Ingen ved præcis, hvad fremtiden bringer. Men for det meste plejer økonomer, forbrugseksperter og fremtidsforskere at pege i nogenlunde samme retning. Men plejer er som bekendt død, og forvirringen er mildt sagt total.
Lige nu får forbrugerne stillet mange mulige fremtider i sigte, og udfaldene svinger fra negative til positive som et pendul. I nyhederne kan man læse, at inflationen er på sit højeste niveau i 40 år. Men også at danskerne har fået flere penge mellem hænderne. Vi bliver fortalt, at 100.000 mennesker vil miste deres job. Alligevel taler vi om historisk lav arbejdsløshed.
Når forbrugerne bliver spurgt, er forvirringen over samfundssituationen tydelig. 64 % af forbrugerne svarer, at de ikke oplever, at vi har en økonomisk krise i Danmark på nuværende tidspunkt. Det viser resultaterne af vores spørgeskemaundersøgelse blandt 1.500 repræsentativt udvalgte danskere. Men den konstante snak om kriser har alligevel gjort, at 43 % af danskerne føler sig stressede, når der tales om, at der er en økonomisk krise på vej.
Agér som et forsikringsselskab
Forbrugerne har svært ved at finde ud af hvilket ben, de skal stå på. Derfor opsøger de alternative muligheder for at genvinde kontrol og handle sig ud af utrygheden. Og de vil gerne hjælpes af brands.
Hver anden dansker synes bedre om virksomheder, der kan give dem en følelse af økonomisk tryghed. Som kan forsikre dem i en usikker tid. Så hvad nu hvis alle brands blev til forsikringsselskaber? Vi mener det selvfølgelig ikke bogstaveligt, men derimod at du skal overveje, hvordan dit brand kan skabe sikkerhed i jeres kategori, så forbrugerne kan føle sig mere trygge ved at handle hos jer.
Her kan brands give danskerne øget tryghed
62 % af danskerne bekymrer sig om økonomi. Et eksempel på, hvordan et brand kan skabe økonomisk tryghed hos sine kunder, ser vi hos sportskæden Decathlon, som også sælger cykler.
Decathlon har lavet en standardforsikring på alle de cykler, de sælger. Det betyder, at hvis din cykel bliver stjålet, og du kan fremvise en politianmeldelse, får du rabat på køb af en ny cykel i deres butikker.
Det skaber øget tryghed hos kunderne og øget motivation for køb og genkøb hos Decathlon. Men økonomi er ikke danskernes eneste bekymring. Ifølge PULSE24 Survey bekymrer 70 % bekymrer sig om sundhed. 73 % bekymrer sig om deres familie. 61 % bekymrer sig om klima. Og 43 % bekymrer sig om arbejde.
Tryghed er ekstra vigtigt for Gen Z
Flere og flere virksomheder vender lige nu deres opmærksomhed mod Gen Z. Og lige præcis ift. den her generation er det højaktuelt at tænke sig selv som et forsikringsselskab. I dentsu har vi lavet et stort studie af Gen Z, og et af studiets vigtigste findings er, at Gen Z higer efter sikkerhed og stabilitet i de valg, de træffer. Hos Aarhus Universitet har de arbejdet med målgruppen længe. Det gælder også i deres iværksætterhub The Kitchen, som har til formål at tiltrække studerende og forskere og hjælpe dem med at starte egen virksomhed. Med afsæt i indsigten om Gen Z’s motivation ift. tryghed, har The Kitchen skabt en rekrutteringskampagne, hvor de har skiftet fokus i deres kommunikation: Fra iværksætterdrømmen til den tryghed, de kan tilbyde spirende iværksættere gennem deres fællesskab og rådgivning. Rekrutteringskampagnen med det nye fokus realiserede en 170% højere klikrate sammenlignet med rekrutteringskampagnen året forinden. Dertil valgte over halvdelen af brugerne på YouTube at se videoerne færdig på trods af muligheden for at skippe dem.
Der er altså mange måder at tackle forbrugernes bekymringer og skabe tryghed. Start med at identificere, hvad der er muligt for dit brand og overvej, hvordan du bliver et forsikringsselskab i din kategori. Lad dig inspirere af konstruktive løsninger fra andre brancher og overvej, om du kan indgå partnerskaber, der kan øge effekten af din indsats. På den måde forsikrer du ikke kun forbrugernes fremtid, men også fremtiden for dit brand.
PULSE24 er udarbejdet fra august til december måned 2023 på baggrund af statistisk research, feltobservationer, kvalitative interviews med forskere, marketingeksperter og forbrugere, en skræddersyet spørgeskemaundersøgelse med 1.500 danskere, dentsus eget forbrugerpanel CCS, Gallup Kantar Index Danmark, Google Keyword Planner og digital aggregeret interessedata på baggrund af +4 mio. danskeres adfærd.