Hver dag på vej til sit nye kontor kører Kresten Schultz-Jørgensen forbi Lead Agency. Han stiftede selv kommunikationsbureauet for ti år siden, men tog ved årsskiftet til de flestes overraskelse sin afsked med Lead for at stifte et nyt bureau, Oxymoron.
Et oxymoron er en sammensætning af to umiddelbart modsatrettede størrelser, og det er i virkeligheden en ganske rammende beskrivelse af Kresten Schultz-Jørgensens følelser i disse dage, fortæller han Bureaubiz.
For selv om afgangen var frivillig, giver køreturen forbi murstenshuset på Nørrebro alligevel et stik i hjertet:
”Det er jo min egen beslutning, men det er også en lille smule trist. Faktisk lidt som en nødvendig skilsmisse: Jeg kører jo forbi huset og ser, at min familie stadig er derinde.”
Uenighed om rolle
Han afviser, at afgangen skulle skyldes uoverensstemmelser med den øvrige ledelse, herunder Søren Kaster, der overtog direktørposten i forbindelse med Leads fusion med Kasters pr. 1. januar 2016.
Alt er foregået i fred og fordragelighed, og fagligt er Lead lige nøjagtigt, hvor Lead skal være, forsikrer Kresten Schultz-Jørgensen. Den nu afgåede stifter lægger dog ikke skjul på, at hans egen rolle i bureauet efter fusionen har været genstand for intern diskussion i partnergruppen.
”Nogle ønskede nok, at jeg var en mere ’fri fugl’, og det var jeg fra starten også enig i, men det, må jeg være ærlig at sige, har jeg ikke været så god til at levere. Jeg er ikke ret god til at svæve over vandene og bare være kulturminister i en virksomhed, jeg selv har grundlagt.”
Planlagt i flere år
Kresten Schultz-Jørgensen har derfor trukket sig ”for at lade folk passe deres arbejde” og udleve sin egen drøm om personlig rådgivning i vanskelige og ofte internationale sager.
”Der er uden tvivl både nogen, der savner mig, og nogen, der en lille smule lettede,” erkender han.
Og selv om meldingen om hans afgang på den første arbejdsdag i 2018 faldt som en bombe for de fleste branchefolk, har den været længe undervejs:
”Jeg har planlagt det her i flere år, men det var under forudsætning af, at firmaet fungerede, og det gør det nu. Der er gået ti år, Lead har i dag otte partnere og 40 ansatte, og nu er kapitlet slut for mig.”
4. mio. i lommen?
Med hjælp fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden Baker Tilly estimerede Bureaubiz umiddelbart efter meldingen værdien af Lead Agency med henblik på at give et bud på Kresten Schultz-Jørgensens profit.
Bureauet er ifølge revisorens beregninger op imod 8 mio. kr. værd, hvoraf Kresten Schultz-Jørgensen og Søren Kasters holdingselskab skulle råde over blot 8 pct. svarende til omtrent 640.000 kr.
Kresten Schultz-Jørgensen ønskede dengang som nu ikke at kommentere, hvad han konkret har fået ud af at sælge sine aktier i Lead Agency. Men han forklarer, at hans ejerandel snarere har været omkring 50 pct., da holdingselskabet reelt ejede 80 pct. af bureauet og han selv 60 pct. af holdingselskabet.
Det giver, i fald værdiestimatet holder stik, Kresten Schultz-Jørgensen en kontant gevinst på omkring 4 mio. kr.
Mindre tal, mere indhold
Hertil kommer de ti kunder, han efter aftale har taget med sig fra Lead og over i sit nye bureau.
Det drejer sig konkret om Microsoft, Danske Bank, Alka, Hummel, tech-virksomhederne Exerp og CT Global, Save the Children International samt Vejle, Rebild og Bornholms Kommuner.
Sammen med en række andre nuværende og nye kunder skal de give Oxymoron en forventet omsætning på 6-7 mio. kr. i 2018. Når det er sagt, ser Kresten Schultz-Jørgensen efter eget udsagn frem til at kunne fokusere mindre på tal og mere på indhold:
”Med størrelse følger en nødvendig professionalisering og fokus på tal, og i takt med at Lead er blevet større, har jeg nok drømt om nogle andre ting.”