kunderejser, online branding og performance har fået et langt større fokus ude i virksomhederne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Digital bureauleder er optaget af at hjælpe sine kunder med overgangen fra at købe onlineprodukter til at udvikle digital strategi. Men også medarbejderpleje er en vigtig faktor i en tid med international utryghed. Dette er det andet interview i serien: Hvad optager bureaulederne i denne tid.

For Allan Damborg, CEO i det digitale bureau Generaxion med 400 medarbejdere, er der især tre ting, der optager ham, siger han i denne artikel, som er en del af serien: Hvad optager bureaulederne i denne tid.

”På den korte bane er alt det, der optager mig, det der sker lige nu med krig, krise og stigende priser. Hvis man ikke forholder sig til det som CEO, er man blind,” siger han og uddyber:

”Min bekymring er specielt i forhold til vores medarbejdere og vores kunder. Medarbejderne er bekymrede for, hvordan det går med salg af nye projekter, og vores kunder bekymrer sig om, hvordan det går i markedet.”

Derfor bruger Allan Damborg en del tid på både at være i dialog med medarbejdere og kunder. Fx med et kort ugentligt teamsmøde med alle medarbejdere, hvor han fortæller, hvordan det går i virksomheden.

”Og heldigvis kan jeg berolige dem med, at det faktisk går godt her ved os, men jeg siger også, at vi selvfølgelig følger med i, hvad der sker i markedet.”

Talentpleje er et fokusområde
Også den anden ting, der optager Allan Damborg, har at gøre med medarbejderne, mere specifikt med rekruttering og fastholdelse, eller talentpleje, som han kalder det.

”Det er generelt en udfordring at tiltrække og fastholde medarbejdere, men vi gør, hvad vi kan, bl.a. ved at udvikle forskellige personaletiltag under konceptet Generaxion.anywhere.”

Et af tiltagene under det koncept er at give medarbejdere mulighed for at komme til udlandet og arbejde – med betalt kost og logi.

”For de unge i dag er verden lille og de vil gerne ud at se den. Det giver vi mulighed for, og vi har allerede haft det første hold af sted til Lisabon i tre uger, hvor de kan udforske byen og landet, når arbejdsdagen er omme, så de kommer ud og opleve noget.”

Vi er gået fra at være leverandører til at blive samarbejdspartnere
Udover de overordnede udfordringer med store samfundsændringer og de mere nære udfordringer med talentpleje, er Allan Damborg meget optaget af det, der sker på det digitale marked, som påvirker projekterne og tilgangen til kunderne.

”For få år siden havde vores kunder sjældent egne medarbejdere, der kunne arbejde med kunderejser og digital performance. Det har ændret sig markant. Digitale kunderejser, online branding og performance har fået et langt større fokus ude i virksomhederne. For os betyder det, at vi er gået fra at være leverandører til at være samarbejdspartnere,” siger han og fortsætter:

”Det er ikke længere blot er et spørgsmål om at skaffe eksponering, leads og trafik via SEO, Google ads, Social ads, flotte websites osv. Vores vigtigste opgave er at hjælpe kunderne med at skabe overblik og sammenhæng og udvikle en effektiv digital strategi. Digital markedsføring og det digitale univers er blevet meget mere komplekst. Samtidig prioriterer vi at være helt åbne omkring vores indsatser og resultaterne deraf.”

Hos Generaxion har man derfor udarbejdet et digitalt strategi-koncept, som rådgiverne bruger sammen med kunderne for at få det bedste ud af deres digitale indsatser og investeringer.

Og netop det værktøj og åbenheden, mener Allan Damborg skiller fårene fra bukkene:

”Vi har lavet et online værktøj, vi kalder OP’N, og navnet er valgt fordi vi gerne vil synliggøre vores gennemsigtighed. I systemet ser og følger kunderne real-time indsatserne og resultaterne i det samme dashboard, som vores specialister. Det sikrer fuld gennemsigtighed på resultater og indtjening.”

Vi skal være best mover
Selvom hjertet banker for strategi og rådgivning, så følger Allan Damborg med i, hvad der kan blive det næste digitale produkt.

”Vores branche bliver hjulpet af nye produkter. Selvom vi er strategiske rådgivere, er vi jo på sin vis også sælgere for Facebook, Google, LinkedIn, Instagram og de nye muligheder, der løbende kommer på markedet. Så vi skal selvfølgelig følge med i hvad der bliver det næste. Lige nu er TikTok stort og lader til at kunne blive et lige så stort annoncemedie som Facebook og Google,” siger Allan Damborg og fortsætter:

”En af de områder, jeg især tror vil udvikle sig stærkt i fremtiden, er influencermarkedet. Allerede nu er det ikke længere de store influencere, der er de vigtigste rent annoncemæssigt, men mikroinfluencerne, og det er stadig et umodent marked, så her forventer jeg en spændende udvikling.”

Også Metaverset holder Allan Damborg øje med. Ikke for at være first mover, men for at være best mover som han kalder det.

Og han tilføjer: Vi kommer ikke til at udvikle vores egne produkter. Vores kerne er den digitale strategi – det er vores DNA. Det er her, vi kan give vores kunder sparring og udvikle deres forretning.”

 

Fakta
Generaxion, der i dag har omkring 400 ansatte i alt, blev i 2008 startet af Allan Damborg i Aarhus. Siden 2018 har bureauet været ejet af kapitalfonden Adelis Equity samt en række bureaupartnere, og er i dag en fusion af 15 digitale virksomheder i Danmark, Sverige, Finland og Tyskland. Det seneste opkøb skete for nylig – og de næste opkøb overvejer man at foretage i England og Tyskland.