Alex Vanopslagh proklamerede allerede på valgkampens første dag, at man ville trodse reklameforbuddet og vise Danmarks første politiske TV-reklame. Det skete via Sverige med hjælp fra Viasat i pausen i en fodboldkamp. Dette lille stykke liberale frihedskamp fører tankerne tilbage til Radio Mercur, der fra internationalt farvand i Øresund tillod sig at bryde radiomonopolet og sende fri reklameradio til danskerne tilbage i starten af 1960’erne.
Forargelsen fra parnasset er også lidt den samme: Det er jo for galt. Men er det fordi vælgerne ikke kan tåle det?
Man ser kernefamilien i parcelhuset for sig, plantet solidt i lædersofaen med kaffekopper og flødeskumskager på kakkelbordet. Man tænder for sit TV-apparat for at nyde en god film med lødige kommercielle reklamer for Kinder Mælkesnitte. Så bliver det ikke mere dansk, og familiehyggen skal da ikke spoleres af underlødige politiske reklamer. Hvad skal vi egentligt med statsstøtten til medierne, hvis der alligevel ikke er DR-filter på de politiske budskaber på husalteret?
Samtidig oversvømmes vi af politiske reklamer på alle andre platforme. Selv hvis man siger nej tak til reklamer kan man alligevel godt risikere, at postkassen fyldes med politiske reklamer, for det kan man ikke sige nej til. Det er jo politik og nødvendig folkeoplysning. Partierne må også lave dørsalg, og de må hænge reklamer i lygtepælene. Men på TV! Den går virkeligt ikke.
Jeg kunne aldrig finde på at sige noget dårligt om politiske reklamer i postkassen, i avisen eller i gadebilledet. For det ér faktisk folkeoplysning, og det ér faktisk vigtigt. Men når man må fylde internettet og vores Facebook-feed med reklamer, hvor annoncekronerne går direkte i lommerne på internationale techgiganter, så er det da paradoksalt, at man samtidigt finder det alt for farligt for TV-seerne at støde på Alex & Alex på TV2 – det vil sige ikke TV2 Play, for der må man gerne sende politiske reklamer.
Man kunne tro, at det er fordi politikere ikke vil irritere danskerne med TV-reklamer. Det viser sig ifølge årets Reklameanalysen fra Mindshare, at TV-reklamer næsten er den mest irriterende reklameform, der findes. Men omvendt er radioreklamer næsten lige så irriterende, og det må man godt. En analyse, som Megafon har lavet for Grakom viser, at endnu mere irriterende er facere – altså gadesælgere, der stopper os på gaden for at sælge et produkt, og det er jo faktisk den primære markedsføringsform for mange politikere, og på intet tidspunkt møder vi flere facere end i valgkampe. Så irritation kan ikke være baggrunden for forbud mod TV-reklamer. Det viser sig dog, at tilbudsaviser i postkassen faktisk er den næstmindst irriterende reklameform, og måske er det alligevel derfor, at politikerne synes at det er ok, at de ikke selv er omfattet af nej tak – ordningen. Folk bliver faktisk ikke rigtigt irriterede over reklamer i postkassen – bortset fra et lille storbyelitært twittersegment, der ikke ved hvordan man siger nej. Og det er lidt paradoksalt, for det viser sig i samme analyse fra Mindshare, at tilbudsaviserne faktisk er den suverænt mest opmærksomhedsskabende reklameform. De virker simpelthen.
TV-reklamer giver pæn opmærksomhed på niveau med outdoorreklamer – altså valgplakater. TV-reklamer er således en smule mere irriterende, og de giver en smule mere opmærksomhed end de fleste reklameformer. Men det er på ingen måde markant. Tiden er for længst løbet fra kakkelbordet og husalteret, og måske er tiden også inde til at behandle politiske reklamer ligesom man behandler andre reklamer.
Hvis politiske reklamer var underlagt markedsføringslovgivningen
Hvis politiske reklamer blev tilladt i tv og var underlagt markedsføringslovgivningen, er der dog det paradoks, at partierne ville støde ind i alvorlige problemer med Forbrugerombudsmanden. Der ville i hvert fald blive basis for en del sager om både vildledende anprisninger og politisk greenwashing, hvor grønne reklameløfter i virkeligheden forsvinder i røde skatter eller i den blå luft, hvor politiske forslag anprises ulovligt med voldsomme overdrivelser, og hvor det politiske indhold reelt viser sig at være defekte varer, som ikke virker som lovet, eller hvor man efter at have købt og betalt varen med sin stemme får at vide, at varen simpelthen ikke kan leveres alligevel, men man kan ikke få betalingen retur. Eller hvor man indfører et prisloft på energi, som viser sig at være et statsligt kviklån i stedet. Man må faktisk slet ikke markedsføre kviklån sammen med spil, og det er jo årets suverænt største og dyreste gambling, man er ude i ved et folketingsvalg. Der er kun lige over 50 procents vinderchance, og selv vinderne står bagefter og tænker ”Nå! Var det bare det? Jeg synes, at de lovede meget mere!”.
Politik, politisk markedsføring og markedsføringsloven går ikke godt i spænd. Måske er det derfor, der er særregler for politikere, der slipper for markedsføringslovens snærende bånd og krav om sammenhæng mellem det man siger og det man gør, men til gengæld ikke må komme på TV uden filter. Måske er det også derfor, at politikere ind imellem synes, at problemer, som de ikke har gode løsninger på, blot kan kvik-fixes med endnu en stramning af markedsføringsloven for spil, kød, flyrejser, biler, tobak, alkohol, retoucherede fotos og andre almindeligheder, som ikke er nær så sunde for danskerne som dansk politik.
