Hjaltelin Stahl vokser markant – nærmer sig 150 medarbejdere

Peter Engholm,
journalist

Hvordan skulle det gå Hjaltelin Stahl efter salget til Accenture Interactive? Tvivlen var mere udtalt, end man skulle tro. Men to år senere er bureauet større end nogensinde.

Tillykkerne var tvetydige, da Hjaltelin Stahl i foråret 2019 blev solgt til Accenture Interactive i en af den danske bureaubranches største handler.

Branchefolk udtrykte anerkendelse og respekt for selve salget, men luftede samtidig en tvivl: Hvordan skulle det udtalt danske og kreativt profilerede bureau mon klare sig blandt over en halv million kolleger i konsulent-konglomeratet?

Godt, lyder svaret – her to år senere. Og at der skulle gå så lang tid, før svaret falder med overbevisning fra Hjaltelin Stahl, kalder på en uddybning.

Men først nogle ord og tal på bureauet:

”Vi har flere fastansatte medarbejdere end nogensinde før: Vi er lige nu 148 fuldtidsansatte. Siden januar i år har vi ansat 49 personer, hvoraf de 40 er tiltrådt på nuværende tidspunkt.,” siger Lotte Jakobsen, der er pillar lead Accenture Interactive Nordic. Hun tilføjer:

”8 af dem, der er startet, er boomerangs. De har været hos os før og er kommet tilbage.”

Også på et andet plan, der ofte er beslægtet med antallet af ansatte, er Hjaltelin Stahl oppe sit hidtil højeste niveau. CEO i Hjaltelin Stahl, Jens Peter Jensen, siger:

”Vores omsætning er større end nogensinde, og vi har således samlet mere omsætning op, end vi har mistet. Og her er Norlys en af de mest synlige.”

Et råd til bureauejere, der går i salgstanker
Og tilbage de grumsede dåbsgaver fra omverdenen, da ‘part of Accenture Interactive’ blev føjet til bureaunavnet:

”Jeg var motiveret af den tvivl, der blev luftet om vores fremtid. Vi sku’ vise dem! Men vejen herhen har været hård, synes jeg – også personligt. Vi gik direkte fra due diligence over salg til straks at gå i gang med arbejdet i en helt ny verden for os,” siger Lotte Jakobsen og tilføjer:

”Hvis jeg må give et råd til bureauejere, der går med planer om at sælge, så er det: Hav tålmodighed. Giv jer tid, for det tager tid.”

”Da jeg cyklede herind for nylig, var første gang i tre år, at jeg kunne trække vejret ned i maven – og konstatere, at det her er lykkedes.”

Succes oven på bølgedal
Tvivlen ramte også Jens Peter Jensen:

”Jeg har ikke været i tvivl om, at det var en god idé at blive en del af Accenture Interactive. Det har hele tiden givet mening, men nu giver det også resultater. For 12 måneder siden havde jeg en lille tvivl om, hvorvidt vi ville lykkes. Med den udvikling, vi er midt i lige nu, kan jeg næsten med garanti sige, at det bliver en succes.”

En del af historien er også coronaen. Bureaubiz beskrev i januar, at især foråret 2020 havde været barsk ved Hjaltelin Stahl, der kørte ”med fuld bemanding til fuld løn i hele perioden” – trods nogle kunder, der var hårdt ramt.

I seneste regnskabsår – der med Hjaltelin Stahls egne ord ”ikke var prangende”, og som på snørklet vis viste underskud på bundlinjen – havde bureauet i snit 125 medarbejdere. Så når der siden 1. januar 2021 er tiltrådt 40 nye, og det så bringer medarbejdertallet op på 148 – så indikerer det, at bureauet har været nede i en bølgedal.

Det har taget tid og vildskud
Accenture Interactive købte Hjaltelin Stahl, fordi virksomheden havde brug for kreativitet og innovation i Norden. Og dét, bureauet kan, skal introduceres for kunderne.

”Hjaltelin Stahl  blev købt i april, og Droga5 blev købt i juni. Det bestyrkede mig for alvor i troen på Accenture Interactives projekt. Der er skarpe kreative personligheder i front – på tværs af landene,” siger Lotte Jakobsen.

Men mens det – de komplicerede omstændigheder taget i betragtning – gik relativt hurtigt med at få Accenture Interactives køb af Hjaltelin Stahl på plads, så er det gået noget langsommere med at høste frugter af samarbejdet:

”Hvem er vores venner, vores ambassadører, og hvor finder vi de relevante kompetencer blandt 560.000 kolleger. Vi skulle lige orientere os,” siger Jens Peter Jensen, og Lotte Jakobsen uddyber:

”Det har taget tid. Og mere tid end forventet at finde vores rolle i Accenture Interactive. Selv om alle var enige om det gode i ideen, så har vi haft vildskud. Vi har satset noget.”

Værdifuldt produkt og hemmeligheder
For 12 måneder siden arbejdede under 10 pct. af Hjaltelin Stahls medarbejdere på nordiske projekter. I dag har denne andel rundet 30 pct.

”Omsætningen fra Danmark er svagt stigende. Omsætningen i Norden er stærkt stigende. Herefter følger Europa og Global. For to år siden arbejdede vi kun i Danmark, i dag er vi involveret i arbejder i stort set alle lande,” siger Lotte Jakobsen og suppleres af Jens Peter Jensen:

”I netværket er vi ubetinget Accenture Interactives Nordens kreative spydspids. Vi indgår i stadig flere internationale projekter, og vi er endda stadig lidt hemmelige. Endnu ikke alle er bekendt med værdien af et kreativt bureaus leverancer.”

På de ydre linjer er der også mere hemmelighedskræmmeri, end der har været tidligere. Og på den måde lyder det kreative bureau mere som et konsulenthus. 

”Dels er vi ejet af et børsnoteret selskab, dels er der nu en del af vores arbejde, som aldrig ser markedet. Det er en anden måde at arbejde på,” siger Lotte Jakobsen og iler med at nævne konkrete arbejder for Red Barnet i Norge og en vaccinations-indsats i Bærum kommune, der er blandt Norges største kommuner.

”Kreativitet fylder fortsat hos Hjaltelin Stahl og skal fylde endnu mere. Vi var efterårets mest prisvindende bureau herhjemme, og som Adam Kerj siger (executive creative director, red.): Kreativitet er ikke en afdeling i bureauet. De digitale skal være kreative, de strategiske konsulenter skal være mere kreative – og vi skal være Nordens bedste kreative bureau om 3-5 år. Kreativiteten leverer unik værdi i netværket,” siger Jens Peter Jensen.

Det lyder som om, I skal til at dreje lidt på hanerne i jeres slogan ‘Magic & Logic’ …

”Det er stadig ‘Magic & Logic’ – men jeg citerer Nicolai Stahl: Logic got bigger. Og der er fortsat brug for logic-folk på bureauet. De har flere internationale kolleger end før, lige som de kreative arbejder på flere internationale opgaver,” siger Lotte Jakobsen.

Er koncernsproget i Hjaltelin Stahl stadig dansk?

”Ja, det er. Og kulturelt er Hjaltelin Stahl stadig det samme bureau. Kulturbenet er vigtigst. Medarbejdertilfredsheden er historisk høj, og det kommer ikke af sig selv. Samtidig har vi let ved at rekruttere,” siger Lotte Jakobsen.

Og det bringer os kortvarigt tilbage til tvivlen .Jens Peter Jensen forklarer:

”Jeg havde lille bekymring på et tidspunkt: Ville de unge, ambitiøse og selvstændige kreative søge ind på et bureau, der er ejet af et konsulenthus? Og det vil de. I dag arbejder de på projekter med internationalt udsyn, som de ikke kunne arbejde med her for to år siden.”