Trend 2: Danskerne ønsker at være sunde og rene mere end nogensinde før

Julie Daugaard,
strategic direcctor, Dentsu

Paw Bæk Hansen,
strategic direcctor, Dentsu

Denne klumme er den 2. af en serie, hvor Dentsu præsenterer 8 forbrugertrends for 2021: Med forurening, kemikalier og en global pandemi har fokus på renhed nærmest aldrig været større. Renhed fylder mere og mere for danskerne – og med god grund, for følgerne kan være alvorlige, hvis vi ser på den stigende udbredelse af…

Vi bekymrer os om renhed i hverdagen, med alt hvad det indebærer. Vi ønsker fødevarer uden tilsætningsstoffer, vi kræver luft uden forurening, og vi efterlyser produkter uden kemikalier.

Men forbrugerne har brug for en hjælpende hånd, så det ”rene” valg også er det oplagte og transparente valg. Brands skal imødekomme forbrugernes bekymringer ved at fremhæve det naturlige og nære produkt og derudover inspirere og guide forbrugerne til, hvordan de selv kan gøre noget ved ønsket om at holde deres kroppe rene.

Det stigende fokus på renhed vil være en af de største forbrugertrends for 2021, og indgår derfor ligeledes i Dentsus line-up til det årlige forbrugertrendstudie, Pulse. I trendstudiet har Dentsu gennem egen spørgeskemaundersøgelse set, at hele 71% af danskerne finder rene omgivelser afgørende for deres fysiske sundhed. Samme undersøgelse viser, at hver fjerde dansker er blevet mere opmærksom på at opretholde et rent indeklima gennem det sidste år – formentlig som en konsekvens af, at vi har opholdt os så meget inden døre.

Den danske virksomhed Åbn har forstået, at det handler om at hjælpe forbrugerne til selvhjælp. For at imødekomme dette stigende behov har de designet en intelligent lampe, der skifter farve, når det er tid til at lufte ud. Dermed synliggør produktet forbrugernes indeklima, og hjælper dem til at holde det sundt med daglige påmindelser.

Åbn-lampen

Tendensen omkring renhed er ikke nyopstået. Faktisk har den ulmet længe, men inden for det seneste år er den eksploderet i takt med coronaens indtog. Danskerne vælger i højere grad produkter, der er rene – både for miljøet og os selv. Vi foretrækker naturlige og nære produkter eller services over dem, der er kunstige, fyldt med kemi og fjerne.

Familiens sundhed er særlig vigtig
Men hvordan hjælper brands bedst forbrugerne? For det første, så handler det om at være konkrete i kommunikationen. Det skal først og fremmest være tydeligt, hvordan produktet hjælper forbrugerne til selv at være mere rene, men samtidig må produktet gerne gøre mere end at hjælpe det enkelte individ. 78% af danskerne bekymrer sig nemlig om deres families sundhed i hverdagen ifølge Dentsus spørgeskemaundersøgelse, hvilket betyder, at brands fremadrettet ikke kun skal være opmærksomme på den enkelte forbruger men også deres nærmeste.

Et eksempel på et brand, der taler ind i denne bekymring, er Bosch med kampagnefilmene #likeabosch. Fortællingen i reklamen bygger på, at forbrugerne skal leve like a Bosch. Med deres intelligente produkter, kan de hjælpe familier til at holde hjemmet rent og sundt.

Denne tendens er relevant for alle brands, og det understreger et brand som Bosch netop. De formår at arbejde med renhed og sundhed i egen kontekst. Andre eksempler ser vi hos Jörd fra Arla, der udelukkende er baseret på naturlige og rene råvarer fra Norden, eller Matas, der guider forbrugerne til ”økologisk og grøn hudpleje med god samvittighed”. Begge brands imødekommer forbrugernes ønske om at holde deres kroppe rene.

Infertilitet er et voksende problem
Vi har længe fyldt os med produkter, der indeholder skadelige kemikalier. Først vidste vi ikke bedre, men selvom vi blev klogere, kan det ikke altid ses i vores valg i hverdagen. En af de største konsekvenser er, at der globalt bliver født færre børn.

Vi har med tiden set en udskydelse i ønsket om at få børn. Det moderne individ vægter karriere, fritid og meget andet højere. Men langsomt ser vi infertiliteten vokse, og dette kan blandt andet møntes på vores livsstilsvalg. Når vi er under 2,1 barn per kvinde, så er det lig med, at befolkningstallet falder – og konsekvenserne for samfundsøkonomien kan være store. Et skræmmescenarie er, at mange af os om 80 år kun vil dyrke sex for sjov, da vi på det tidspunkt vil have mistet evnen til at forplante os ved egen hjælp.

Ønsket om renhed bunder derfor ikke kun i forbrugernes behov nu og her, men har konsekvenser, der rækker langt ud i fremtiden. Vis forbrugerne, at netop dit brand er det oplagte valg. Et valg, de kan forbinde med naturlige og nære produkter eller services. Imødekom deres bekymringer og hjælp dem, så de selv kan gøre noget ved ønsket om at være sunde og rene.

 

Om klummen
Klummen er en del af en trend-serie, hvor bureaugruppen Dentsu præsenterer otte forbrugertrends for 2021. De otte trends er udarbejdet på baggrund af tre måneders statistisk research, antropologisk observation, interviews med førende forskere, egen spørgeskemaundersøgelse med 1.500 danskere og digitalt aggregeret interessedata på baggrund af +4 mio. danskeres adfærd.

Du kan læse den første trend her

Om klummeskribenterne
Paw Bæk Hansen og Julie Daugaard arbejder som strategy directors i Dentsu i hhv. København og Aarhus. Til daglig rådgiver de virksomheder omkring hvem der er de mest værdifulde forbrugere for brandet, hvordan brandet får bedst kontakt til disse forbrugere, og hvordan de eventuelt ændrer forbrugernes adfærd i brandets favør. Deres rådgivning er altid baseret på målgruppeindsigter, markedsanalyser og forbrugertrends.

 

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning