Hololink er den anden startup, der i bedste Løvens Hule-stil præsenteres for et dommerpanel i Bureaubiz’ artikelserie om nye startups.
Dommerpanelet består denne gang af Miriam Plon Sauer, David Guldager, Mette Theilgaard, Michael Gamst og Jesper Laumand, og Hololink får i snit 3,7 stjerner ud af 5 mulige.
Og der er store ord med på vejen til startuppen, der præsenterer et nyt værktøj, der skal gøre det nemmere for både bureauer og forbrugere at bruge augmented reality.
”Hvis de lykkes med deres ambition om at tilbyde en løsning, der revolutionerer anvendelsen og udbredelsen af AR, så kan de blive solgt for et meget højt beløb til en af de store globale tech spillere,” siger Jesper Laumand, managing director, Netherlands & Nordics, Verizon Media.
Og fra en anden deltager i panelet, Michael Gamst, underdirektør, People & Identity, Brands and Marketing Development i Nykredit, lyder det:
”Jeg synes, at Hololink lugter lidt af en gamechanger – at demokratisere et format, der tidligere har været svært tilgængeligt ikke bare teknisk men også ’forståelsesmæssigt’ er i min bog tæt på at opfylde definitionen på en gamechanger.”
Ændrer augmented reality
Hololinks nye værktøj ændrer ifølge medstifter Lucas Nygaard måden, som augmented reality kan blive brugt på:
”Vi vil genforbinde virkeligheden med det digitale, og med vores nye værktøj nedbryder vi de barrierer, der hidtil har været for at bruge augmented reality,” siger han.
Lucas Nugaard hentyder til, at det hidtil har været omstændigt for bureauer og krævet programmør-evner at lave en augmented reality-kampagne.
”Normalt kontakter man et udviklingshus, når man skal lave en AR-kampagne. Det behøver man ikke mere. Vores værktøj gør det nemt. Selv en 3. klasses elev kan bruge det,” siger Lucas Nygaard.
Samtidig har forbrugerne hidtil først skullet downloade en app, før man kunne se AR-elementet. Det er også anderledes nu:
”AR-oplevelser skabt med Hololinks platform kan tilgås på enhver smartphone som et almindeligt weblink. Det er en fordel, for teknologi skal ikke være noget, man som forbruger tænker over. Når du ser en god film, tænker du heller ikke på Dolby lyd og 4 K. På samme måde skal det være nemt for forbrugeren at komme ind på et augmented reality-link uden, at man skal downloade alt muligt først.”
AR skal være kundens egen mediekanal
I dag kan virksomheder bruge AR via f.eks. Facebook, Snapchat og i Adobe, men med Hololink vil Lucas Nygaard og hans partner også give virksomhederne mulighed for selv at eje al data omkring AR og at bruge det som deres egen mediekanal.
”Vi tror på, at virksomheder selv skal eje deres kommunikation, og de kan så bruge vores åbne platform, som er nem at gå til. Det er et værktøj, hvor du kan sætte en AR-oplevelse op til en kampagne uden at vide ret meget om AR.”
Lucas Nygaard tilføjer:
”Med AR kan bureauer og brands tilføje et ekstra lag til fx produktindpakninger, OOH eller in-store kommunikation. Alle tre kanaler med enorm reach, men meget lavt engagement. En rapport fra Mindshare viste i 2018 at AR kan fordoble forbrugernes engagement i et brand og tredoble, hvor godt de husker brandet efterfølgende.”
Platform er i gang med at blive testet
Hololinks platform er i beta-mode lige nu, hvor 40 bureauer globalt tester den med henblik på, at den bliver så intuitiv som mulig.
Hololink har været igennem den første investeringsrunde i marts i år, hvor man fik 1,8 mio. kr. samt adgang til knowhow og netværk til andre startups, gennem Techstars accelerator, der ifølge Lucas Nygaard er verdens største startup accelerator. Næste investeringsrunde er i det nye år.
Fakta
Hololink blev stiftet i februar sidste år af Lucas Nygaard og Dennis Christensen. I marts 2020 havde man den første investeringsrunde, hvor man fik 1,8 mio. kr. Det betyder, at man har kunnet ansætte flere kodere og programmører, så man nu er oppe på 10 medarbejdere.
Den næste investeringsrunde er klar i det nye år.
The big idea:
Hololinks platform er den nemmeste måde at opsætte og lancere interaktive augmented reality kampagner, uden at skulle kode og uden apps
Founders
Lucas Nygaard & Dennis Christensen
Grundlagt: 2019
Status: Seed
Valuation: 30-35 mio. DKK
Ansatte: 10
3YR target: 1.000+ bureau kunder, 100 mio. DKK revenue
CV Lucas Nygaard
Tidligere Head of Expo for CopenX, Skandinaviens største VR/AR konference.
CV Dennis Christensen
Tidligere udviklet Young Scholars initiative platform for George Soros I-net fond, der i dag har over 13.000 brugere på verdensplan.
Ratings fra månedens panel:
Mette Theilgaard, experience design director, Flip Studio:
Kommentar
Hololink løser nogle umiddelbare barrierer omkring augmented reality – ejerskab af data, faglige kompetencer og brugervenlighed i oplevelsen. Det er stærkt og ambitiøst at udkomme med et værktøj, der tapper ind i og formidler brugers behov for leg og teknologi i kommunikation bredt.
Det bliver spændende at følge med i, om de kreatives eksekveringer kan leve op til potentialet og være afsender på innovativt selfmade content.
Alt muligt held og lykke – Jeg er fan.
David Guldager, vært Nordisk Film, foredragsholder:
Kommentar
Det giver rigtig god mening at kaste sig over tilgængeligheden af implementering af kringlet teknologi. Specielt den teknologi som har stort potentiale i de brede masser. Vi ser flere og flere værktøjer, der gør det nemt for alle at tilgå de større og vildere teknologier. Og specielt den forventede hit-teknologi AR, burde der være et kæmpe potentiale i. Hololink har her en mulighed for at gøre sig uundværlig for de bureauer og virksomheder, der ser de samme muligheder for teknologien i fremtiden. Dog kunne Hololink godt være sat sig et mere ambitiøst mål for dette år, men hvis de holder kadencen oppe og bliver ved med at gøre platformen brugervenlig og tilgængelig, tænker jeg, at vi har mulighed for at høre meget mere om Hololink.io.
Jesper Laumand, managing director, Netherlands & Nordics, Verizon Media:
Kommentar
Der er uden tvivl stor interesse for hvordan AR kan gøres mere skalerbart og dermed giver annoncørerne og deres bureauer mulighed for at implementere det bedre i deres fremtidige kampagneplanlægning, så på den måde forsøger Hololink i hvert fald at tilbyde noget banebrydende på et marked i stor vækst.
Hvis de lykkes med deres ambition om at tilbyde en løsning der revolutionerer anvendelsen og udbredelsen af AR, så kan de blive solgt for et meget højt beløb til en af de store globale tech spillere.
Vi ved at udrulningen af 5G globalt kommer til at hjælpe forudsætningerne for AR og VR betragteligt, så hvis Hololink kan løse det andet problem der har været i forhold til produktionen af content, så har det enormt potentiale.
Upsiden er enorm for Hololink, men det er også et marked hvor rigtig mange af de store spillere allerede investere milliarder i at vinde, så på mange måder bliver det et kapløb og på den måde kan det nemt blive en boom eller bust investering med Hololink, hvor de enten bliver solgt for milliarder, eller også taber man hele sin investering på 3 år.
Miriam Plon Sauer, executive strategy director (EMEA), AKQA:
Kommentar
Idéen om at gøre AR mere tilgængelig er god. Men det er også et område, hvor mange spillere kæmper om at blive førende i øjeblikket. Så det bliver spændende at se, om Hololink kan tage den. Hvis det kun er en nem måde at vise AR-objekter på og udelukkende er baseret på image tracking og ikke f.eks. world tracking og body tracking, er det stadig et ret basalt værktøj. Men udbredelsen af basis AR-oplevelser kan også hjælpe med at bane vejen for mere innovation på området.
Michael Gamst, underdirektør, People & Identity, Brands and Marketing Development, Nykredit:
Kommentar
Gal eller Genial: Hololink er grundlæggende en af de idéer, som man nemt kan følge. Det handler om at tappe ind i en trend og nogle muligheder der har være under udvikling i noget tid – og det er tænkt med skala for øje.
Bli’r jeg millionær: Efterspørgsel er her det springende punkt, for skala er nøglen til succes, hvis man forestiller sig, at efterspørgslen på AR-aktivitet vil stige, hvilket man godt kan sandsynliggøre med afsæt i tendenser. Men der skal nogle landeplager på banen for at ’vise vejen’. Med et par gode use/customer cases kan man håbe at snebolden kan rulle.
Game changer: Jeg synes, at Hololink lugter lidt af en gamechanger – at demokratisere et format der tidligere har været svært tilgængeligt ikke bare teknisk men også ’forståelsesmæssigt’ er i min bog tæt på at opfylde definitionen på en gamechanger, nemlig om ideen grundlæggende har potentiale til at kunne ændre den måde vi bruger en teknologi eller et medie/produkt på.
Bureaubiz’ artikelserie om startups er kommet i stand i samarbejde med mediatech-startup-hubben Wharf.