Fusionen mellem Relationshuset Gekko og Increase, der efter en stormfuld forlovelse endte lykkeligt med indgåelsen af ægteskab, er ikke gået ubemærket hen over regnskabsbøgerne.
Omsætningen dalede i 2016 med næsten fire millioner i forhold til 2015, og årets resultat på 979.000 kr. lå knap 22 pct. lavere end året før.
Kimen til Nordlid blev lagt for et år siden som en fusion mellem Relationshuset Gekko og Increase, men fusionen blev på dramatisk vis udsat af en bedragerisag hos Increase. Parterne fik dog redt trådene ud, og Nordlid har været en realitet siden årsskiftet.
Årsregnskabet refererer derfor også alene til Relationshuset Gekko.
Ikke som budgetteret
Ledelsen skriver i sin beretning i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, at planlægningen af fusionen har krævet ekstraordinære ressourcer hen over året og trukket på de direkte omkostninger.
Årets resultat er derfor ikke indfriet som budgetteret, lyder det.
Årsagen til den manglende vækst skal primært findes på toplinjen og skyldes navnlig ”manglende ressourcer på egen markedsføring og salg i første halvår grundet fusionsplaner”.
Venter vækst i 2017
En fuld fusion af de to selskaber skal imidlertid skabe fundamentet for et nyt og endnu stærkere customer experience-bureau, og ledelsen ser således lyst på fremtiden:
”Med et opkøb og en fusion af de to selskaber på plads står bureauet stærkt i forhold til at cementere sin position som et af de ledende CX/CRM-bureauer herhjemme og forventer derfor en vækst i 2017 nationalt samt et stærkere fundament i det nordiske marked med flere nordiske kunder.”
Nordlid, som er oldnordisk for ’det nordiske team’, er en del af Bording-gruppen, der har over 400 ansatte i Skandinavien.
Nøgletal for 2016 (2015 i parentes)
Nettoomsætning: 23,402 mio. kr. (27,223)
Resultat af primær drift: 1,674 mio. kr. (1,744)
Årets resultat: 0,979 mio. kr. (1,250)
Antal medarbejdere: 23 (22)