Coops landsdækkende økologikampagne har fået omtale som sjældent før, og fødevarekæden har nu valgt at skrinlægge denne uges planlagte annoncering i kampagnen, som Konstellation & Republica står bag.
Det bekræfter Coops informationschef Jens Juul Nielsen over for Bureaubiz.
Meddelelsen kommer i kølvandet på den røre, som kampagnen qua et artikeltema i oktobernummeret af medlemsbladet Samvirke har vakt, men beslutningen skyldes ifølge Jens Juul Nielsen primært sparehensyn.
”Vi havde planlagt én annonce i de landsdækkende dagblade i denne uge for at gøre opmærksomme på vores kampagne, Øktober. I lyset af den omfattende opmærksomhed, der er kommet som følge af debatten om Samvirkes forside, har vi valgt at spare den væk.”
For som han konstaterer:
”Vi har vurderet, at alle var klar over, at kampagnen var der.”
Kampagnen fortsætter
Økologikampagnen, som Coop kører sammen med Danmarks Naturfredningsforening i hele oktober, har til formål at få flere økologiske varer på hylderne og øge den økologiske produktion.
Bag eksekveringen af kampagnen står Coops overordnede bureau Konstellation & Republica.
Og skrinlægningen af ugens annoncering er ikke en skrinlægning af kampagnen, fastslår Jens Juul Nielsen – den kommer til at ”fortsætte fuldstændig som planlagt måneden ud” med aktiviteter i butikkerne, tilbud, udstillinger smagsprøver m.v.
Landbruget raser
Samvirke-temaet ’Sprøjtegift er hverdagskost’ fik i sidste uge landsbrugets organisationer til at rasle med sablerne over for Coop, ligesom en række af kædens egne brugsuddelere har stillet sig på bagbenene.
Stridspunktet er primært bladets billedside, hvor modeller illustrativt spiser konventionelle fødevarer iklædt beskyttelsesdragter og gasmasker. Dette sammen med øko-kampagnens opfordring til at droppe sprøjtegifte og ”gøre oktober til øktober” har i den grad fået landbruget op af stolene.
Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild har kaldt kampagnen ”hysterisk”, mens foreningen Bæredygtigt Landbrug ligefrem har opfordret til en boykot af Coop på baggrund af, hvad man kalder for ”en skræmmekampagne”.