Fire organisationer går sammen om kampagne mod ensomhed

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Røde Kors, Ældre Sagen, Mary Fonden og Ungdommens Røde Kors vil have danskerne til at tale om ensomhed. Kampagnen skal være med til at aftabuisere følelsen af ensomhed. Kampagnefilmen er lavet af Bacon og The Clan. Se den her.

Organisationerne Røde Kors, Ældre Sagen, Mary Fonden og Ungdommens Røde Kors er gået sammen i kampen mod ensomhed. Sammen har de skabt kampagnen ‘Flersomhed’, der skal gøre op med tabuet omkring ensomhed.

For det er stadig et tabubelagt emne, viser en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Røde Kors, der har dannet baggrund for kampagnen. Den viser blandt andet, at 60 pct. af dem, der føler sig ensomme, ville ønske, at andre var bedre til at tale med dem om ensomhed. Røde Kors estimerer, at 380.000 danskere føler sig ensomme.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors i Danmark, siger i en pressemeddelelse, at vi ikke må lade tabuet og berøringsangsten stå i vejen for samtalen om ensomhed. Vi skal turde spørge ind.

“Alt for mange føler sig ensomme. Det, bliver vi simpelthen nødt til at gøre noget ved som samfund. Ikke mindst fordi tallene nærmest er eksploderet under corona. Vi skylder hinanden at tage det første skridt og turde spørge ind til andres ensomhed. Vi skal blive meget bedre til at tage hul på den svære samtale og nedbryde de tabuer, vi ved, der er omkring at føle sig ensom,” siger Anders Ladekarl.

Sammen mod ensomhed
Tidligere har organisationerne belyst emnet enkeltvist. I begyndelsen af 2020 satte Ældre Sagen sammen med Codan fokus på ensomhed blandt ældre, og forsøgte med en kampagne at rekruttere flere besøgsvenner. 

I sommeren 2020 lavede Mary Fonden kampagnen ‘Få øje på ensomheden’, der primært henvendte sig til aldersgruppen 14-18 år. Tidligere har også Røde Kors også forsøgt et opgør med ensomheden i samarbejde med Interflora, da kampagnen ‘Blomster mod ensomhed’ kørte i 2016. 

Også andre aktører har for nyligt bragt emnet op. Interflora gik til kamp mod ensomhed tidligere på året, hvor blomsterkæden i samarbejde med sangerinden Oh Land lavede ‘Husk hinanden-blomsten’. 

De fire organisationer håber nu, at man kan gøre op med tabuet omkring ensomhed gennem en fælles indsats. Kampagnen bliver desuden bakket op af 70 organisationer, der arbejder med at bekæmpe ensomhed.  

‘Flersomhed’ er blevet til i samarbejde med produktionsselskabet Bacon og det kreative fællesskab The Clan.  Kampagnefilmene er instrueret af Christina Amundsen.

Kampagnen er støttet med midler fra en af coronahjælpepakkerne på socialområdet. Der udkommer desuden et undervisningsspil og et undervisningsmateriale til gymnasierne senere på året, oplyser Bacon til Bureaubiz. 

‘Flersomhed’ kommer til at køre fra i dag, d. 12. april og tre uger frem. Kampagnen kommer primært til at køre på sociale medier og på flersomhed.dk. På hjemmesiden har man samlet en oversigt over alle de tilbud, der er til folk, der føler sig ensomme – blandt andet fra de 70 organisationer, der bakker op om kampagnen.

Se kampagnefilmen her.

 

CREDITS

Produktionsselskab: Bacon
Instruktør: Christina Amundsen
Exec. Producer: Mette Jermiin
Copywriter: Kristel Krøier
Art director: Mikkel Jangaard
Indspilningsleder: Stefan Danholm
Produktion: Nana Ama Rothenborg
Produktionsassistent: Cæcilie Holm
Runner: Bastian Deleuran
Runner: Mathias Kaisner
Fotograf: Mia Mai Graabæk
B-Foto: Franz Borde
C-Foto/DIT: Johannes Fletting
Belysningsmester: Andreas Kragh Jacobsen
Belysningsassistent: Sune Bang
Set design: Anne Gry Skovdal
Rekvisitør assistent: Oskar Arnfred
Lyd: Peter Thorneman
Stylist: Melanie Buchhave
Locations: Boissons
Casting: Simone Drost
Klipper: Kamilla Bruus
Composer: Johan Carøe
Sound designer: Andreas Sandborg
Color: Lasse Selvli / Bacon X
Finalizing & grafik: Nikolaj Dahl