Af Hanne Feldthus, brandingekspert

Klumme: Michael Jeppesen møder statsministerens tidligere stabschef Martin Rossen i et DR2-program og logrer sig underdanigt igennem samtlige 43 minutter. Er han spændt for Rossens spin-vogn, eller ligger der noget andet bag? Det spørger Hanne Feldthus om i denne klumme.

Michael Jeppesen er en mand med mange jern i ilden. Han er journalist, forfatter, tv- og radiovært, og så ejer han reklamebureauet Must. Han er også en mand, der går til grænsen, hvilket ifølge Wikipedia har fået lukket nogle af hans programmer ned i en ruf.

For tiden er han på DR2 aktuel med et vildt mærkeligt program om statsministerens tidligere stabschef Martin Rossen.

Martin Rossen må være den mest berømte mand, som indtil nu aldrig har givet et interview. Ja, medierne havde kun få filmklip og fotos af ham, da han stadig var ved magten. Det har givet anledning til en kolossal mytedannelse om denne mørkets hemmelige fyrste.

Spekulationerne om Rossen blev ikke mindre af, at han efter 10 års kamp for at nå til tops kun et år senere sagde sit topjob op. Det skete i sommer, og den eneste forklaring var, at han skulle tiltræde en stilling som chef for kommunikation og public affairs i Danfoss.

Godt nok er Danfoss en stor og vigtig virksomhed i Danmark, og de betaler sikkert også bedre, men helt ærligt, det er svært at se, at det skulle være mere interessant at lægge strategien for dem end for hele Danmark.

Det må således betragtes som et vildt journalistisk scoop for Michael Jeppesen at have fået adgang til adskillige møder med hr. Rossen over halvanden måned, som er klippet sammen til 43 minutter.

Det spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have set udsendelsen to gange, er imidlertid, hvem af de to, som har skudt papegøjen? Det er i hvert fald ikke den undrende offentlighed. Vi er efterladt med flere spørgsmål end svar.

Her må jeg lige opholde mig ved Jeppesens gængse metode, som går ud på at få sine interviewofre til at udstille sig selv ofte på den mest tå-krummende måde.

Som seer kan man aldrig helt vide, hvor man har Jeppesen. Han optræder ikke som den aggressive journalist, der går i struben på nogen. Tværtimod underspiller han sig selv og lader sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål tilsat en uvant langsommelighed gøre arbejdet. Man skal være vågen for at opdage, hvor oprigtigheden ender, og ironien tager over.

I et interview på Bureaubiz d. 12.04.18 udtalte han om sin redaktionelle tv-produktion: ”Der er meget lidt, der er overladt til tilfældighederne, og der er ikke et sekund i det endelige produkt, der ikke har en bestemt hensigt.”

Den tager vi lige igen: Der er ikke et sekund i det endelige produkt, der ikke har en bestemt hensigt.

Jeppesen har ifølge eget udsagn i udsendelsen en dobbelt hensigt i form af to spørgsmål, han gerne vil have svar på. 1. Hvorfor har Rossen aldrig givet interview før? 2. Hvorfor sagde han op?

Rossens svar på det første spørgsmål er det forventelige, at det ikke var hans opgave som Mettes personlige rådgiver og henholdsvis stabschef at udtale sig. Det var jo Mette, som var politikeren. Det går der ulideligt mange og utroligt kedelige minutter med.

Svaret på det andet udfolder sig med større dramaturgisk finesse, idet Jeppesen under en tur rundt i Rossens lejlighed får øje på en blodtryksmåler, som han senere går ind i soveværelset og henter. Præsenteret for dette synlige bevis på sin svaghed indrømmer den tidligere stabschef tydeligt berørt, at hans blodtryk er for højt.

Man forstår, at det har været et hårdt job, som har tæret på både kræfter og helbred. Heldigvis ringer Mette kort tid efter (både Rossen og Jeppesen henviser kun til statsministeren med fornavn), hvorefter Rossen undskylder sig for at tale med sin tidligere chef.

Først da slukkes der for kameraet, hvorfor ingen kan være i tvivl om, at Mette og Martin fortsat er bonkammerater, og Rossen umuligt kan være blevet fyret. Hun kan faktisk stadig ikke undvære ham.

Havde det været enhver anden end landets dygtigste spindoktor, kunne man måske have troet på, at han havde glemt at fjerne blodtryksmåleren, før tv-holdet kom. Man kunne måske også have troet på, at Mettes opkald var tilfældigt. Men her tror man ikke på andet, end at Jeppesen har mødt sin overmand og er spændt for Rossens vogn.

Eller hvad? Det er jo Jeppesen, og man ved aldrig, hvor man har ham. Lader han sig helt bevidst spænde for den vogn for at afsløre noget helt andet?

Svaret blafrer i vinden. Jeppesen spiller konsekvent den underdanige, logrende mikrofonholder. Han går oven i købet så vidt, at han sætter sig på gulvet foran Rossens socialdemokratiske strategitavle, som belejligt står til skue i køkkenalrummet. Her sidder han og kigger benovet op på strategen, som udlægger teksten for ham.

Senere går de tur, og vi hører, at Rossen gerne ville have været nede og gå en lang pilgrimstur på caminoen i Spanien, men på grund af corona-krisen har måttet henlægge sine eksistentielle gåture til Odsherred. Jeppesen forsøger sig med lidt psykoanalyse af Rossens barndom, hvor det tøvende kommer for en dag, at en stedfar måske er årsagen til Rossens behov for anerkendelse.

Derimod kan seerne glæde sig over, at Rossens forhold til sin biologiske familie er nært og godt.

Mange venner kan han imidlertid ikke have, for vi møder kun Rane Willerslev, som i sin egenskab af direktør for Nationalmuseet for kun seks måneder siden mødte stabschefen og i ham fandt en stressramt lidelsesfælle.

Det har tydeligvis været et match made in heaven, for de er på fysiske kram på trods af smittefaren. Fællesskabet udstrækker sig tilmed til Rossens lille søn, som er med ved lejrbålet, hvor scenen udspiller sig.

Det er så tykt, at jeg er helt desperat for at finde ud af, hvad meningen med det hele er. Hvorfor har kontroversielle Jeppesen lavet lige præcis dette logrende skønmaleri af en portrætudsendelse, hvor hvert sekund ifølge hans egen filosofi burde have en hensigt?

Hvorfor stiller han ikke det eneste spørgsmål, som det er værd at få svar på, nemlig hvorfor Martin Rossen efter et helt livs medietavshed har valgt at stille op til langvarig granskning af sit liv, sit høje blodtryk og sin svaghed? Lige nu?

Jeg har ikke svaret og må derfor slutte med dette spørgsmål: Er Jeppesen offer for sin egen benovelse og Rossens eminente spin, eller er der en finte et eller andet sted, som jeg bare ikke kan få øje på?

Find udsendelsen her.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club