Forleden bragte Bureaubiz et debatindlæg fra en brandingekspert ved navn Hanne Feldthus. Det var en meget sælsom oplevelse at læse det. For mens skribenten opstiller strenge krav for ordentlighed og redelighed i branding og kommunikation, så gælder der ikke samme krav for skribenten selv. Der er tale om en uklædelig sammenblanding af brandingovervejelser, personlig smag, egne fordomme og deciderede fejlagtige opfattelser af dansk landbrug. Det kalder på et svar.
Grundlæggende bryder Feldthus sig ikke om vores sommerkampagne og heller ikke om den gennemgående linje ”Noget af det bedste i verden er at være et landbrugsland”, og det er jo helt fair.
Jeg vil nu alligevel indlede med, hvorfor vi satte netop denne kampagne i søen. Vores ønske var at skabe en positiv fortælling i nogle uger, hvor flere danskere end normalt, var ”tvunget til” at blive hjemme i deres eget land. Feldthus’ kritik går på, at hun hverken mener, at Danmark er et landbrugsland, eller at det er dejligt at være sådan et. Det er så hendes synspunkt. Men på reaktionerne fra danskerne er det nu ganske tydeligt, at de mener noget andet.
Vi har netop fået den seneste måling foretaget af Norstat. De måler løbende på, hvad danskerne synes om landbruget og fødevarevirksomhederne. Et massivt flertal er positivt indstillet, og det er intet mindre end rørende at læse de åbne udsagn, folk knytter dertil. Det fremstår med al tydelighed, at uanset om man ser det historisk, økonomisk eller kulturelt, så er Danmark saftsuseme et landbrugsland.
Og godt det samme. Vi laver nogle af verdens bedste fødevarer, og mens store dele af landet var tunget til at indstille arbejdet, knoklede landmænd og ansatte i fødevaresektoren videre for at sikre fødevareforsyningen her i Danmark. Ærgerligt, at Feldthus ikke anerkender det – men dejligt at den brede befolkning har øje for den slags.
Feldthus kritiserer også vores kampagne for ikke at beskæftige sig med problemerne for dansk landbrug. Og selvom jeg ikke har titel af brandingekspert, så mener jeg nu nok, at hvis du i alle kampagner altid skal kommunikere alle aspekter af en given organisation, så går det nok lidt ud over effekten.
Og faktisk er det i mine øjne heller ikke sandt, at Landbrug & Fødevarer ikke tør lave kommunikation og markedsføring med udgangspunkt i mere problemfyldte emner. Tidligere har der været kommunikation og markedsføring i forbindelse med både antibiotika, vandkvalitet og ikke mindst den meget ambitiøse udmelding om at gøre landbruget klimaneutralt senest i 2050.
Dengang hang der endda et kæmpe banner på forsiden af Axelborg. Man kan altså ikke ligefrem beskylde os for at putte med det.
Men formålet med denne sommerkampagne var altså et andet. Men når nu Feldthus opremser alle de problemer med landbruget, hun mener burde have været krumtap i sommerkampagnen, så vil jeg da gerne benytte denne anledning til at svare på dem.
For naturligvis er der ting, der skal være bedre. Sådan er det i alle de brancher, jeg har arbejdet i. Men de fleste af Feldthus’ kritikpunkter kan nu godt trænge til at blive set efter i sømmene.
For eksempel det med et overforbrug af penicillin og pesticider. Fakta er, at myndighederne år efter år bekræfter, at man kan spise danske produkter uden at frygte for medicinrester, og vores landmænd og dyrlæger fremhæves igen og igen som globale rollemodeller grundet det lave medicinforbrug.
Vi har et af verdens strengeste godkendelsesprocedurer for brugen af pesticider, og takket være teknologi, forskning og godt landmandskab bliver vi hele tiden bedre til at producere mere med mindre, som vi kalder det.
Noget af det, der ærgrer mig mest er, at vi ifølge Feldthus ikke skulle turde bruge rigtige landmænd i vores kampagner. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Se for eksempel her.
Vi bruger generelt de danske landmænd massivt i vores kommunikation. Både fordi vi er stolte af dem og det, de repræsenterer, og fordi de er fremragende og passionerede kommunikatører.
I sit indlæg beskylder Feldthus os helt uden belæg for at bære ved til fake news-bålet ved at strunte i, om vores kommunikation har bund i virkeligheden. Jeg forstår virkelig ikke, hvad hun mener.
Det er virkelige jordbær, virkeligt kvæg og virkelige danske landmænd, der blandt andet medvirker. Men nu da der er slået ”fake news”-alarm, tillader jeg mig at påpege et sted i debatindlægget, der er decideret fejlagtigt og i mine øjne ganske problematisk.
Det gælder det lige lovligt fikse forsøg på at blande coronakrisen og dansk griseproduktion sammen. Det er velkendt, at en lang række infektioner hos mennesker oprindeligt har haft dyr som vært, men den moderne, animalske produktion er netop en del af løsningen. Kendsgerningen er jo, at langt de fleste af disse nye infektioner intet har med intensiv produktion at gøre. HIV, MERS, Covid-19, SARS og EBOLA er alle infektioner, der er overført fra vilde dyr til mennesker. Tværtimod ville disse infektioner med stor sikkerhed aldrig være blevet et problem, hvis proteinbehovet hos de mennesker, der først blev smittet på grund af kontakt med vilde dyr, var blevet dækket fra intensiv produktion.
I den intensive produktion har man netop været i stand til at eliminere eller reducere en lang række infektioner, som udgør et stort problem i lande med en meget ekstensiv produktion. Vigtige zoonotiske infektioner, altså infektioner som springer fra dyr til menneske, som kvægtuberkulose, trikiner, og svinets bændelorm koster mange menneskeliv i udviklingslandene. Disse infektioner er i mange tilfælde drevet af tæt kontakt mellem den vilde fauna og husdyr. Disse infektioner er ukendte i Danmark i dag, fordi vi har været i stand til at udrydde dem. Men jeg er med på, det måske er en smule kedeligt, at jeg sådan forpurrer forargelsens stund med en smule fakta.
Til slut en kommentar til en personlig oplevelse, som Feldthus også kommer omkring. For hun har nemlig været i Brugsen for at købe en mørbrad. Herligt. Her opdagede hun, at der var både noget dyrt svinekød og noget, der kostede mindre. Ifølge Feldthus’ slagter var det kun det første, der smagte af kød.
Heldigvis har jeg en tilsvarende personlig beretning fra sommerlandet. Jeg var nemlig hjemme i Vendsyssel hos min forældre. Min far er udlært slagter, og ved middagsbordet fik vi en dansk mørbrad, som havde kostet 39.95 kroner. Både min slagterfar og jeg selv var ganske enige om, at jo, den smagte skam både rigtig godt og også af kød.
Det er glimrende, at Feldthus har fundet en mørbrad fra en producent, hun er glad for, for er der noget, Landbrug & Fødevarer hylder, så er det mangfoldighed. Vi er organisation for både store og små landbrug, for konventionelle og økologiske landmænd og alt derimellem, for de små nicheprodukter og dem, der købes af mange i supermarkedernes kølediske. Og vi er stolte af det hele. Der er næppe noget, vi går mere op i end kvalitet. Hvis forbrugerne ikke vil købe det, vi laver – og betale for det – så er vi her ikke. For andre kan gøre det billigere end os. Vi stræber derimod efter at være de bedste. Vi elsker dansk gris. Også poppelgris. Og jeg sætter pris på, at Feldthus bakker op om gode, danske producenter. Og hun får jo ikke mig til at sige, at prisen for grisen er for høj. Tværtimod. Dog skal Feldthus huske på, at vi konkurrerer på et verdensmarked, så hvis vi alle sammen gav os i kast med at producere de ellers dejlige poppelgrise uden en tilsvarende efterspørgsel, så ville vi primært erodere os selv.
Skribenten overvejer, om folkene bag kampagnen, har ulejliget sig med at bevæge sig ud i landet. Naturligvis. Til gengæld synes jeg, at ganske meget tyder på, at Feldthus måske godt kunne trænge til en tur ud i den der virkelighed. Jeg vil gerne invitere hende en tur på landet. Vi er stolte af det, vi laver. Så stolte, at vi afholder arrangementer hvert år, hvor danskerne inviteres indenfor. Vi kan jo starte hos kyllingerne? Her kan jeg i hvert fald konkludere, at Feldthus endnu en gang er mere præget af myter end af virkeligheden på staldgangene.