Retailbureau køber Montdor

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Wavecrest forventer en omsætning på 200 millioner kroner i 2024.

For fire år siden fusionerede de to danske retailbureauer Gorm Larsen Nordic og Brandiators.

Siden er Harva Marketing fra Finland og G7 fra Rumænien blevet end del af Wavecrest-gruppen, der i 2022 havde en bruttofortjeneste på godt 22 mio. kroner.

Nu køber man det danske bureau Montdor, der er stiftet af Dion Guldberg og som anvender ’experiential-processen’ som sin primære strategiske fremgangsmåde for at skabe brandtroværdighed og opbygge langsigtet brandloyalitet.

“Dette er et vigtigt skridt for os, da Dion bringer sin ekspertise og passion for experiential design og activation ind i Wavecrest-gruppen. Vi er i dag førende inden for retail marketing, hvor vi hjælper internationale brands med at forbedre deres salg og kommunikation til slutkunder gennem retailleddet, men har igennem længere tid søgt efter en kapacitet, som forstår at bygge kundeoplevelser, og det har vi fået igennem Montdor”, siger WaveCrests adm. direktør Sune Nielsen.

Også hos Dion Guldberg er der glæde over integrationen med Wavecrest:

”Dagens forbrugere forventer mere end bare produkter og services. De ønsker personlige interaktioner, brands som står for noget og efterlever deres værdier. Siden Covid har der været et stort taktisk fokus fra brands på pris, produkttilgængelighed og kampagner. Vi ser et skifte nu. Et skifte til at bygge brandet op igen. Ikke kun igennem envejskommunikation, men i et samspil hvor slutkunde og brandet interagerer. Jeg har igennem hele min karriere skabt unikke kundeoplevelser igennem en experiential designfilosofi og elsker at tilføre lidt crazyness, der får brandet til at skille sig ud. Det har jeg nu mulighed for at skalere internationalt, ved at indgå i Wavecrest-gruppen.”

Wavecrest skriver i en pressemeddelelse, at de forventer en omsætning på omkring 200 millioner kroner i 2024. Gruppen har 150 ansatte i Danmark, Norge, Sverige og Finland.