Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem at have tilfredse kunder og en stærk brand performance i MyImage Bureau fra MyResearch. Det viser listen med de tre bureauer, der i det seneste år har haft de mest tilfredse kunder:
Reklame
Boye & Spellerberg
Digitale
Immeo
Media
Calibrate
Pointen er, at kun to af disse tre bureauer gør det godt i årets analyse. Boye & Spellerberg er blandt de store højdespringere hos reklamebureauerne og hoppede op på en samlet 8. plads, mens Calibrate stod for den største fremgang i score blandt mediabureauerne. Det rakte dog ikke til mere end en 11. plads, så der er et godt stykke igen.
Til gengæld gik Immeo tilbage i score blandt de digitale bureauer, hvor det blev til en 15. plads.
Hertil kan føjes, at Vertica og Twenty, der sidste år havde de mest tilfredse kunder blandt henholdsvis digitale og reklamebureauer, begge faldt lidt i score i årets analyse.
Kundetilfredsheden måles helt enkelt ved, at annoncørerne i forbindelse med MyImage Bureau bliver spurgt om, hvilke bureauer, de arbejder med, og herefter bliver bedt om at bedømme, hvor tilfredse de er med samarbejdet. Med over 1000 respondenter er der et pænt antal kunder på alle bureauer i analysen.
“Der er ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem Brand Power og kundetilfredshed. Tag et yderligere eksempel som Pong, der i 2022 toppede som bureauet med størst kundetilfredshed, og som fortsat ligger højt. Bureauet er siden gået markant frem i MyImage Bureau,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch og fortsætter:
“Men sammenhængen er ikke 1:1. Som udgangspunkt vil en høj kundetilfredshed forventes at have en positiv afsmitning på brandet, men det er ikke en regel uden undtagelser. Kundetilfredshed handler meget om, hvordan samarbejdet og leverancerne foregår i dagligdagen, mens Brand Power afgøres af nogle mere langsigtede faktorer. Ser man på den tredobbelte bundlinje med brand, kundetilfredshed og medarbejdertilfredshed, så kan et godt brand fungere som smøremiddel for kunder og medarbejdere. Men det kan ikke ophæve, hvis tingene ikke fungerer i dagligdagen,”
Mogens Østergaard tilføjer desuden, at i de konkrete tilfælde er der tale om små forskydninger.
Herudover fremhæver han, at både Verticas og Immeos performance på kundetilfredshed er bemærkelsesværdig.
“Som udgangspunkt er der ingen tvivl om, at små bureauer har bedre mulighed for at opnå en høj kundetilfredshed. Både Immeo og Vertica er bureauer med over 100 mio. kr. i bruttoavance, og det gør deres meget høje kundetilfredshed ret imponerende,” siger Mogens Østergaard.
MyResearch har siden 2008 stået bag gennemførelsen af MyImage Bureau. Indsamling af data er sket i uge 40-46. 1028 marketingansvarlige har deltaget, hvilket svarer til 34 pct. af de adspurgte.
Der er spurgt til 26 reklamebureauer, 19 digitale bureauer og 14 mediabureauer.
Brand Power scoren fremkommer gennem en sammenregning af Brand Strength og Brand Position. Brand Strength er kvantitative parametre så som kendskab og om en annoncør ville invitere bureauet med i en pitch. Dette holdes op mod bureauets bruttoavance og dermed får man et tal for Momentum.
Brand Position er kvalitative parametre, hvor annoncører med et rimeligt kendskab til et bureau bliver bedt om bedømme, hvorvidt 9 kvalitative udsagn passer på bureauet.