InterMail køber Aller-bureau

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Overtagelsen er en geografisk knopskydning for InterMail, der for første gang får kontor i Aarhus. InterMails direktør varsler flere opkøb.

InterMail har for anden gang i løbet af et par måneder været fremme med tegnedrengen for at købe et digitalbureau.

I oktober erhvervede den tidligere konvolutfabrik københavnske Selected Media Advisory. Årets første opkøb ligger i en anden ende af landet, Aarhus, men kompetencerne kan dog siges at være i samme boldgade. InterMail overtager nemlig Oreon, der blev stiftet i 2019 som en digital knopskydning i den Aller-ejede gruppe af bureauer, Ahead Group. 

Bureauet har organisatorisk været en del af Allers samlede marketing service-tilbud sammen med OTW, men som en selvstændig forretning specialiseret i digital performance marketing og lead-generering.

Ydelserne og kompetencerne hos Oreon ligger ifølge adm. dir. i InterMail, Anders Ertmann, godt i forlængelse af resten af forretningen, der hidtil har været forankret i at systematisere indkomne leads ved at opsætte marketing automation-kampagner og integrere dem i CRM og andre relevante programmer.

Med Oreon og Selected Media mener han at kunne koble den forudgående trafikdel på, som skal generere de permissions, der senere kan konverteres til kunder. 

”Overtagelsen af Oreon er superspændende, fordi de ligesom Selected Media Advisory er verdensmestre indenfor SEM, SEO og sociale medier i den digitale kunderejse, som kraftigt efterspørges af vores kunder i både Danmark og Sverige. Med overtagelsen kan vi nu tilbyde en ’end to end’ kunderejse fra leadgenerering til salg for vores kunder. Det passer perfekt ind i vores digitale strategi om at vokse på det her område,” siger Anders Ertmann.

Oreon har i dag fem medarbejdere, hvoraf tre fortsætter i det nye setup. Også direktør i Oreon, Louis Thomsen, fortsætter som leder i bureauet, og vil fremover fungere som InterMails regionale ansvarlige i Aarhus. 

“Vi er slet ikke færdige med opkøb”
Intermail har ikke tidligere haft kontor i Aarhus, og én af faktorerne for opkøbet har også været ønsket om øget tilstedeværelse i området, fortæller Anders Ertmann. Han forventer, at overtagelsen vil påvirke den digitale omsætning og væksten allerede fra starten af 2022. 

Opkøbet er led i en længere jagt, der blev indledt i august sidste år. Her fortalte Anders Ertmann, at man ledte med lys og lygte efter nye opkøb, men at det var nærmest umuligt at finde virksomheder at købe. Og det var et problem, for opkøbene er halvdelen af opskriften på, hvordan man vil godt fordoble omsætningen til 200 mio. kr. i 2023. Resten lyder på organisk vækst.

Målsætningen holder dog stadig, bedyrer Anders Ertmann, der også varsler flere opkøb:

”Vi er slet ikke færdige med opkøb. Vi har afsat penge til opkøb, der kan styrke os i den konsolidering og digitalisering, der sker i øjeblikket. Vi har flere gode dialoger, og vi leder fortsat efter flere gode muligheder.”