Stolekampagne var bare første skridt

Jasmin Schier Mortensen,
redaktionsassistent hos Bureaubiz

7 ud af 10 af de virksomheder, der fik sat trebenede stole for døren, kan nu se frem til at modtage det fjerde og sidste ben. Men det endelige mål rækker ud over virksomhederne. Målet er at fange Folketingets opmærksomhed.

”Kampagnen er et oplæg til, hvorledes der af politikere, topledere, organisationer og andre på en konference i Landstingssalen på Christiansborg kan findes rammer for et forslag, som Folketingets politikere og regeringen kan arbejde videre med,” fortæller bestyrelsesformand for Kvinder I Bestyrelser (KIB), Gitte Maya Elsing, om deres kampagne: ”Det mangler noget!”.

Kampagnen er resultatet af et samarbejde mellem Kvinder i Bestyrelser og Saatchi & Saatchi. Foto: Gitte Maya Elsing fra Kvinder i bestyrelser (tv.) og Annette Piilgaard fra Saatchi & Saatchi København.(th.)

Transparens er vejen frem 
Forslaget indebærer, at alle relevante positioner i ledelse og bestyrelser ved lov skal opslås hos Erhvervsstyrelsen, der i forvejen har registreret alle direktioner og bestyrelser, fortæller KIB og Saatchi & Saatchi i en pressemeddelelse.

Gitta Maya Elsing udtaler til Bureaubiz, at det handler om transparens:

”Vi mener, at et forslag om at opslå alle relevante leder- og bestyrelsespositioner under ét vil gavne både kvinder og mænd, fordi det bliver transparent, hvilke poster man kan søge.”

Den nuværende procedure for jobopslag vedrørende leder- og bestyrelsespositioner kræver ifølge KIB en opdatering:

“Langt de fleste positioner i ledelse og bestyrelser besættes i dag gennem netværk,” forklarer Gitte Maya Elsing. Hun fortsætter: “Smith, Smith & Verner har set nærmere på, hvorvidt kvinder har mindre sandsynlighed for at blive CEOs end mænd, når der kontrolleres for kompetencer, erfaring og karriereretning (HR, R&D, CFO). Dette viste sig ikke at være tilfældet. Forklaringerne skal findes længere nede i hierarkiet i de store kønsforskelle i uddannelsesvalg og i adfærden omkring børnefødsler.”

Alternativ til kvoter
Og ifølge KIB bør deres løsning ses som et alternativ til kønskvoter. Men kvoter er ikke udelukkede som strategi for at opnå flere kvindelige CEOs og kvinder i bestyrelser.

”Hvis et sådant eller lignende lovforslag eller andre aktiviteter ikke ændrer det billede, vi ser i dag, så ser vi i KIB kvoteordninger som et næste politisk skridt – et skridt, som potentielt også kunne indeholde mere end kvoter for bestyrelser,” udtaler Gitte Maya Elsing.

Men det er et alternativ.

“Ved opslag af nævnte ledelses- og bestyrelsesposter formodes langt flere kvalificerede kandidater af begge køn at søge. Derved har erhvervslivet flere kandidater at vælge mellem, og så må det være op til virksomhedernes ejere eller repræsentanter for ejerne at vælge de personer, de anser for mest kvalificerede. Det er en del af de almindelige markedskræfter. På den måde kan samfundet under ét styrke sin konkurrenceevne,” fortæller bestyrelsesformanden og slutter:

“KIBs rolle i det bliver at klæde sine medlemmer – kvinder i øvre ledelse – på til at have modet og baggrunden til at søge de positioner, der passer bedst til deres fortsatte karrierer.”

Og samarbejdet med Saatchi & Saatchi fortsætter, fortæller administrerende direktør for bureauet, Annette Piilgaard.

Hvor længe kommer Saatchi & Saatchi til at være inde over projektet?

“Saatchi & Saatchi, og Publicis Groupe i øvrigt, arbejder med CSR på forskellig vis. For Saatchis vedkommende har vi valgt at støtte KIB i deres arbejde med at skabe lige muligheder og diversitet, og der er ikke sat en slutdato på samarbejdet.”

Det er tre kvinder fra Saatchi & Saatchi København, der stod bag kampagnen: kreativ direktør Sabine Herskind, administrerende direktør Annette Piilgaard og senior account manager Pernille Skovgaard.