Nordisk eventgruppe opkøber endnu et dansk eventbureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Liwlig Group, der for tre år siden købte et dansk eventbureau, køber nu et til.

For tre år siden opkøbte den nordiske eventgruppe Liwlig Group det danske eventbureau Welcome.

Nu kan de så annoncere, at de køber endnu et dansk eventbureau, nemlig Nordic Event, så man når op på i alt 17 medarbejdere.

”Nordic Event er et rigtig godt match for Liwlig Danmark og styrker vores position på det danske marked. Vi glæder os til at byde Nordic Event-teamet velkommen og ser opkøbet som et naturligt skridt i vores ambition om at levere exceptionelle oplevelser med et stærkt fokus på kreativitet, brandidentitet og bæredygtighed,” siger Jannik Seifert, CEO i Liwlig Danmark.

Fra Thomas Nielsen, CEO i Nordic Event, som har eksisteret siden 1999, lyder det:

”Jeg har altid set Liwlig som nogle af de mest solide og dygtige i branchen. De gør tingene ordentligt, repræsenterer det bedste af det bedste, og de har et set-up, der virkelig kan noget. Da muligheden opstod, føltes det derfor helt naturligt for mig. Nordic Event har mange års erfaring og en kultur, som jeg synes passer rigtig godt ind i Liwligs. At vi samtidig deler de samme værdier, gjorde beslutningen endnu lettere. Vores kunder vil stadig møde os, som de kender os – nu bare med endnu flere ressourcer og kompetencer i ryggen.”

Med fusionen bliver Nordic Event og Welcome nu igen bliver eet samlet bureau. I 2016 fusionerede de to bureauer for dog at gå fra hinanden igen kort tid efter.