Endnu en topleder stopper hos Dentsu

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Andreas Oue Carøe Hansen stopper som managing director for Carat i Aarhus. Det er allerede på plads, hvad han fremover skal lave.

Forleden kunne vi melde ud, at tre topledere har forladt Dentsu pga. organisationsændringer. Nu viser det sig, at endnu en leder er stoppet.

Det drejer sig om Andreas Oue Carøe Hansen, der på LinkedIn melder ud, at han er stoppet som managing director for Carat i Aarhus.

Andreas Oue Carøe Hansen fortæller til Bureaubiz, at han lige som de tre øvrige – Martin Baaring, Mads Siersbæk Alexandersen og Thomas Hartmann – stoppede før jul.

”Der sker nogle ændringer i organisationen, som også ville påvirke min egen rolle hos Dentsu på en måde, som jeg ikke kunne se mig selv i. Så det var tid til, at Dentsus og mine veje måtte skilles,” siger han.

Allerede nu ved han, hvad han skal i gang med.

”Det giver mig den helt rigtige timing til at udleve en ambition om at starte en selvstændig konsulentvirksomhed baseret på erfaren og uvildig seniorrådgivning – med fuldt fokus på optimering af kundernes forretning. I praksis går jeg sammen med min hustru Sanne i bureauet Skru Op. Hun tager sig primært af kommunikationsdelen, hvor jeg vil fokusere på marketing og media, og dermed principielt fortsætte i samme spor som det arbejde, jeg har lavet senest hos Dentsu og tidligere i GroupM, hvor jeg har været rådgiver og sparringspartner for en række store annoncører,” siger Andreas Oue Carøe Hansen.

Andreas Oue Carøe Hansen kom til Dentsu i juli 2019 fra Wavemaker, hvor han var senior client director.