Design kan… gøre mennesker afhængige #5

Kristina May Pries
CEO, brandspecialist og partner i AM

Redaktionen

I Design Kan-podcastets femte afsnit taler værtinden Kristina May med bogaktuelle Peter Svarre og forfatter Imran Rashid om kunstig intelligens og de etiske problemstillinger, der følger med.

I femte afsnit af podcasten Design Kan går snakken på tematikken om, hvordan ’design kan gøre mennesker afhængige’. Vært Kristina May taler i den forbindelse med foredragsholder og forfatter Peter Svarre og forfatter og uddannet lægeImran Rashid, der begge har stærke holdninger til, hvorvidt kunstig intelligens er en magtcentraliserende kraft i samfundet.

Da Peter Svarre tilbage i 2012 udgav Den perfekte storm, var det med en mere positiv indstilling til teknologien. Han har sidenhen debatteret menneskets overflødighed, og i sit seneste værk Hvad skal vi med mennesker? er det netop sådanne etiske dilemmaer ved teknologien, som Svarre reflekterer over. Det er netop denne diskussion, som podcasten tager op i dette femte afsnit.

 
Hør podcasten på iTunes og Spotify eller lokalt hos AM.

Podcastets anden gæst, forfatter og lægeuddannet Imran Rashid, har – grundet personlige erfaringer med teknologiafhængige patienter – erfaret, hvor ødelæggende den teknologiske udvikling kan være for menneskets krop og psyke. En tematik han blandt andet angriber i værket SLUK: Kunsten at overleve i en digital verden fra 2007.

Ifølge Imran Rashid lider flere og flere af det, han kalder et ”for stort informationsoverload” og for farligt ”forbrug af mentale ressourcer uden at kunne tanke op”. Folk kurerer deres søvnbesvær ved at gribe fat i telefonen som en form for sutteklud, forklarer han. Den er som skabt til at distrahere os, og så fjerner den impulskontrollen.

”Det kan godt være, at du husker tilbage på, at dine forældre sad med en avis, men har du følt dig set? […] Har du fået udelt opmærksomhed? […] Vi har aldrig i verdenshistorien haft én aktør, der på daglig basis kan påvirke to milliarders adfærd på samme tid.”- Imran Rashid.

Peter Svarre anser også teknologien som en form for eskapisme, men ser dog også klare fordele ved den kunstige intelligens. Han bruger et eksempel med selvkørende biler:

”Det er virkelig kedeligt at køre bil. Jeg får ikke noget ud af det […] Det gør mig ikke sundere. Det gør mig ikke gladere,” siger Peter Svarre og forklarer hermed, at visse teknologiske fremskridt hjælper mennesket uden at frarøve det noget andet.

Omvendt giver han dog Imran ret i, at elektriske cykler er et godt eksempel på unødvendig teknologi, der ikke gør noget for det sunde menneske. Han mener derfor, der er områder, hvor det giver mening ligefrem at gøre ”livet lidt sværere for sig selv”. Man bør derfor lære mennesket at ”gøre det man skal, i stedet for det man har lyst til”.

Der er ingen tvivl om, at teknologien kun vil videreudvikles fremtidigt – særligt i en verden, hvor markedet for længst har erkendt, at man får de bedste kunder ved at fjerne deres impulskontrol.

Peter Svarre og Imran Rashid understreger dog også vigtigheden i at vise mennesker, at man stadig kan være bevidst om sine valg og ikke blot, som Peter Svarre udtrykker det, se teknologi som en ”ustoppelig kraft”. Det handler om at tage bevidste valg og kontrollere teknologien, før den kontrollerer (og ødelægger) os og de kommende generationer.

Design Kan… er kreeret af det grafiske designbureau AM. Dets vært, Kristina May, er CEO, brandspecialist og partner i det københavnske bureau.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.