Af Signe Zacher Carlsen chief creative, Advice
Kilde: Getty Images.

Klumme: Chief creative fra Advice tager bladet fra munden og siger sin uforbeholdne mening om dette års Creative Circle Award og om Creative Circles indavl samt mangel på valg af kvinder i juryen.

Alle, der interesserer sig for AI og machine learning ved, hvor alvorligt man taler om biased algoritmer. Altså det forhold, at man kommer til at reproducere fortidens indsnævrede tankegang eller fordomme i fremtiden.

Man må simpelthen tage højde for, at vi har bevæget os videre – at vi er på et højere og mere oplyst stadie, der ikke længere tager for givet, at sorte ikke kan være professorer, eller at børn skal disciplineres med en røvfuld.

Der må en menneskelig intelligens ind og korrigere de fejl, som systemet reproducerer.

Et biased Creative Circle
En lignende korrigerende menneskelig intelligens kunne med fordel tilføres Creative Circle, når de konstaterer, at juryen består af 90% mænd og konkluderer, at sådan er det bare. Det kan man ikke gøre noget ved, det er jo ikke mænd – men vindere – og det er systemet selv, der har afgjort det.

Men systemet er skabt forandringsresistent og selvrefererende, når det lader vindere kåre vindere (og dermed jurymedlemmer) år efter år.

Jeg tror på ingen måde, at der er medlemmer af juryen, som ikke tager deres ansvar alvorligt eller voterer på et useriøst grundlag – endsige foretrækker et køn frem for et andet.

Men sagen er, at ingen mennesker kan være 100% objektive – alle taler ud fra en smag, en historik og et ståsted. Og strukturen i juryudnævnelserne lader en bestemt smag eller idealer om kreativitet reproducere sig.

En smag, som på en eller anden måde, må favorisere mænd. Tallene er ganske enkelt for markante til, at man kan se bort fra, at der er en strukturel fejl et sted.

Bedaget sceneshow
Og det er tilsyneladende ikke kun udnævnelserne til juryen, der virker bedagede og mangler kreativ nysgerrighed. Vi var en del, der var målløse over sceneshowet til Creative Circle Award.

En mand i fodboldtøj flankeret af to unge pointpiger med langt lyst hår og lårkorte kjoler. Kreativiteten i dette var på niveau med et quizshow på den italienske kanal Rai Uno. Hvorfor er ambitionerne ikke større? 

App manglede kreativitet
I år var der op til Creative Circle Award et nyt sjovt initiativ. En app.

Folk i branchen kunne på forhånd stemme om, hvem man troede ville vinde. Dette stykke teknologi kunne man have brugt til mange kreative initiativer – fx kåre publikumsprisen, se hvilke kampagner, der blev regnet for bedst af forskellige grupper – chefer, projektledere, kreative, gamle, unge – kvinder og mænd. Muligheden for at trække data og skabe indsigter er mange.

Men CC vil åbenbart helst bekræfte den bestående orden. App’en blev brugt til at kåre, hvem der kunne stemme som … (mande)juryen! Og den, der kom tættest på juryens resultat vandt en plads i … juryen!!! Systemets forsmag for indavl er imponerende.

Ingen ønsker at blive valgt på baggrund af sit køn
Der er en god grund til at være på vagt over for ‘svenske tilstande’ og kvoter – ingen ønsker som bekendt at blive valgt til noget som helst på baggrund af sit køn og ikke sine kvalifikationer (det gælder vel – ironisk nok – også alle de mænd, som tilsyneladende har lettere adgang til podiet).

Omvendt må man være opmærksom, hvis der faktisk er et strukturelt problem, som forstærker eller ligefrem medfører, at der ikke skabes diversitet i juryen og dermed i de vindende cases.

Her kunne man eventuelt i samme omgang tage stilling til andre parametre som alder, geografi og kulturelt værdisæt.

Det bliver spændende om Creative Circle vil lade 2019 være året, hvor de åbner op for mere kreative tilgange til kreativitet – til glæde for alle branchens kreative kvinder og mænd.

Formand for Creative Circle, Dorte Nielsen har efterfølgende svaret på kritikken.

Opgradér til BureaubizPro og bring dig og dine kollegaer i front med vigtig viden om bureaubranchen.

Kom på forkant med vigtig viden om bureau- og marketingbranchen. Skriv til britta@bureaubiz.dk og få et godt tilbud. Du kan også ringe på  71 74 79 91

Med Bureaubiz Pro får du:

  • Bureaurapporten trykt og digitalt
  • BureauNyt
  • PersonNyt
  • Bureaubattle
  • Bureaukalenderen
  • Brancheanalyser
  • Udbudsvagten
  • Fuld adgang til Bureaubiz.dk
  • Årligt gå-hjem-møde
Køb nu

Kommentarer