Af Poul Mikkelsen brand & designbureauet Revue
Foto: Istock

Klumme fra Poul Mikkelsen: Vi er nødt til at få mennesket og menneskelighed i centrum igen i vores uddannelsessystem. Fremdriftreformen fra 2013 er i gang med at køre en hel generation i sænk. Ikke mindst i de kreative fag. Man overser de potentialer, der ligger i at skabe indlæring, der passer til mennesker.

Igennem rigtig mange år har skiftende regeringer og den lydhøre offentlige administration systematisk modarbejdet enhver faglighed og naturlighed i vores uddannelsessystem og samfundsorden.
På den måde ødelægger man det, som er bærende for et land med vores position på det globale marked. Presset og kravene i uddannelserne er støt øget, og senest er man barslet med endnu et forslag om at korte universitetsuddannelserne med et år.

Resultaterne taler for sig selv. Mere end 50 pct. mistrives. Og vi har mere end 25 pct. diagnosticerede visse steder i uddannelsessystemet. Og en voldsom stigmatisering af en lang række vigtige fag.

”Tilgiv dem herre, thi de ved ikke hvad de gør”
Det starter tidligt. Allerede tidligt i skoleforløbet.
Blandt andet ved at man arbejder facitorienteret og ikke giver vejen dertil den store opmærksomhed. Eller sagt på en anden måde. Selv den bedste fristil falder med et pladask, hvis der er forkert ordstilling, komma eller stavefejl.

Ja selvfølgelig vil mange hævde. Vi skal lære sproget ordentligt, så er det mindre væsentligt, om vi kan bruge det til noget. F.eks. at tænke tanker, have følelser og beskrive dem. Kreativitet har ingen facitliste.

Meget hurtigt sorterer man stadig børnene, i forhold til om de er matematisk eller sprogligt orienterede. Kassetænkning, som det kan være svært at bryde. Eller snarere, man sørger ikke for en bredere forståelsesmæssig orientering. Allerede her bliver man anbragt i en fagidiotisk kasse, hvor der normalt ikke er plads til at tænke ud af boksen.

Senere i livet betyder det, at der opstår en kraftig diskurs mellem faggrupperne, der mister evnen til at forstå og respektere forskellene i forhold til hinanden. Akademiske faggrupper skaber egne sprog og lever i siloer, der kun vanskeligt kommer til at løse opgaver i fællesskab. Og netop disse grøfter, er så ødelæggende for evnen til at føde ny innovation og stærke samtænkende virksomheder.

Metodetyranni
Når så de små er blevet til store diagnosticerede unge, så starter metodetyranniet.
For at bestå. For at få høje karakterer på de længerevarende uddannelser, skal man demonstrere, at man kender metoderne og har læst pensum.

At man har hørt efter og kan regnestykkerne.
Huske kongerækken. Formlen for aluminiums varmefylde. Løsningen af en 3. grads ligning.
Hånden på hjertet, hvor mange af de ting du har lært udenad, kan du stadig huske. Og hvor mange af dem har du kunnet bruge til noget?

An, auf hinter…

At metoderne så er ubrugelige og forældede, er mindre vigtigt.

At Friedmans neoliberale økonomiske teorier for længst har spillet fallit i et moderne samfund, er uvæsentligt. Desværre betyder det også, at man ikke bliver trænet i evnen til at være kritisk, udvikle og tænke videre. Absurd, da samfundet samtidig skriger på forskning.

Hvis man skulle forvilde sig til at tænke selv, eller forholde sig kritisk, så bliver man hurtigt banket på plads med et 3-tal. Der er kun et rigtigt svar. ”Så fat det dog”. Og brug nu ikke tid på at lade tankerne flyve, når det er logaritmer, det handler om.

Senere når du kommer ud på en arbejdsplads, kan du finde tryghed og logik i algoritmer og data, der ikke kan diskuteres. Og hvis du vil beholde dit job, så hold dig til det, man ved. Tro giver ikke striber på skulderen. Tro hører hjemme i kirken.

Tegning af Poul Mikkelsen efter inspiration fra Saul Steinberg

Kreativ tænkning på skoleskemaet
Ikke et eneste punkt i undervisningsplanen rummer indsigt i, hvordan man bedst indlærer. Eller hvordan tingene spiller sammen. Det er som om, at ingen i systemet tilsyneladende fatter, hvordan vores hjerne fungerer, og hvor mange ressourcer man overser og går glip af.

Al undervisning, udover musik og formning, henvender sig til vores rationelle hjerne. Det er den, der husker togtider, telefonnumre og aftaler. Det er også den, man sætter til at lære tabeller, tyske verber og matematiske modeller. Dens ressource er begrænset og disse begrænsninger er helt unødvendige, hvis man sætter sig ind i, hvordan hjernen fungerer. Desuden giver det stærke psykologiske problemer, hvis man ensidigt forsøger at proppe sin bevidste hjerne med mere, end den er beregnet til.

Det er bl.a. resultatet af dette, man i kombination med andre stressfaktorer, ser i landets uddannelsessystem i disse år, hvor så mange unge lider af angst og lavt selvværd. Hvis man derimod lærte eleverne, hvordan man aktiverer hjernens skjulte resourcer, så ville man kunne mangedoble input og genfinde glæden ved at lære nyt.

Jeg kalder den del af hjernen, der kan komme i flow og husker i billeder, for underbevidstheden. Velvidende at en naturvidenskabelig beskrivelse vil være helt anderledes. 
Idiotspalten er heller ikke et faktuelt begreb. Men det er de begreber og mentale forhindringer, der gør det vanskeligt at kunne udnytte sine resourcer fuldt ud kreativt. Man er nødt til at sætte disse ud af spillet for at opnå full power. Det er bl.a. det øvelsen med 100 ord, beskrevet herunder, går ud på. At skabe en tro på egen ressource, der udkonkurrerer jantelov og skolens skadelige resultater.

Jeg bruger ind imellem på kurser eller i undervisning en metode, der har til formål at vise deltagerne, hvor store ressourcer deres hjerne byder på, hvis de slipper den løs:

Jeg har en liste med 100 ord. Ordene består af navneord. Helt almindelige ting, såsom: Tændstik. Stol. Guitar… etc.
Disse ord skal deltagerne kunne huske i korrekt rækkefølge og jeg nævner dem kun én gang. Ingen – absolut ingen tror på at det kan lade sig gøre.
Men det kan det. Men det kræver at man aktiverer sin underbevidsthed.
Sin kreative kompetence. Jeg kalder det ’Den store hjerne’. Man kan også kalde den underbevidstheden.

Udover at oplevelsen løfter elevernes selvværd betydeligt, så giver det dem også en metode, som de kan bruge fremover. Det fjerner en masse angst og frygt for ny viden. Og det siger næsten sig selv, at det kunne løse en lang række af de problemer, vores unge slås med, hvis man brugte mere tid på at lære dem, hvordan man lærer.

Det er metoder, som denne jeg har brugt i mine mange år som kreativ leder og underviser af unge talenter. Opgaven er udover stor faglighed primært at fjerne usikkerhed og få dem til at turde. Og det er mangel på succesoplevelser i denne liga, der gør at masser af virksomheder bøvler med uvillighed til forandring og besvær med at tænke innovativt.

Der er såmænd ikke så meget hokus pokus i metoderne. Og selv mennesker med meget store kompetenceforskelle kan komme ganske langt, hvis de kan finde ud af at være kreative sammen.

Dorte Nielsen har skrevet flere fremragende bøger om kreativ tænkning og metoder til at gøre det. Hun er også en ildsjæl. Man bør bruge folk som hende som konsulent i uddannelsessystemet, fremfor dem man tidligere hyrede til at gøre systemet menneskefjendsk.

Jeg læste på et tidspunkt en bog ’The Art of Action’ af Stephen Bungay, professor i filosofi og historie samt strategisk rådgiver i BCG. Vi sad i samme bestyrelse i et dansk management konsulentfirma på det tidspunkt.

Her citerede han general Clausewitch (1780-1831). Citatet gælder militær ledelse, men kunne lige så godt gælde kreativ ledelse:

”Sørg for, at dine folk har den bedst tænkelige faglige baggrund.
Sørg for, at de kender opgaven til bunds og har al tilgængelig viden.
Sørg for, at de synes opgaven er vigtig.
Men lad være med at fortælle dem i detaljer, hvordan de skal løse den.”

For at illustrere hvor dårlig forståelse, der er for evnen til at se sammenhænge, har regeringen foreslået at forkorte humaniorauddannelserne. Det svarer til at skrue op for temperaturen i ovnen i den tro, at man kan bage brødet hurtigere. Her er Svend Brinkmanns syn på den sag:

”Måske er det omkostningsfrit i det brede vælgerhav, men som samfund vil det gøre os dummere, mindre kvalificeret kritiske, mindre bevidste om vores historie og placering i verden. Det er store omkostninger. De humanistiske studier og uddannelser, der bliver beskåret, er dem, der hjælper os til at forstå os selv og andre, udvikle demokratiet og befordre oplysning og kritisk tænkning. Man kan få tanken, at disse færdigheder slet ikke anses som vigtige.” Svend Brinkmann.

Jeg har heldigvis en bred palette af gode venner med vidt forskellig orientering fagligt. En af mine allerbedste venner er hard-core økonom. Han er placeret højt oppe i en stor dansk virksomhed med international succes.
Men han er nysgerrig og samtidig inkvisitorisk i forhold til mine holdninger. Jeg får ikke lov at løbe med en halv vind. Og havde det ikke været for ham og et par andre venner, ville denne klumme kun være et partsindlæg. Jeg har hentet gode indsigter og forståelse for sammenhænge ved at tale med ham. Vi har så at sige udviklet hinanden.

Det har også vist mig og overbevist mig om, at kombinationen af faglige indsigter og kompetencer er helt afgørende for at komme frem til nye klogere tanker og løsninger.

Ikke et ord om Djøf’ere
Når man kigger på, hvordan man systematisk har lammet de faglige uddannelser, ved at køre dem igennem en akademisk kværn, kan man næsten få den tanke, at der ligger onde hensigter bag. Men det er heldigvis nok bare uvidenhed. Og det må man vel tilgive.

Jeg underviste med stor fornøjelse som klasseansvarlig i 10 år på en grafisk uddannelse i Haderslev. Lang tur, men det var det værd. Unge talentfulde mennesker er det bedste, der findes for sådan en gammel tudse som mig. Det lykkedes mig at have ca. 250 elever igennem. Noget som jeg stadig glædes over.
Lige indtil undervisningsministeriet bestemte sig for at gøre den grafiske uddannelse akademisk.
Det skete desværre synkront på samtlige kreative uddannelser i landet. Selvfølgelig i den bedste mening, men helt blottet for indsigt i fag og mennesker.
For at illustrere hvor absurd og farceagtig forestillingen var, opsatte man på husets facade et banner med ordene:


’Her kan du læse til grafisk designer’

”Man bliver dygtigere og dygtigere, hele livet igennem, hvis man tør”                                                                   Picasso

 

Hvis man undlader at falde i erfaringsfælden, så har hjernen så uendeligt store resourcer, at vi aldrig når til et punkt, hvor vi løber tør.
Men det kræver, at vi bevarer nysgerrighed, tvivl og mental fertilitet.

Som mange ved, så har jeg været faglig soulmate med Claus Walter i mere end 30 år. Og er det stadig. Vi kan noget sammen, som meget få andre kan. 
Jo ældre jeg bliver, des tydeligere bliver det for mig at passion, lyst, menneskelig indsigt og situationsfornemmelse er ingredienserne i vores samarbejde. Vi har altid været meget bevidste om, at erfaring er tveægget. Erfarings positive side, er at man ikke måber over opgavernes størrelse og komplikationer, som man gjorde som ung. Man får også mere respekt for det strategiske grundarbejde og værdien af menneskelig indsigt. Men man skal være meget bevidst om altid at starte på et hvidt stykke papir kreativt. Det er fint at have en fornemmelse af, hvad der virker og hvad der ikke gør, men det er nysgerrigheden, lysten og de store ører, der sikrer, at man hører Franz Jäger-klikket, når det er der.
Og det er ganske vist, at det er ikke noget, nogen af os har lært i den almindelige skole. Selvom den nok var bedre dengang.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club