DSB har fundet sin nye kommercielle direktør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Statsbanerne var hurtig til at finde Susanne Mørchs afløser. En af de første opgaver for den nye kommercielle direktør bliver at finde en marketingdirektør.

I begyndelsen af sidste måned kunne DSB berette, at den kommercielle direktør, Susanne Mørch, skulle til  Danske Spil som ny adm.dir.

Hun tiltræder ganske vist først til april, så DSB har god tid til at finde afløseren. Det har nu ikke forhindret statsbanerne i at handle hurtigt. Således er Susanne Mørchs afløser nu fundet – og offentliggjort. Det bliver Jan Sigurdur Christensen, der siden 2014 har været planlægningschef i DSB.

Jan Sigurdur Christensen får som kommerciel direktør bl.a. ansvaret for udvikling, salg og markedsføring af DSB’s kommercielle produkter samt kundecenteret.

En af hans første opgaver, oplyser DSB til Bureaubiz, bliver at rekruttere en marketingdirektør. For en måneds tid siden kunne vi berette, at den hidtidige marketingdirektør, Line Nielsen, stoppede for at stifte egen virksomhed.

Jan Sigurdur Christensen, 42, kom til DSB forrige år efter næsten 20 år i SAS, hvor han bl.a. arbejdede med indtægtsoptimering af flyselskabets kommercielle områder. Den seneste håndfuld år hos SAS bestred han Vice President-poster.

DSB’s adm. direktør Flemming Jensen siger om ansættelsen af den nye kommercielle direktør:

”Med Jan Sigurdur Christensen får vi en direktør, som har faglig indsigt og erfaring fra det kommercielle område bl.a. fra sin tid i SAS. Samtidig har han stor viden om DSB’s driftsorganisation, hvor han de seneste 2½ år har haft ansvaret for vores køreplaner, som er et af DSB’s vigtigste kommercielle salgsargumenter.”

Jan Sigurdur Christensen er uddannet i organisation og ledelse fra Copenhagen Business School, CBS.