Creative Circle har i 30 år hyldet ‘de bedste kreative ideer, deres skabere og deres købere’. I de første 15 år af foreningens historie hed prisuddelingen Guldkornet, og de seneste 15 år har den heddet Creative Circle Award.
30 år er en menneskealder, når det gælder kreativitet, det kreative håndværk og reklamen. Noget står uforandret stærkt den dag i dag – f.eks. Claus Walters tekster – andet fremstår bedaget, i særdeleshed en udtalt kønnet forskel.
Guldkornet blev en spontan succes for Creative Circle: 1100 arbejder blev indsendt til premieren i 1992. 157 blev shortlistet, og der blev uddelt 13 guldkorn.
Og awarden formåede ikke bare at fastholde, men at øge interessen gennem 90’erne. Således var der i 1999 over 1500 indsendelser. 151 kom på shortlisten, og 19 af dem vandt et guldkorn.
Tallene understreger det prestigefyldte i at vinde: Kun lige godt 1 ud af 100 indsendte arbejder blev dengang belønnet med et ’korn’. Ved sidste års Creative Circle Award uddelte juryen rekord-mange guldcirkler; 32 i alt. Det svarer til 1 ud af 18 indsendte arbejder. Stadig eksklusivt, men ikke så vildt som dengang i ’90erne.
Og hvem vandt de så eftertragtede ’korn’? Det gjorde alt overvejende Partners, DDB og Saatchi. Suppleret med Bates.
Top5 – De mest Guldkorn-vindende bureauer i 1990’erne
- 20 Wibroe, Duckert & Partners
- 19 DDB Needham
- 17 Saatchi & Saatchi
- 12 Bates
- 7 Young & Rubicam
Kan man noget reklamehistorie, så ville en nærliggende tanke være, at Partners’ førsteplads kom i hus takket være Squash- og Kims-kampagner. Squash hentede da også 4 Guldkorn i perioden 1994-1996, mens Kims vandt 3 korn i 1998-1999. Men bureauet vandt flest korn i perioden, 5 i alt, med Ikea. Og ikke uvæsentligt: Partners formåede at sprede sit guldstøv, idet bureauet vandt med hele otte forskellige brands.
Håndværkskategorier kom på Guldkorn-programmet i 1993, og Tekster var med fra 1994. Kategorien kunne rettelig have heddet Claus Walter-prisen i det meste af årtiet, for tekstforfatteren fra DDB vandt fem år i træk med tekster for Volkswagen/Skandinavisk Motor Co. Læg dertil de ’korn’, han og makkeren Poul Mikkelsen, vandt for SMC i andre kategorier.
Ingen kampagner i 1990’erne overgik Vores Øl, for så vidt angår antallet af vundne Guldkorn; 10 i alt, hentet i perioden 1992-1997. Denne præstation af Saatchi & Saatchi får sin egen fortælling, som du kan læse her.
Kun 3 bureauer har overlevet siden 1992
Det er Creative Circles næstformand, Stig Lauritzen, som har lånt Bureaubiz de mange Guldkorn-bøger. Og som ofte set før er dét det fraværende, som stikker i øjnene:
46 bureauer var shortlistet ved det første Guldkorn. Omtrent 30 af dem er væk i dag – bl.a. Bergsøe 2, 3 og 4, DMB&B og Jersild. Af de tilbageværende har de fleste fået nye navne via fusioner eller nye ejere, f.eks. DDB Needham (i dag NORD DDB Copenhagen), Zangenberg & Lembourn (We Love People) og Gorm Larsen & Partners (Gorm Agency). Kun 3 af 46 bureauer eksisterer i dag med uændret navn; Advance, Nørgård Mikkelsen, samt Wibroe, Duckert & Partners. Saatchi & Saatchi var med i denne lille klub indtil sidste uge, hvor navnet blev lagt ned, og Publicis Creative blev præsenteret.
Hvem er der ellers ikke? Kvinder, såmænd. I al fald ikke i udtalt grad som jurymedlemmer. I Guldkorn-debuten i 1992 var der 55 jurymedlemmer i alt. De 9 af dem var kvinder. Da tiåret var ved at rinde ud, var der 60 jurymedlemmer – og stadig 9 kvinder.
Til gengæld var kvinderne rigt repræsenteret i reklamerne – men fattigt, når det gjaldt tøj. Det var der ikke meget af.
Ved siden af en Side 9-pige i Ekstra Bladet havde Suzuki indrykket en annonce med en pil pegende mod kvinden og med denne tekst: “Hvis du synes, hun er veludstyret, så skulle du bare se den nye Baleno.”. Annoncen blev nomineret af juryen i 1999.
VHS, skrattende radioreklame og talentet Robert Cerkez
I slutningen af årtiet tittede det digitale frem. I 1997 debuterede både ‘websites’ og ‘interactive multimedia’ som kategori. Herfra skulle man tro, at vejen frem til fremtiden var asfalteret med 0’er og 1’er. Så vildt gik det ikke – i hvert fald ikke så hurtigt.
1999-bogen, der kiggede ind i et nyt årtusind, havde et ben i både den digitale og analoge lejr – samt et alternativt cover: Skumgummi, klistret på og skåret til, så der var plads til et vhs-bånd med årets shortlistede film.
Radio har været et kreativt smertensbarn i Creative Circle de seneste år, og kategorien var ikke just flyvende i begyndelsen: Halvdelen af de gange, juryen mødtes i 90’erne, uddelte den ingen Guldkorn til radioreklamen.
Prisen for de unge, Guldspiren, kom til i 1999 som en forløber for det, der i dag er den populære konkurrence Young Creative Circle Award. I dag er fire kategorier; Film, Design, Digital og Print. Guldspiren havde én kategori; Print, hvor briefen var at lære danskerne at vaske hænder efter toiletbesøg – ikke mindst hvis de umiddelbart efter skulle i køkkenet.
Der kom 106 forslag til bedømmelse. Peter Kofler og Nicolaj Navne Hansen vandt. Blandt de shortlistede (men ikke nominerede) var Robert Cerkez, dengang DDB Needham, og Mikkel Elung, dengang Grey København.
Følg med i den kommende tid, hvor vi kigger nærmere på Creative Circle i 00’erne og 10’erne.
Creative Circle – formænd i 1990’erne
- 1991-1992 Gorm Larsen, Gorm Larsen & Partners
- 1992-1993 Jørn Duus, DDB Needham
- 1993-1995 Ib Borup, DMB&D + Bates
- 1995-1997 Annemette Allerup, Courage
- 1997-1998 Ib Borup, Bates
- 1998-1999 Peter Windfeld-Hansen, Windfeld as