Mød chefen for de kreative hos EssenceMediacom

Peter Engholm
25@mail.dk

Stine Darby er tilbage hos Mediacom – nu som chef for de knap 20 medarbejdere hos MBA. Hendes fokus er ikke at brande enheden, men bl.a. at udvikle kreativiteten.

Stine Darby har ikke noget imod at vende retur. I 2022 kom hun tilbage til Advance efter tidligere at have været på bureauet næsten seks år, og i sidste måned tiltrådte hun hos EssenceMediacom, hvor hun en del år tidligere havde sit første job som færdiguddannet kandidat.  

Hos EssenceMediacom er Stine Darby blevet chef for MBA, forkortelsen for Mediacom Beyond Advertising, der er mediabureauets kreative enhed. 

MBA har løbende været ude med kampagner for bl.a. EWIIMiljøstyrelsen og BabySam. Der er ikke blevet skovlet awards i hus, men bureau-enheden har dog vundet bl.a. pencil ved D&AD og guld i Young Lions og TV 2 Adwars

Igennem årene er der blevet lagt ressourcer i at fremhæve en kreativ selvstændighed hos MBA, men selvom Stine Darby vender tilbage, så vender hun ikke retur til at profilere enheden:

”At MBA står på egne ben er ikke så interessant. Vi er i høj grad selvstændige, bl.a. med Studio, hvor vi laver meget produktion på tværs af kunder. Og jeg vil da gerne stadig have egne kunder, men jeg fokuserer først og fremmest på den værdi, der skabes i fællesskab – altså at få kreativiteten endnu mere integreret i resten af forretningen,” siger Stine Darby og tilføjer:

”Vi sidder med så megen viden i huset – bl.a. research, MarTech, mediaplanning – og jeg anser det for givende for vores kunder at få bredt kompetencerne ud på tværs af løsninger. Store kunder som EWII og Øreundsbron har vi netop vundet på vores samlede tilbud.”

Knap 20 medarbejdere – og hjørneflag

MBA har knap 20 medarbejdere, og selv om enheden er klassisk opbygget med kreative, strateger, projektledere, kunde- og produktionsansvarlige, så er det ikke klassiske reklamebureau-ydelser, der sættes på hylden:

”Virkeligheden har ændret sig, men flere bureauer tænker stadig kreativt ud fra en 20. sek.-film til tv eller YouTube. Vi skal – også som kreativ enhed – kunne håndtere bl.a. addressable, optimering, SoMe og content strategi. Når vi kommer ud af EssenceMediacom, skal vi også kunne tale effekt, ROI og forstå platforme,” siger Stine Darby. 

Jeg hører dig ikke tale om at bygge brands …

”Du hører mig snarere tale om brand-navigation. Vi bistår brands med at navigere i den førnævnte virkelighed – med en slags relevans-linse. Når der sidste år blev brugt over dobbelt så mange minutter på TikTok end på Netflix, så lægger det op til navigation – og en diskussion om, hvad der kan betale sig at lave, når målgruppen skal engageres,” siger Stine Darby og tilføjer, at ”Vi hjælper med at sætte hjørneflagene op for brandet, og aktivere på en måde der skaber den ønskede forandring.”

Hvad bringer du selv med ind til MBA?

”En holistisk forståelse. Jeg er opflasket med marketing, og at det er der, fordi det skal drive forretningen. Jeg har siddet på kundesiden – hos B&O – i en meget kommerciel virkelighed, hvor der skulle navigeres på både kort og lang sigt. På bureau og som selvstændig har jeg været strateg og kundeansvarlig, og jeg har en dybt forankret forståelse og respekt for, hvad kreativitet kan. Den kan, hvis det ønskes, f.eks. tage brandet et andet sted hen,” siger Stine Darby og uddyber:

”Og så har jeg for længst forstået, hvad kreative kræver af plads for at udvikle sig selv og kreativiteten til gavn for kunderne og deres forretning.”