Af Hanne Feldthus, brandingekspert

Klumme: Bestyrelsesformand Karsten Dybvad siger undskyld. Hanne Feldthus spørger, hvad værdien af et blåt brand er i en tid med hastige forandringer.

Der er noget ved blå brands, som kan få os alle sammen op af stolene. Man behøver ikke engang gå specielt op i branding for at føle trang til at deltage i debatten, hvad den meget omdiskuterede film fra Mærsk ”Together all the way” er et godt eksempel på.

Et endnu bedre eksempel er dog Danske Bank. Deres skiftende ledelser har i årevis opført sig som serie-krænkere af den blå aura, som indtil finanskrisen stod uantastet og understøttet af den ikoniske kampagne: ”Gør det du er bedst til, det gør vi.”

Søndag aften (22.11.20) kunne man igen se, at banken var nødt til at undskylde sin opførsel på TV 2 news.

Denne gang var det selve bestyrelsesformanden Karsten Dybvad, som måtte gå bodsgang og beklage, at banken ikke alene uberettiget havde opkrævet gæld hos dårlige betalere, hans forgængere havde også vidst, at det var uberettiget. Medarbejdere og mellemledere havde nemlig gentagende gange gjort opmærksom på den ulovlige praksis.

Så vidt man forstod på TV2s indslag, handlede det om, at topcheferne ikke ville bruge penge på at rette op på IT-systemet.

En sådan opførsel er selvsagt fuldkommen uacceptabel, uanset hvilken farvekategori ens brand befinder sig i, men forargelsen får alligevel et par nøk ekstra, når brandet har været positioneret så blåt som Danske Bank.

Den blå position bygger helt grundlæggende på fremragende kompetencer, ordentlighed og disciplin. I gamle dage sagde man om IBM: ”Man kan ikke blive fyret for at vælge en IBM-løsning.” Underforstået at selvom det var betydeligt dyrere at handle med IBM, så var man garanteret, at det bare virkede.

Uden at være helt sikker, har jeg på fornemmelsen, at IBM har været moderen til selve forestillingen om, hvad det vil sige at være et blåt brand. Eller måske er det mere præcist at sige faderen, da den blå position er patriarkalsk i sin natur.

Det er farmand, der sidder for bordenden og definerer, hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt. Han gør det oppefra og ned uden smålige hensyn til, hvad andre med andre perspektiver måtte mene.

Nu har jeg ikke tænkt mig at gå amok i alle mulige feministiske eller etniske betragtninger, men jeg kan ikke lade være med at filosofere over, om den blå position er helt så attraktiv i dag, som den har været.

Den blå farmand er konservativ, og han måler sin egen værdi og status på skalaen for profit og afkast, og derfor er han helt afhængig af, at hans virksomhed rent faktisk er dygtig og effektiv.

Problemerne opstår, når tiderne skifter, og ting forandrer sig. Hvis han ikke kan forstå de forandringer, vil han ikke bruge penge på at tilpasse sig. For at kompensere lukker han øjnene for en estisk filial, som skovler hvidvaskede penge ind. Han nægter at bruge millioner på at opdatere IT-systemer for at rette op på fejl. Han godkender finansielle produkter til kunderne, som kun banken kan tjene penge på. Og så videre, må jeg beklageligvis tilføje.

Det er magtfuldkommenhed i sin reneste form, og det er livsfarligt for et hvilket som helst brand. (Også IBM har været i kriser baseret på virkelighedsfjernhed i årenes løb, men det er en anden historie.)

Alverdens topledere har forstået, at det er i tidens ånd at tale om diversitet. Man må imidlertid spørge sig selv om, de egentlig har forstået værdien af det abstrakte begreb. Måske tror de bare, at det handler om at få et par kvinder med i bestyrelsen og ind på direktionsgangen, hvorefter alting kan fortsætte som hidtil.

Diversitet handler om flere perspektiver, om at se på virkeligheden nedefra og op, fra venstre til højre, fra by til land, fra rig til fattig, fra veluddannet til ufaglært, fra golfbanen til et gadehjørne i en ghetto. Og forstå de strømninger, der kommer det andet sted fra.

For strømningerne kan være voldsomme, selvom ens eget blik på verden er blindt for dem. Målet med diversitet er at fjerne bindet fra farmands egenrådige blik på virkeligheden.

Den øvelse er de ikke i mål med i Danske Bank. Måske er de i gang, det kan alle os udenfor ikke vide, men vi kan vide, at vi er godt og grundigt trætte af arrogante brands, som skånselsløst og tilmed lovløst forfølger deres egne pekuniære mål.

For nu at binde den helt store sløjfe på denne klumme, skal vi ikke glemme, at Mærsk er hovedaktionær i Danske Bank. Mærsk som har lanceret den mest håbløse film om diversitet i mands minde.

Jeg håber af hele mit hjerte, at Mærsks forståelse af værdien af diversitet stikker dybere end deres hipster-agtige behandling af emnet i filmen. Særligt fordi de ud af 10 hvide bestyrelsesmedlemmer kun har tre kvinder, hvoraf en er fra familien. Selvom de ud af fem hvide medlemmer af deres executive board kun har en kvinde.

Ikke fordi kvinder eller brune, sorte, gule eller røde mennesker er bedre, men fordi de kan tilbyde et andet perspektiv. Det har alle brands uanset farve desperat brug for.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club