En ny ’Friskhedskampagne’ fra Lidl, der starter i dag, er den første store kampagne siden Lidl i slutningen af 2019 valgte Nørgård Mikkelsen som bureau.
”Vi har lavet en række taktiske/digitale kampagner siden januar 2020, men den nye Friskheds-kampagne er den første store brand image-kampagne, vi har lavet for Lidl,” siger Thomas Aadal, der er kontaktdirektør og partner hos Nørgård Mikkelsen.
Det er Lidls egne medarbejdere og leverandører, der er med i kædens nye kampagne, som skydes i gang på tv i aften med en 60 sekunders manifestfilm.
Det nye friskheds-koncept lanceres med temaet ”Super frisk. Til Lidl pris.”
”Vi er gået fra at være udfordreren, der overrasker positivt, til at være en velrenommeret spiller, der rangerer højt på listen over danskernes foretrukne supermarkeder. Vi har en stemme i markedet, og den vil vi bruge til at understrege, at Lidl er STEDET, hvis du vil have super friske varer,” siger indkøbsdirektør i Lidl, Rasmus Pape.
Uforløst potentiale
Ifølge Rasmus Pape mener danskerne, at friskhed og pris er afgørende, når der købes ind, og her mener indkøbsdirektøren, at Lidl mangler at kommunikere den første del til forbrugerne:
”Vi ligger allerede stærkt i forbrugernes bevidsthed på gode priser. Men vi har endnu ikke fortalt, om alt det, vi gør, for at sikre, at vi også har de absolut mest friske varer på hylderne. Så her har vi et stort, uforløst potentiale.”
På reklamebureauet besluttede man at fokusere på fakta i forhold til, hvordan produkterne reelt ser ud, siger Jakob Holme, der er kreativ direktør hos Nørgård Mikkelsen:
”I udviklingen var der stor fokus på Lidls beviser for friskhed. Man er jo vant til at se fake friskhed i reklamefilm – råvarer i superslow, der rammer vand, og den slags. Vi ville gerne kombinere mere autentisk lækkerhed og fakta – vise ægte friskhed og supplere med fortællingen om det, Lidl rent faktisk gør.”
En af fortællingerne er, at hver Lidl-butik har en friskhedsansvarlig medarbejder i en grøn trøje, som har ansvar for hver time at tjekke friskheden og kvaliteten af al frugt og grønt.
”Det har været et fantastisk projekt at være med i. Lidl har spillet med hele vejen og været med på lidt friske ideer. Som at bruge en nykomponeret udgave af Dansevisen og Youtubefænomenet Pupsi, der spiller på sød kartoffel og vandmelon. Og da vi skulle vælge instruktør og speaker, var opdraget fra Lidl, at vi godt måtte vælge fra øverste hylde. Så det er Meeto Worre Kronborg Grevsen, der instruerer, og Pilou Asbæk, der lægger stemme til,” siger Jakob Holme.
For nylig valgte Lidl Havas som mediabureau for offline og PHD for alle onlinemediabureauydelser og de er dermed også bureauer på denne kampagne.
TBWA var bureau for Lidl, før Nørgård Mikkelsen og har hjulpet med indsigter til denne kampagne.
Credits
Bureau: Nørgård Mikkelsen.
Analyse og indsigter er udviklet i samarbejde med strategisk direktør Louise Sonne-Bergström fra TBWA\Copenhagen
Medvirkende: Lidls egne medarbejdere og leverandører
Instruktør: Meeto Worre Kronborg Grevsen, der bl.a. laver film for Coca-Cola, Tesla m.fl.
Musik: Nykomponeret udgave af Dansevisen
Speak: Pilou Asbæk
Produktionsselskab: Mettelise Film