Den store kamp om fortællingen om den grønne omstilling er godt i gang

Hanne Feldthus,
brandingekspert

Hanne Feldthus svarer på Rasmus Dunvads klumme om reklamebranchens ansvar. Der er lagt op til krig imellem fakta, illusioner og direkte løgnehistorier.

Tak til Rasmus Dunvad for klummen om reklamebranchens ansvar for greenwashing eksemplificeret med kampagnen om den såkaldte klimakompenserede gris fra Danish Crown.

Jeg vil tro, at Rasmus snart modtager en ”sviner” fra Landbrug og Fødevarer eller måske ligefrem et sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug. I ved den forening af landmænd, som er allermest hardcore konventionelle i deres drift.

Jeg taler af personlig erfaring, som er suppleret med anekdoter fra forskellige journalister, som oplever, at det ikke går stille af, når man tillader sig at oplyse om de faktiske forhold i landbruget.

Aktuelt sidder en forsker i en retssal, fordi han har afdækket, at landbrugets udledninger fortsætter med at stige. Det mener Bæredygtigt Landbrug er en lodret løgn, men det er vist mest, fordi de ikke kan forstå den mest elementære matematik. Men hvad ved jeg? Vi må afvente om forskeren bliver dømt for injurier. Heldigvis står Århus Universitet bag deres forsker, og det gør andre forskere også.

Det viser noget om den kamp om fortællingen om den grønne omstilling, som er i gang. De virksomheder, som kan se frem til de største forandringer, giver sig ikke uden modstand. De gør alt for at vende og dreje fakta, så de fremstår mere tilforladelige, end de er. De markedsfører lønlige mål, som implementerede tiltag. Og hvis det ikke er nok, så trækker de kortet med tab af arbejdspladser og produktion her til lands, hvor vi i egen optik altid er grønnere end andre lande.

Det sidste viser sig alt for ofte ved nærmere eftersyn ikke at holde, men alligevel slipper virksomheder og brancheorganisationer som regel af sted med det. Journalister, meningsmagere og politikere elsker at holde fast i historien om, at Danmark er et grønt forgangsland. Det passer så godt med, at vi godt nok er et lille land, men vi er bare bedre.

Jeg skal spare læserne fra en lang række grafer, hvor vi ligger i top på mængden af affald, mængden af CO2-udledninger, afbrænding af træ og så videre. De er ikke til at huske alligevel.

Det, som er vigtigt at huske, er, at vi er et af verdens rigeste lande, og derfor forbruger vi bare meget mere end andre. Vi spiser mere kød, køber mere tøj, installerer flere nye køkkener, køber flere biler ganske simpelthen, fordi vi har råd til det. Vores fodaftryk på verden er en direkte konsekvens af vores behagelige livsstil.

Har reklamebranchen så et betydningsfuldt ansvar for udviklingen i den grønne omstilling, som Rasmus Dunvad advokerer for? Ja, det ved gud vi har. Vi står med nøglen til historiefortællingen i vores hænder, og verden skabes af historier. Systemer indretter sig efter det, vi går rundt og fortæller hinanden. Og tvistede historier, halve sandheder og direkte løgnehistorier præger os og dermed systemerne ligeså meget som de sande historier. Særligt hvis de lægger sig i forlængelse af noget, vi gerne vil høre, noget som passer ind i vores selvopfattelse, noget som betyder, at vi ikke behøver at ændre på vores forbrug.

Tag nu for eksempel madspild. Nogen går sikkert rundt med den opfattelse, at fordi vi har sympatiske tiltag som Fødevarebanken, hvor frivillige deler overskydende mad ud til herberger, og fordi vi har ”Too good to go” hvor man kan købe en pose med billig uspecificeret mad sidst på dagen, og fordi der er montre i supermarkederne med dato-produkter på tilbud, så er vi i gang med at afskaffe madspild. Det passer ikke.

Supermarkederne smider 163 mio. kg. mad ud om året, og vi forbrugere smider hele 260 mio. kg. ud om året. Dertil kan vi så lægge alt det, som cateringsektoren og producenterne smider ud.

Madspild er et kæmpe problem, men fordi det ser ud, som om der sker noget, så bliver fortællingen, at vi er godt i gang med at ordne det.

Fremtidens historiefortælling bliver en endnu større jungle af illusioner, end vi nogensinde har oplevet før, og den jungle tror jeg desværre ikke, at vores branche er i stand til at rydde op i. Selvom vi mod forventning kunne manifestere en vilje til at sige nej til kampagnebudgetter, har vi ganske enkelt hverken kompetencerne eller ressourcerne til at sætte os ind i de faktiske forhold. Det kræver ligesom alt andet i den grønne omstilling en ændring af systemet.

Præcis, hvad den systemændring skal gå ud på, ved jeg ikke, men det ligger ligefor, at det skal foregå i regi af forbrugerombudsmanden, men spørgsmålet er, om regeringen i virkeligheden er interesserede i det? De synes også at være mest optagede af at kommunikere gode intentioner og langsigtede målsætninger.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning