Hvilken mand siger nej til oralsex?

Hanne Feldthus,
strategisk planner

Klumme: Hanne Feldthus føler sig ikke provokeret af JBS, der med bureauets ord tør lave reklamer, der vækker opsigt. Reklamen kommer bare flere årtier for sent, mener hun.

Sex er godt.  Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Sådan nogenlunde sagde Søren Brostrøm på et af de mange pressemøder under den første del af corona-krisen.

Mon ikke de fleste voksne mennesker ved deres fulde fem er enige i det udsagn. Sex imellem mennesker over den seksuelle lavalder, som er enige om, hvad der skal foregå, er godt. Eller kan i hvert fald være det. Og må man tilføje ukontroversielt. Heldigvis da.

Sådan ser JBS og deres reklamebureau &Partner dog tilsyneladende ikke på sagen. De mener, og jeg citerer her reklamebureauchefen Jacob Færzt, som i en pressemeddelelse, siger:

”JBS har fra starten været med på ideen om kampagnen, og det har på alle måder været en fornøjelse at arbejde sammen med et brand, der tør vække opsigt, gå til grænsen og nogle gange lidt over … ”

Efter at have læst det og set filmen, har jeg forsøgt at finde de grænser, som reklamen afsøger. Det er ikke nogen nemt opgave, men lad mig prøve.

Kampagnens budskab er: ”Too Soft to Take Off.” Produktet er underbukser af bambusfibre. Handlingen lægger helt forudsigeligt fra kaj med en date, som fra restauranten, ned med elevatoren, ud i taxaen og ind i lejligheden udvikler sig mere og mere kropsligt og ender med, at det lystne par står i undertøj.

Her skal jeg lige indskyde, at der er tale om en ung mand og en ung kvinde. Begge er hvide og hetero-normative, begge er smukke, attraktive, veltrænede og præcis så slanke, som undertøjsmodeller skal være. Der er intet, der kan støde øjet.

Men – og her kommer det måske vilde: De står op og kysser. Hun glider ned og lægger sig på knæ foran ham og forsøger at trække hans underbukser ned. Nu bliver det spændene.

Gud ved, hvad hun har tænkt sig at gøre? Stikker hun hans erigerede lem en syngende lussing, eller tager hun det i munden?

Det får vi aldrig at vide, for han vil simpelthen ikke af med sine underbukser. Og for den tungnemme læser skal jeg måske lige forklare pointen. Hans nye JBS-underbukser af bambus er bare for bløde til, at han vil gå af med dem.

Nu må jeg lige komme med et andet indskud, for der kan være nogle feminister, som umiddelbart begynder at tænke i forældede kønsroller og noget med at udstille kvinder som sexobjekter og den slags. Det er der slet ikke tale om. Kvinden i denne film er den aktive, eller man kan også sige den liderlige. Det er hende, der styrer det hele.

Faktisk kan man trække fortolkningen så langt, at hun står på kanten af en voldtægtsanmeldelse, altså hvis vi havde en samtykkelov, hvor begge parter skal være udtrykkeligt enige i, hvad der skal foregå.

Det får vi heller aldrig at vide, om de er, for filmen siger ikke noget om, hvorvidt den bambus-undertøjs-elskende mand ender med at beholde bukserne på, om han trods det sublime produkt overgiver sig, eller om hun tvinger dem af ham og dermed er ude i noget kriminelt.

Det er naturligvis en grænseoverskridende situation, men ikke specielt troværdig.

Som planner sidder jeg tilbage med en mistanke om, at der ikke er ret mange mænd, som kan genkende sig selv i den situation.

Baseret på personlige erfaringer må jeg sige, at han nok vil fryde sig vildt over at blive klædt af på den måde. Hvis han da ikke selv allerede havde smidt trusserne. Han ville ikke forvente en syngende lussing på sin stakkels tissemand, han ville forvente en oral optakt til det samleje, som det plejer at ende med. Altså med mindre han endte ud i en for tidlig sædafgang.

Sådan er der så meget. Med dette indlæg har jeg forsøgt at komme i tanke om alle de grænseoverskridende vinkler, hvormed man kan se en fuldkommen uskyldig film, som med tricks fra en reklamehåndbog fra det forrige årtusinde forsøger at vække opsigt.

Hvis der er vinkler, jeg har overset, er der åbent i kommentarfeltet.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning