Af Michael Jeppesen, direktør hos Must
Af Rasmus Ugilt, filosof hos Must

Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt, henholdsvis direktør og filosof hos Must, går Morten Münsters "why"-modstand kritisk efter i sømmene. For selvom purpose er bullshit, så bliver det en meget trist virkelighed uden, mener de.

Morten Münster tog i sidste uges nyhedsbrev på Bureaubiz et voldsomt greb om struben på den ellers så populære idé om “why”. Idéen (og dens ophavsmand Simon Sinek) sables ned med den slags hån, sarkastisk retorik og skrivemæssig finurlighed, som får én til at spærre øjnene op og læse videre.

Münster kalder det “purpose”, men uanset, om man kalder det “why” eller “purpose”, så handler det om det samme: Tjener det, vi laver, et formål? Er der en mening med det, mennesker foretager sig i (arbejds)livet?

Sinek fortalte os, at det gør en kæmpe forskel, hvis vi kan få medarbejderne til at føle, at deres arbejde retter sig imod et højere formål. Han fortalte os de bevingede ord: “People don’t buy what you do. They buy why you do it.”


Simon Sinek har solgt os idéen om purpose. Er et bullshit eller ej?

Münster kalder det “bullshit!” I virkeligheden køber vi varer, når vi køber varer. Vi køber ikke forblommede idealer og halvbagte fantasier om, at lige netop dette brand er her for at redde hele verden. Og på samme måde, når vi går på arbejde. Vi gør det for at tjene penge – ligesom virksomheder i sidste ende findes for at skabe profit.

Münster henter et godt lille eksempel ind fra virkeligheden. I Faaborg-Midtfyn har man givet sig selv et fornemt formål med arbejdet og tilværelsen: Man vil gerne være Danmarks svar på Toscana. Münster kan berette fra samtaler med personer, der arbejder i kommunen, at den idé mest er noget, man griner, græder og korser sig over.

Pointen er tydeligvis, at vi bør bruge vores realitetssans og sunde fornuft. Der er grænser for, hvad der meningsfuldt kan gøres til vores “purpose.” Det bliver nødt til at passe ind i den virkelighed, som medarbejderne står i.

Det er ikke nogen ueffen måde, Münster ’kalder’ bullshit på. Og vi tilslutter os gerne denne impuls. Det kan være befriende at få udpeget en nøgen kejser engang imellem – få det gjort tydeligt, at en stor trend i tiden ikke er andet end en døgnflue.

Alligevel er der noget, der skurrer. Det er, som om Münster på én gang går for langt og alligevel ikke rigtig langt nok i sin kritik af al denne snak om formål.

Han går for langt, når han kritiserer ideen om purpose og hævder, at det slet ikke virker – det vedkender han også selv, når han til slut i artiklen siger, at han rent faktisk tror på “purpose”, og han blot har et par (lead-genererende) råd til, hvordan man kan gøre det bedre.

Men han går desværre heller ikke langt nok. Han tilbyder os sund fornuft og realitetssans som en modgift mod for meget bullshit. Men problemet er, at realitetssans og sund fornuft meget let selv kommer til at ligne bullshit. Det er blot bullshit, som ikke rigtig vil være ved, at det er bullshit; det er bullshit, som klæder sig kedeligt.

Grunden til, at de fleste mennesker ikke føler sig motiverede på arbejdet, er, at de fleste menneskers arbejde er noget lort.

Problemer med empirien
Münster går helt sikkert for langt i sin kritik af ideen om formål. Han bruger en mængde empiri, men hvis man kigger lidt efter i sømmene, er det langt fra tydeligt, at den siger det, han gerne vil have den til. Her er Münster listig, for han bemærker, at han kan forudse, at nogle vil komme efter ham med en videnskabsteoribog fra RUC.

Men at forudse, at nogen vil have en oplagt kritisk bemærkning imod hans argument, gør ikke, at den oplagte kritik er falsk. (Hvis vi for eksempel slog en mand ihjel, imens vi sagde: “Nu kan jeg forudse, at der er nogle, som vil komme og brokke sig over det her”, så ville selve det, at vi havde forudset kritikken, nok ikke gøre den mindre berettiget).

Münster påkalder et par undersøgelser, som alle sammen giver et noget trist billede af, hvordan det står til med arbejdsglæde og motivation over hele kloden. Blot 13 procent af alle arbejdere er globalt set engagerede i deres arbejde. Resten er enten mere neutrale (læs: ligeglade), eller det Gallup klassificerer som “actively disengaged”, hvilket vel på godt dansk kan oversættes til “hader sit arbejde.”

Når denne sidste gruppe globalt set er næsten dobbelt så stor (24 %) som gruppen af mennesker, der er engagerede i deres arbejde, så skulle det være klart, at der er et eller andet galt med motivationen.

Münster kan hurtigt tilføje et par andre undersøgelser, som viser samme tendens, og som i øvrigt understreger, at der ikke er sket den store udvikling på området i de seneste tyve år, hvor der ellers har været stort fokus på det, både i litteraturen og på ledelsesgangene. Münster kan derefter konkludere, at det ikke ser ud til, at det gør den store forskel at arbejde med “purpose” hos medarbejderne.

Grunden til, at de fleste mennesker ikke føler sig motiverede på arbejdet, er, at de fleste menneskers arbejde er noget lort. Münster siger kækt, at de fleste mennesker ville stoppe med at gå på arbejde, hvis de vandt i lotto. Men det ser ikke ud til, at han for alvor har proportionerne med i den betragtning.

For når vi taler om undersøgelser, der dækker hele verdens befolkning, så taler vi ikke om arbejde som i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor problemerne kan strække sig til, at det er lidt pinligt, at ledelsen lavede en brainfart, da de besluttede sig for, hvad der skulle være kommunens store “why.”

Vi taler derimod om arbejde, der ægte er noget lort.

Men pointen er også, at virkeligheden er sådan indrettet, at vi mennesker ikke kan lide at skulle forholde os nøgternt til realiteterne. Vi har brug for bullshit, fordi det bliver en meget trist virkelighed, vi skal leve i, hvis vi skal undvære den. Vi har brug for det både privat, og når vi går på arbejde.

Man skal ikke bilde sig ind, at det arbejde, der udføres blandt verdens fattigste, er af en sådan slags, at man endsige overvejer, om virksomheden skulle kunne have et højere formål. Münster har helt ret i, at den globale betragtning ikke er specielt relevant her, fordi det kun er de heldigst stillede blandt jordens befolkning, som har adgang til den luksus, det er at overveje, om arbejdet peger i retningen af en højere mening.

Men det betyder på ingen måde, at det ikke er en god ting at gøre. (Det er heller ikke alle på kloden, som har adgang til rent drikkevand – men det betyder ikke, at det ikke er godt at have det.) Hvis vi ser lidt nærmere på den undersøgelse, som Münster refererer til, så viser det sig ikke overraskende, at engagementet blandt arbejdere er markant lavere i Afrika syd for Sahara (10 %) og i Østasien (6 %), end det er i eksempelvis USA og Canada (29 %).

Det er bare heller ikke nogen særlig relevant sammenligning, for det er trods alt markant forskellige arbejdsmarkeder, som man har med at gøre her. Ikke desto mindre er det den globale skala, som Münster måler sit argument på. (Den mere interessante sammenligning ville være den, han kunne have lavet af forskellene mellem USA og Canada på den ene side og Vesteuropa på den anden.

For hvor de første som nævnt ligger på 29 %, ligger de sidste på 14 %. Dét er en forskel, som faktisk er interessant, og det er også en forskel, som gør, at man med fordel kunne interessere sig lidt mere for medarbejdermotivation i Europa. Men nu var det ikke dén pointe, Münster ønskede at lave med Gallupundersøgelsen).

Münster siger som sagt, at han godt ved, at han egentlig ikke kan konkludere noget på det svage grundlag, han stiller op, men så trækker han en ny kanin op af hatten. For det kan hans modstandere heller ikke. Han peger på, at de, der argumenterer for værdien af, at arbejdet giver mening, heller ikke er i stand til at bruge empirien ordentligt.

Vi vil ikke bruge spalter på at diskutere, om Münster har ret i dette, men for argumentets skyld kan vi med ro i sindet antage, at Münster har helt ret. Det gør bare ikke den store forskel. Det eneste, han dermed har gjort, er at stille to fejlslagne argumenter op på række. Sagen er blot, at man kan konkludere lige så meget fra 2 fejlslagne argumenter, som man kan fra 1 (eller fra hundrede for den sags skyld): nemlig, ingenting.

En dårlig videnskabelig undersøgelse (eller et dårligt argument) bliver hverken værre eller bedre af, at der også findes en anden videnskabelig undersøgelse, som er dårlig.

Det er i virkeligheden dét, der er det største problem med den form for common sense-kritik af bullshit, han [Simon Sinek, red.] præsenterer os for. Nemlig, at common sense er den værste form for bullshit; bullshit iklædt en voldsomt irriterende snusfornuftig attitude.

Utilgivelig sund fornuft
Münster ender fornuftigt nok med at undlade at konkludere alt for meget alt for håndfast på baggrund af den empiri, han diskuterer. Det ærgerlige er imidlertid, at han ikke bare ender med at trække i land, men han også tilføjer noget, der er vanskeligt at tilgive.

For det, Münster trækker frem af hatten, efter han har gjort sig så megen umage med at råbe bullshit, er noget, man kan kalde “sund fornuft” eller “common sense.”

Vi skal “Ud fra TED-universet og ind i den virkelige verden”. Det er som regel den slags, folk, der gerne vil promovere sig på at kritisere bullshit, ender med at levere. Det passer tydeligvis godt til genren. Hvis man først har sagt, at det er helt i skoven med alle de nye vilde teorier, som alle bullshitterne sender ud, så ligger det som regel godt i munden bagefter at sige noget, der prætenderer uskyldigt at appellere til sund fornuft. Se blot her:

“Jeg står nede i SuperBrugsen og mangler mælk. Men pludselig mister jeg inspirationen. Jeg må hellere tjekke, hvorfor Arla overhovedet laver mælk … lyden af Google … Jeg rammer Arlas hjemmeside, BUM: “Creating the future of dairy to bring health and inspiration to the world, naturally … ”Wauw, det kan jeg connecte med, stik mig to liter!”

Münster sætter streg under ved at gentage den samme pointe to gange, blot om hotelværelser og medicin. Problemet med den slags sund fornuft eller common sense er, at det er lige så let at forstå, som det er falskt.

Grunden til, at der findes sådan noget som marketing, pr-strategier, reklamer og lignende, er, at vi mennesker generelt er ret nemme at påvirke til lige præcis ikke at foretage det rent rationelle nytteoptimerende valg, hvor vi blot overvejer nøgternt, hvilken mælk vi kan få, og hvor billigt.

Hvis vi blot var sådanne “rationelle” agenter, ville man med garanti ikke kunne få den samme mælk i tre forskellige indpakninger til tre forskellige priser i samme forretning. Men det kan man. For der er nogle, som holder rigtig meget af at købe mælk, der ser billig ud, mens andre af os kan lide at købe mælk, som ser ud, som om den er økologisk og dyr som bare fanden.


Arlas fremvisning af purpose.

Det, der gør, at nogle af os foretrækker det ene frem for det andet, vil ganske ofte handle om virksomhedens “why.” Og ja, det er meget ofte bullshit i en eller anden form, nogle forblommede ord (eller billeder af idylliske bondegårde), som ikke har ret meget med virkeligheden at gøre, men det virker alligevel. Det virker rigtig godt.

Det Münster gør, er i sidste ende blot at lave et lille korrektiv til den idé om “purpose”, som han kritiserer. For som han siger, så tror han faktisk på ideen om purpose, og han tror også på, at det kan komme til at virke. Blot skal man få lidt sans for realiteterne. Der skal virkelighed til. Ellers ender man som Faaborg-Midtfyn. Og så er det jo heldigt, at han har sit eget lille bud på, hvordan man skal gøre det ordentligt. Komplet med tre bullet-points i artiklen og en henvisning til et andet sted, hvor man kan læse mere.

Her er der grund til at være mistænksom. For det lyder grangiveligt, som om Münster er ved at sælge os lidt bullshit i enden af en lang tirade om bullshit. Det er i virkeligheden dét, der er det største problem med den form for common sense-kritik af bullshit, han præsenterer os for. Nemlig, at common sense er den værste form for bullshit; bullshit iklædt en voldsomt irriterende snusfornuftig attitude.

Münsters noget selvfølgelige pointe går i korte træk ud på at påpege, at ikke alt kan gøres meningsfuldt. Det viser han glimrende. Ingen overordnet meningsgivende helhed er i stand til at lave om på den virkelighed, at mit liv generelt er noget lort, hvis jeg arbejder i en sweatshop et sted i et tredjeverdensland.

Og uanset hvor godt det bliver præsenteret, så har ideen om, at Faaborg-Midtfyn skulle blive til Danmarks svar på Toscana, også så lidt med virkeligheden at gøre, at det er umuligt at identificere sig med som medarbejder. Man kunne også tilføje, at det er noget nemmere at formulere et purpose, som folk kan identificere sig med, hvis man er en NGO, end hvis man er et rederi.

Problemet kommer ind der hvor, det er tydeligt, at de, der har formuleret det forkromede purpose, har gjort det rigtig dårligt. Det kræver talent at lyve smukt.

Men pointen er også, at virkeligheden er sådan indrettet, at vi mennesker ikke kan lide at skulle forholde os nøgternt til realiteterne. Vi har brug for bullshit, fordi det bliver en meget trist virkelighed, vi skal leve i, hvis vi skal undvære den. Vi har brug for det både privat, og når vi går på arbejde.

En af de vigtigste personlige egenskaber i både venskabelige og erotiske forhold er evnen til at bullshitte. Den nøgtern, rationelle, ærlige betragtning bringer os ikke særligt langt, når vi skal gøre ægtefæller glade. “Ja, din røv er blevet større,” “Ja. Jeg har haft elskere, der var både bedre udstyret og mere nærværende og kærlige,” “Der er ingen gnist tilbage. Vi lever blot sammen i et arbejdsfælleskab, der opdrætter børn.”

Alle disse udsagn vil i rigtig mange situationer have været både ærlige og nøgterne. Og i langt de fleste tilfælde vil det have været bedre at formulere noget, der måske bare var bullshit, men som har den fordel, at det tjener et højere formål – et purpose. Det kunne være: “Jeg elsker dig.”

Det samme gælder i høj grad også i arbejdslivet. Vi vælger arbejde, som vi vælger mælk. Lønnen er vigtig, men det er også vigtigt for os at kunne fortælle en eller anden historie om, at det arbejde, vi udfører, tjener et formål. Der findes endda formål, som virker så stærkt på os, at vi er villige til at acceptere ganske elendige forhold, hvis blot vi kan få lov til at lave lige netop dét arbejde.

Spørg blot løst ansatte undervisere på et hvilken som helst universitet. Det er klart, at det er nemmere at skabe en fortælling om virksomhedens purpose, hvis der er tale om et universitet, en NGO eller et kunstmuseum, end hvis der er tale om en våbenfabrikant. Men det ændrer ikke på, at man som medarbejder gerne vil have en fortælling, der retfærdiggør, at man bruger en stor del af livet på lige netop dét arbejde.

Det kan godt være, at den fortælling i visse sammenhænge indeholder en vis portion bullshit (ofte en stor portion), men selv dér, hvor der er tale om bullshit fra ende til anden, kan det være ganske vigtigt, at nogen har gjort sig umage med at lave fortællingen.

Hvor problemet derimod kommer ind, er snarere der, hvor det er tydeligt, at de, der har formuleret det forkromede purpose, har gjort det rigtig dårligt. Det kræver talent at lyve smukt. Det vil sige, at der ikke gives nogen nem vej at følge med et par bullet-points og en ligefrem metode. Derfor har vi heller ikke et par gode råd, man kan downloade.

Vi har sådan set ikke andet end vores egen variant af common sense-bullshit: Hvis folk gør deres arbejde godt, så bliver resultatet godt. Hvis de gør det dårligt, bliver det noget møg.

Så kære ledere, medarbejdere og management-konsulenter. Forlad ikke den gyldne cirkel. Vi kan ikke leve uden jeres bullshit. (Men gør jeres arbejde ordentligt).

Opgradér til BureaubizPro og bring dig og dine kollegaer i front med vigtig viden om bureaubranchen.

Kom på forkant med vigtig viden om bureau- og marketingbranchen. Skriv til britta@bureaubiz.dk og få et godt tilbud. Du kan også ringe på  71 74 79 91

Med Bureaubiz Pro får du:

  • Bureaurapporten trykt og digitalt
  • BureauNyt
  • PersonNyt
  • Bureaubattle
  • Bureaukalenderen
  • Brancheanalyser
  • Udbudsvagten
  • Fuld adgang til Bureaubiz.dk
  • Årligt gå-hjem-møde
Køb nu

Kommentarer