FDB Møbler vælger bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Konstellation & Republica vandt foran to andre bureauer. Det kan virke som en selvfølge, at Konstellation & Republica bliver bureau, men det mener Susanne Lund ikke, at det er.

I november fik Konstellation & Republica alle fire brugskæder under Coop som kunde.

Det vil sige, Superbrugsen, Dagli’ Brugsen, Kvickly og Lokal Brugsen. Nu kan bureauet så tilføje FDB Møbler til porteføljen.

Faktisk har Republica & Konstellation allerede været i gang med kunden i nogle måneder, da de vandt en pitch i sommer over 2 andre bureauer.

”Det er vi ikke så lidt stolte af”, siger Susanne Lund, CEO på Konstellation & Republica.

”Det er både et mærke med en helt fantastisk historie og et mærke, der er i rivende udvikling. Det gælder herhjemme, men især i udlandet hvor dansk design mere end nogensinde topper i popularitet. En del af opdraget var da også at udvikle kommunikation til de udenlandske markeder. Vi indledte med en strategiproces sammen med kunden, fastlagde en positionering og udarbejdede derefter en kommunikationsplatform som dækker både nationalt og internationalt.”

Fra FDB Møblers side, siger direktør Ole Kiel:

”FDB Møbler har siden relanceringen i 2013 været begunstiget af en positiv modtagelse og stor efterspørgsel, hvilket fra begyndelsen har sat os ud på en spændende rejse”.

Han fortsætter:

”Vi står nu et sted, hvor vi har brug for at samarbejde med et reklamebureau der rent marketing strategisk såvel som taktisk, kan være med til at udvikle FDB Møbler samt være med til at sikre os et ensartet udtryk i takt med at vi øger antallet af distributionskanaler og således touch points overfor kunderne – det være sig i Danmark såvel som i udlandet. Og efter en grundig proces er vi glade for at kunne byde Konstellation & Republica velkommen ombord.”

Konstellation & Republica er ejet af Coop, men det gør det ikke til en selvfølge, at man bliver bureau for FDB Møbler, siger Susanne Lund:

”Uanset hvilket mærke eller hvilken butikskæde, som lander her på bureauet fra Coop, har vi måttet kæmpe for det på lige fod med andre bureauer. Det er heller ikke en selvfølgelighed, at vi bliver inviteret, når de udskriver konkurrencer. Men når vi bliver budt med og vi oven i købet vinder, så er der god grund til at rette ryggen. Vi er altid oppe mod nogle af Danmarks bedste bureauer, og det var vi også i pitchen om FDB Møbler”.

Det er ikke lykkedes Bureaubiz at få en kommentar fra Ole Kiel om, hvilke andre bureauer, der var med i pitchen.