Her er marketingorganisationen i det nye Coop

Peter Engholm
25@mail.dk

Coop-koncernen rykker tættere sammen på brands, og marketing er centralt ledet af Dorte Tandrup. Men både Brugsen og 365discount har egne marketingchefer. Hvad angår den nye Coop-kæde og bureau, er der ”indledt dialog”.

Da Coop-koncernen meddelte, at man sanerer sine brands – til 365discount, et samlende Brugsen og den helt nye Coop-kæde – blev Dorte Tandrup marketingdirektør for den kommende Coop-kæde.

Hun er i forvejen direktør for Kunder, Marketing & Digital i Coop, men rykker nu også ind i den øverste ledelse i Coop-koncernen. 

Dorte Tandrup er ikke kun marketingdirektør i Coop-kæden, men sidder også for bordenden i et lederteam for Coops samlede marketing. 

Det handler om styrke det interne samarbejde, siger Dorte Tandrup:

”I virkeligheden er samarbejde jo nøgleordet for os som organisation, og vi er gode til at gå sammen om de opgaver, hvor det giver mening.”

Samtidig er der en udstrakt selvstændighed i marketingen. For både 365discount og Brugsen har egne marketingchefer – om end organiseret indbyrdes forskelligt. 

”365discount har sit eget marketingteam med Trine Storm som chef. Hun refererer til den kommercielle direktør i kæden, men sidder også med i mit lederteam,” forklarer Dorte Tandrup og tilfører: 

”Brugsen er lidt anderledes organiseret. De har et mindre marketingteam i kæden, men understøttes også lidt mere af mit team i forhold til 365-kæden. Jesper Kjeldsen er marketing- og udviklingschef og sidder således med marketing i kæden. Han har en projektleder tilknyttet i kæden og trækker derudover også på mit team.”

I skal lancere et nyt navn, Coop. Det kalder på en investering. Hvordan ser koncernens marketingbudget i år i forhold til sidste år?

”Vi har endnu ikke den samlede marketingplan og mediaindsats på plads for etableringen af den nye kæde. Men jeg forventer bestemt ikke, at vi marketingmæssigt kommer til at bruge flere penge i 2023 end vi gjorde i 2022,” siger Dorte Tandrup og uddyber:

”Vi har som de fleste behov for at bruge hver krone ekstra klogt. Vi har allerede været igennem en større optimeringsøvelse, hvor vi har reduceret i marketingbudgettet – men har arbejdet hårdt på at skabe en plan, hvor vi bør kunne trække sammen kundestrøm til et noget lavere marketing budget. En af de større faktorer i dette har været at udarbejde en dedikeret mediastrategi og plan for, hvordan vi i højere grad tænker vores egne platforme ind i den samlede tilbuds-, marketing- og mediastrategi.”

Dertil kommer det tværgående:

”Vi har bl.a. mere end en halv million kunder, der hver uge gør deres indkøbsoplevelse nemmere, billigere og mere personlig via Coop App. Der ligger et kæmpe potentiale i at optimere vores tilgang på tværs af kanaler.”

Hvilket bureau får til opgave at bistå med at markedsføre Coop-kæden? 

”Vi er indledt med nogle gode dialoger med Republica. Hvordan vi præcis ender med at strukturere arbejdet omkring den nye kæde, har vi ikke besluttet.”

Hvad kommer der til at ske med jeres bureauer? 

”Det har vi ikke taget stilling til. Vi har jo vores eget bureau i Coop-familien (Republica, red.), og det giver selvfølgelig mening, at vi arbejder så meget sammen med dem som muligt.”

Hvem fortsætter I med?

”Lige nu er der ikke lagt op til nogle ændringer. Det vil være et år, hvor der – udover arbejdet med etablering af den nye kæde – er rigtig meget fokus på drift af eksisterende brand-platforme. Republica vil også i år lave langt de fleste af vores opgaver på tværs af kæder, men derudover får vi ligesom hidtil hjælp fra andre bureauer, bl.a. Accenture Song på 365 og Ocean på Kvickly / SuperBrugsen,” siger Dorte Tandrup.

Og hvem siger I farvel til? 

”Det er ikke planen at sige farvel til nogle bureauer,” siger Dorte Tandrup.