Carlsberg bag VM-gimmick i bybilledet

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Både H.C. Andersen, Dirch Passer og Tivolis grundlægger Georg Carstensen udtrykte lørdag deres synlige støtte til det danske VM-hold i en Carlsberg-gimmick, der angivelig greb om sig.

Carlsberg elsker fodbold og efter at have lovet kvajebajer til de, der spottede en fejltrykt udgave af Michael Laudrups relancerede spillertrøje fra 1986, er bryggeriet nu igen på banen med en gimmick relateret til det igangværende VM.

Carlsberg giver (igen) kvajebajer

Forud for Danmarks indledende kamp mod Peru lørdag var en stribe ikoniske københavnske statuer iklædt rød/hvide halstørklæder som dem, de danske roligans bar under VM i Mexico i 1986.

Ifølge Christina Földes, der er brand manager for Carlsberg i Danmark og ansvarlig for Carlsbergs landsholdskampagne, startede det med udsmykningen af Carlsbergs grundlæggere J.C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen.

”Lørdag ville vi bare gerne fejre landsholdet sammen med hele Danmark, og derfor pyntede vi lidt op. Vi gav statuerne af Carlsbergs grundlæggere et roligan-tørklæde på hver, og også Løven foran Glyptoteket, men det tog vist lidt om sig, og tørklæderne vandrede i løbet af dagen. Der går sågar rygter om, at Tyren i Aalborg fik et på senere.”

Yellow er bureau bag kampagnen ’Og det var Danmark’.

Carlsberg = fodbold
Carlsberg har med Christina Földes’ ord støttet landsholdet i mere end 40 år og har som led i sin nuværende kampagne blandt andet genoptrykt noget af det originale roliganudstyr fra samme periode.

”Vores egne tal viser, at danskerne tager en ekstra pilsner under slutrunder som VM, men vi er ikke hovedsponsor, så VM handler først og fremmest om at støtte landsholdet og skabe indhold og engagement for fansene. Når vi sammenligner Carlsberg med vores konkurrenter, siger forbrugerne i overvældende grad, at de forbinder Carlsberg med fodbold, og det fundament brygger vi videre på i år,” siger Christina Földes.

Roligankulturen opstod i 1986 under VM i Mexico, som var Danmarks første VM-slutrunde. Det danske landshold nåede sensationelt kvartfinalen, men måtte se sig slået ud af turneringen af sin evigt onde ånd Spanien.