SAS-chef efterlyser marketingspecialister

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Digitaliseringen har skabt et behov for flere specialister, lyder det fra SAS’ globale marketingchef. Det betyder samtidig, spår han, at mere markedsføring kommer på virksomhedernes egne hænder.

Det er et velkendt faktum, at digitaliseringen har gjort sit indtog, ikke mindst i forhold til måden at tænke og eksekvere markedsføring på.

Dette kommer til udtryk også på bemandingssiden, hvor marketingafdelingernes kompetencer og ressourcer skal imødekomme den stadig stigende digitalisering.

“Der sker jo reelt et kompetenceskifte, hvor der er brug for flere specialister. Den specialisering, vi tidligere har købt os til, skal vi i dag have inhouse,” lyder det fra Didrik Fjeldstad, der er VP for brand & marketing i SAS Group.

Han uddyber:

“Det er ikke nok, at folk kan analysere og komme med anbefalinger – de er nødt til at også at kunne implementere. Der er i dag et krav om at kunne kommunikere data i et sprog, man kan forstå. Det skal præsenteres på en måde, så man kan eksekvere på det og udvikle kreativitet af det.”

Marketing i opbrud
Fremtidens markedsførere skal ifølge SAS-chefen kunne acceptere “mere flydende måder at gøre tingene på” og et opbrud med klassiske stillingsbetegnelser og ansvarsområder. Det betyder også, at mere markedsføring rykker ind i virksomheden:

“Vi er nødt til at implementere selv, både af økonomiske hensyn og fordi, det går hurtigere.”

Didrik Fjeldstad aflyser ikke SAS’ bureausamarbejder, ”men det kan kræve, at samarbejdspartnere sidder fysisk hos os. Grænserne mellem kunde og leverandør kommer til at blive udviskede.”

I et stort interview med Bureaubiz deler Didrik Fjeldstad luftfartsselskabets erfaringer med blandt andet at bygge et bundsolidt varemærke og fastholde det, selv når krisen kradser.